Plader

Jonathan Wilson: Fanfare

Fanfare er et musikalsk patchwork; et kludetæppe, der efter kort tid bliver alt for varmt at svøbe sig i.

Alle kunstnere står på skuldrene af hinanden.

Musikhistoriens vel nok største sangskriver, Bob Dylan, var i starten af karrieren mere end almindeligt inspireret af Woody Guthrie. Jack White, en af den efterfølgende generations vigtigste musikere, skylder Led Zeppelin ikke så lidt. Og de enormt succesfulde bannerførere af britpoppen i 90’erne, Gallagher-brødre fra hedengangne Oasis, har aldrig benægtet, at The Beatles har roteret en enkelt gang eller to på pladespilleren i barndomshjemmet i Manchester. Det tilkendegav de, da de i 2000 udgav albummet Standing on the Shoulder of Giants og efterfølgende blev latterliggjort, fordi de ikke havde formuleret talemåden korrekt.

Selv om man altså tydeligt kan fornemme inspirationskilderne hos selv de allerstørste bands, er de alligevel blevet anerkendt som skabere af deres egen idiosynkratiske kunst. Efter at have lyttet til Jonathan Wilsons nye album Fanfare tvivler jeg dog på, at han vil opnå det samme. Han nøjes nemlig ikke med at blive inspireret, nej, albummet er på det nærmeste et kludetæppe sat sammen af hans musikalske forbilleder. Nogle steder er der sågar tale om direkte plagiat.

Lyt eksempelvis til nummeret ”Illumination” og sammenlign med Neil Youngs ”Danger Bird” fra albummet Zuma (1975). Hvis Shakey ellers gad, kunne han nok godt hente lidt penge på sine ophavrettigheder. Og hvad med mellemspillet i ”Lovestrong”? Det er jo tyvstjålet fra ”Echoes” af Pink Floyd. Og mon ikke Jonathan Wilson har brugt adskillige timer på at lære at spille den guitarsolo, så den genlyder af legendariske David Gilmours atmosfæriske guitarlyd?

Det er ganske enkelt for åbenlyst. For hvem kan undgå at tænke på Bob Dylan, når Wilson pludselig ændrer sin stemme på ”Moses Pain” og lyder mere som mesteren, end mesteren selv gør nu om dage? Eller hvad med det countrypoppede nummer ”Love to Love”, der lander et sted mellem Bryan Adams og Bruce Springsteen? Efter ti fadøl er det sikkert medrivende og vil uden tvivl sætte gang i gåsegangen mod dansegulvet på de lokale blues joints rundt omkring. Men hold op, hvor er det uoriginalt og røvballeagtigt.

Man  dog beundre Wilsons evne til at lave storladen, progressiv og psykedelisk rock, der som musikkens pendant til litteraturens udviklingsroman lægger stille fra land, tager ud på eventyr for til sidst at vende hjem. Fanfare er således et meget ambitiøst værk, men jeg kan ikke anerkende det som mere end gedigent håndværk.

Så selv om enkelte numre som “Dear Diary” berettiget har vakt opsigt, er helhedsindtrykket alligevel en musiker, der ikke kan vriste sig fri af forbilledernes favntag. En selvstændig identitet efterlyses.

★★½☆☆☆

Deltag i debat