Artikler Introduceret

Undertoner introducerer: The Melvins

Skrevet af Johannes Gammelby

Freakrockerne i The Melvins er højaktuelle med deres seneste album Tres Cabrones. I denne introduktionsartikel forklarer fan og forsanger i The Malpractice, Johannes Gammelby, hvorfor du hellere bør give dig i kast med bandets ustyrligt smadrede fortidige bedrifter.

Luka82271_MelvinsMackieOsborne2_1

Kære læser

Mit yndlingsband, The Melvins, har en ny plade på gaden, og i den anledning er jeg blevet shanghaiet af Undertoner til at give en introduktion til bandet samt en indføring i, hvad der efter min mening udgør gruppens udgivelsesmæssige hjørnesten. Det gør jeg gerne – tak for muligheden!

For, næstefter at tale om mig selv og mine egne fortræffeligheder, holder jeg nemlig mest af at tale om højt skattede kunst- og kulturlunser. Det er som om, man får lov at genopleve sin kærlighed gennem det at fortælle om den. Nuvel. Vi skal til at i gang. Vi skal starte et sted.

Nirvana var min ungdoms band. Jeg elskede bandet og elskede jagten på singler med mærkelige b-sider og bootlegs med hemmelige outtakes og kaotiske livekoncerter – blandt andet denne, som jeg havde en bootleg-optagelse af. Jeg lavede et kassettebånd, hvor jeg kopierede feedback-stykkerne fra halerne og mellem numrene sammen til ét langt fucked-up, kakofonisk feed, som jeg gik rundt og lyttede til i min walkman. Det var pissefedt. Som et symfoniorkester, der faldt ned af en lang, lang trappe. Nede for enden fandt jeg Melvins.

For med tiden ebbede kærligheden til Nirvana lidt ud. Der var ligesom ikke var mere at komme efter. Jeg havde hørt In Utero til blods og slidt mine VHS-bånd op. Jeg ville have noget musik, der lød som mit kassettebånd. Jeg syntes, Sonic Youth var seje nok, men også irriterende prætentiøse på den der lidt blodfattige galleri-agtige måde. Det var for let, altså, i betydningen ikke tungt nok. Det manglede flæsk og blodsplat. Sepultura havde lidt af det, men det var blottet for den kompositoriske finesse og det maniske vanvid, jeg havde elsket på Faith No Mores Angel Dust.

Jeg havde læst, at Nirvana havde turneret med et band, de var meget begejstrede for (Melvins), og da jeg så, de skulle spille på Huset til Århus Festuge i 1995, troppede jeg og en kammerat op uden at have set andet end dette klip i Beavis & Butthead. Koncerten var i retrospekt fantastisk, men på aftenen kan jeg huske, jeg var mere forvirret og forundret. En 12-minutter lang og meget langsom trommesolo. Et 5 minutter langt unison-feed midt inde i en sang, hvor alt pludselig stod stille. Vrængende nonsenslyrik, der var Joyce værdig. Jeg tror ikke, mit spæde sanseapparat kunne forstå, hvad der foregik. Jeg fik autografer og var rimelig tilfreds med at have den gamle trommeslager fra Nirvanas autograf. Oh yeah, Dale Crover fra Melvins var med på de første Nirvana-optagelser, nemlig.

Nå, men min nysgerrighed blev mere end vakt. Og 1995 var året, Lolhvor internettet så småt blev udbredt herhjemme, så jeg gik på nettet og downloadede en .txt-fil af Melvins’ diskografi, og så gik sparepengene ellers til Melvins CD’er og 7” singler. Jeg læste, at sangskriver og guitarist Buzz Osbourne samt trommeslager Dale Crover kom fra staten Washington i Amerika, og at bandet blev dannet i 1983. At Cobain var deres roadie i starten, og at deres gamle bassist var Shirley Temple’s datter. Mange bassister og mange plader senere smeltede de sammen med tromme-bas duoen Big Business, som de har udgivet en stribe plader med her i det nye årtusinde. Kedelige biografiske detaljer, lad os komme videre.

Hvilke plader er så mine yndlingsplader med dette vidunderlige band? Det er svært. Jeg kan rigtig godt lide Houdini og Gluey Porch Treatments. Og Ozma. Og Stag. Og The Maggot. Og Stoner Witch og Hostile Ambient Takeover. Men de plader, jeg i disse år hyppigst hiver frem, er faktisk ep’erne. Det er som om, det format passer skidegodt til deres eventyrlystne sangskrivning, så jeg har fundet tre ep’er frem til dagens show and tell.

The Bulls and the Bees (2012) The bulls and the bees
Et orkester, der utrætteligt har udgivet plader i 30 år, har naturligvis et anseeligt bagkatalog, og man kunne frygte, at et band i den alder har sine bedste ting bag sig. Men den første plade, jeg vil anbefale, er faktisk en af de nyeste, så noget kunne tyde på, at man har masser til gode endnu. Også selvom den seneste Tres Cabrones sgu ikke er sådan rigtig fed, altså. The Bulls and the Bees udkom i 2012 gennem Scion A/V. Ja, Scion er en bil, og ja, til bilmærket er der tilknyttet et pladeselskab, der skal trække yngre bilkøbere til. »Jamen, det er da bare totalt sell-out at udgive sin plade gennem et fucking bilfirma, mand!« – Åhr, luk nu! Drop det automatiserede ævl, sæt dig ned og lyt. Hent/stream ep’en helt gratis her.

Pladens første fire numre hænger sammen og udgør ét, langt studie i awesomeness. Der flirtes med stenet glam- og krautrock og grandiøs pop, iscenesat af generel musikalsk fritænkning, der i passager går over stok og sten, og som pludselig kredser i komplekse, hypnotiske cirkelmotiver, ofte med to trommesæt skramlende oveni hinanden. Frydefuldt! En ting, der er bemærkelsesværdigt i mine ører, er, at de laver riff-baseret smadder, der høvler derudaf uden at kigge bagud i sin egen interne struktur via eksempelvis omkvæd, der jo traditionelt ellers tjener til lige at opsummere og sikre, at alle er med.

Øjeblikket og dets kontekst bliver i stedet til musikkens hookline. Man sidder og venter på, at yndlingsøjeblikket kommer. Og går. Og så kommer der gudhjælpemig et nyt. Ja, ja, du har ret, lidt ligesom en slags transporterende syrerock. Men her intensiveres musikken ikke gennem en pisseirriterende wah-wah-pedal, pøllede soli, æblemand-rundgange og hashtågede snydeopture. Her er det råt, kompositorisk vid, der driver musikken fremad og hinsides alle trættende autenticitetsdiskussioner. Og det er frihed! Hør bare de første to numre i træk. At man kan hitte på alt det, strukturere det og få det til at være så henførende, er en fantastisk bedrift! Og hør så lige “A Really Long Wait”, hvor det hele er faldet sammen i et arret, poetisk fallout. Arvo Pärt i tonser-mode! Jamen! Jamen!

Eggnog (1991)Eggnog
Eggnog. Åh, at have denne plade til gode i sit liv. Jeg tror, det er min yndlingsplade af alle nogensinde. Hør, mens du læser. Igen, det er disse mærkelige sange uden entydige, afkodelige mønstre, men, fornemmer man, med en klar vision bag. De tre første sange er ud-over-skrænten, skrabet punk i et ætsende og ret uforsonligt univers. De er den lydlige ækvivalent af at lytte til Black Sabbath, blive samlet op af en tornado, hvirvlet rundt og smidt ned igen i lort til knæene. Fantastisk! Og der står man så, forpustet og forvirret, urokkelig, mens det sidste nummer, det omtrent 15 minutter lange, skamskudte fuck-toy, “Charmicarmicat”, ormer sig ind på én, mens det stirrer én stålsat i øjnene. Hold da kæft, mand!

Jeg husker engang, min far sad og arbejdede ved bordet oppe i køkkenet, mens den sang var på stereoanlægget nede i kælderen. Jeg skulle op og have en snack. Han kiggede op på mig, ud over brillerne, rystede på hovedet og sagde stille: »Hvad er det dog for noget musik?«. Når alt kommer til alt, et ganske rammende spørgsmål.

Nuvel, min højtagtede barnsdomsven Torsten B. Larsen fra Larsen & Furious Jane og jeg diskuterer tit og ivrigt om musik og især teksternes rolle. Med det forbehold, at jeg her gengiver hans ord forkert, så udspringer hans oplevelse af musik ofte fra den tekstlige dimension, hvorfor en ’dårlig’ tekst kan være altødelæggende for hele den samlede oplevelse. Når han fremfører den pointe, så tænker jeg altid på Eggnog og det tekstmæssige nonsens, der her spyes ind i mit fjæs. Det er lyden af feber, lyden af panik og lyden af en tur i rullepølsepressen, hvor fladerne i alle dimensioner rykker tættere på! Det er sgu da kunst, og dét, kunst i praksis! Vrøvleteksten lever i kraft af leveringen og den generelle kontekst, den leveres i. »Pigs don’t let it!« På samme måde kan en tvivlsom poptekst trives i kraft af den melodi, der bærer den. Synes jeg. Anyways, Eggnog, min all-time-yndlingsplade nogensinde, lige for tiden!

Lysol (1992)Lysol
Eddermame også en vild plade. Elsket mest for de første 18 minutter og de sidste 3. Inde i mellem er der et Flipper-cover og to af Alice Cooper. De er fede nok, men parenteser i forhold til åbningsstykket, som egenhændigt kan siges at have lagt en af grundstenene til den i disse år så hippe, dronebaserede doom. Lyt her. Zen-mestrene Osbourne og Crover har opgraderet panservognen til godstog, og sukker komatøse chants ad landskabet, der snegler sig forbi. Trommerne sætter ind ved 7:52 og, ja, altså, jeg tænker hver eneste gang: »Kæft, hvor sejt!« Sublimt, i kantiansk forstand. Det her er større end mig, og det truer mig samtidig med, at det vil have mig med videre. Det hele bølger langsomt afsted og bliver til et mere og mere dechifrerbart stykke musik, klædt i blykappe og larger-than-life vokaler.

Tidligere skrev jeg lidt om, hvordan øjeblikket kunne blive til musikkens hookline. Et sådant øjeblik indtræffer i stykket, der strækker sig fra ca. 13:30-14:50. Dér, hvor lortet starter igen, efter feedtonen, er et af mine yndlingsøjeblikke i hele musikhistorien. I liveudgaven er hullet længere, og måske endda federe endnu! Prøv at se.

Nå, vi skal også til at afrunde det her. Fun fact vedrørende ep’en: Lilletrommen er dubbet med et lilletrommeslag fra Led Zeppelins “D’yer Mak’er”. Det må satme have taget lang tid at lave i 1992.

The Melvins!

Som en sidebemærkning til denne artikel kan det tilføjes, at Johannes Gammelbys eget band, The Malpractice, udgiver ny plade på Crunchy Frog til februar næste år.

1 kommentar

  • Fin tekst, hvor man i den grad kan mærke glæden og interessen skinne igennem. Blot af den grund tror jeg at jeg gir’ det et skud.

Deltag i debat