Konkurrencer

Vind billetter til Yo La Tengo i Lille Vega

Skrevet af Redaktionen

Efter fire år er Yo La Tengo tilbage i byen, og billetterne er allerede ved at forsvinde hastigt. Undertoner holder godt fast i nogle stykker, som du kan blive en af de heldige vindere af. Klik, quiz, YOLO.

 Hvis YOLO handler om at gribe øjeblikket, så handler Yo La Tengo om at blive ved med at gribe bolden. Og det lykkes i høj grad for den amerikanske trio, der for snart 30 år siden tog navn efter en baseball-anekdote og siden da har holdt spillet kørende med 13 studiealbums plus det løse.

En af fordelene ved at have så lang en karriere bag sig er, at der har været tid til at komme rundt om stort set hver en genre, og derfor er der næsten med garanti også et hit til hver en lytter. Du kan finde ud af, om de spiller dit hit, ved at deltage i vores konkurrence om to gange to billetter til koncerten med Yo La Tengo i Lille VEGA tirsdag den 19. november.

Yo La Tengo udsendte tidligere i år pladen Fade, som reddede sig tre og et halvt U fra Undertoners anmelder for at evne at lægge adskillige lag på en produktion, uden at det virker fortænkt eller overproduceret, men samtidig også at mangle numre, der virkelig sparker benene væk under lytteren. Trioen har dog tidligere med stort held underholdt på togture og vakt forelskelse hos Undertoners frivillige lyttere.

Pladerne er kendt for at være overraskende skruet sammen, som Undertoners anmelder måtte konstatere om albummet I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass (2006): »Man tænker først, at veterantrioen må have været stive, da de satte pladens numre sammen. For det er jo for pokker det glade vanvid at lægge ud med et 10 minutter langt syretrip efterfulgt af en himmelsk popsang med ABBA-klaver og kåde trompeter. Men af en eller anden grund fungerer det.«

Om trioen får leveret lige så velfungerende vanvid live kan du finde ud af den 19. november. Vil du have chancen for at komme gratis ind, er det om at prøve lykken med spørgsmålet herunder. Svar senest 16. november.

Vinderne er fundet.

Deltag i debat