Plader

Crystal Shipsss: Dirty Dancer

Jacob Faurholt lyder på sit andet fuldlængdealbum under Crystal Shipsss-aliasset som det samarbejde mellem den maniodepressive Daniel Johnston og Sonic Youth, der desværre aldrig blev til noget grundet Johnstons sygdom. Det er depressivt, støjende og utrolig ærligt.

Uh, det er så farligt og modigt, det som Berlin-bosatte Jacob Faurholt har sat sig for på sit andet album under navnet Crystal Shipsss: Han har samlet en række ærlige, ligefremme selvbiografiske sange centreret om emner som angst, tvangstanker, teenage-usikkerhed og venners dødsfald serveret med masser af lo-fi æstetik og opbrudte arrangementer pakket ind i hinder af støj. Umiddelbart en cocktail, der er tung at danse med, men som på forunderlig vis som humlebien alligevel formår at lette og svæve langt ud i æteren og dybt ind i hjertekamrene. Men Dirty Dancer er ikke et særligt opløftende album, og det er ikke noget, man har godt af at lytte til, hvis man har tendens til vinterdepression.

Men hvorfor er Faurholts forehavende så farligt? Jo, først og fremmest må man huske på den simple pointe, at musik som oftest er skabt af et individ med det mål at bearbejde en følelse eller en oplevelse og altså er en utrolig sårbar kunst. Desuden er det af en eller anden grund rigtig svært at skrive ligefremme, naivistiske tekster om svære og følsomme personlige emner, uden at de bliver klichéfulde og dermed upersonlige og uvedkommende. Tænk blot på navne som Medina, Rasmus Seebach, osv., som jo synger deres inderste hjertesorger og glæder ud, men af en eller anden uforklarlig grund bliver det hult og uvedkommende for mig. Det er, som om der mangler en eller anden hemmelig ingrediens, der fordrer troværdighed eller ægthed – eller måske er det bare mig, der er lidt indiesnobbet.

Men i hvert fald fungerer det for Faurholt, der på Dirty Dancer lyder som det samarbejde mellem den maniodepressive Daniel Johnston og støjrock-pionererne Sonic Youth, der desværre aldrig blev til noget grundet Johnstons sygdom.

Og netop Daniel Johnston er vel musikhistoriens bedste eksempel på en kunstner, der formår at skrive simple, naivistiske sange, der trods et tekstunivers fyldt med klichéer og floskler emmer af ærlighed og i høj grad vækker empati (lyt blot til “True love will find you in the end“). Helt i samme særklasse er Faurholt ikke, men i numre som “I Had a Friend”, “I Am Well Rehearsed” og “I’m Not Insane” er han tæt på. I førstnævnte synger han indledningsvis »I had a friend who died at a god damn ferry / I remember riding my bike, telling people the bad news, the bad news, the bad news, the bad news«, imens han hamrer på et halvdårligt stemt lofi-klaver. Den voksne Faurholt, der tænker tilbage, bliver mere og mere dreng og slutter af med at repetere »Mom, did I cry? Did I cry?«. Absolut hjerteskærende.

På “I’m Not Insane” bliver Faurholt endnu mere direkte, men heller ikke her ødelægger klichéerne troværdigheden, mens skingrende skizofrene numre som “Lost”, “The Horror of It All” og “Screaming Teens” alligevel giver et billede af en kuleskør mand. Dirty Dancer drejer sig om større eller mindre traumer fra barndoms- og teenagetiden, og de forskellige sange fungerer som brikker i et puslespil, der konstituerer den voksne Faurholt. Selvom disse brikker ligger hulter til bulter, og nogle af dem sikkert er blevet væk og andre revet itu, giver de til sammen alligevel et indtryk af en helhed, og det er præcis dette, der gør klichéerne og flosklerne uvigtige.

Dirty Dancer er altså et meget personligt album – grænsende til det private.For mange kan det måske virke intimiderende og depressivt, men for mig er det primært en modig og gennemført plade.

★★★★½☆

Deltag i debat