Plader

Nikolas: Moor

Skrevet af Anna Møller

»Nikolas er den fælgrens du drikker når du plukker æbler natten lang. Se der, en endetarmsåbning. Den lugter vel nok godt af musik.«

Projektet Nikolas – i form af indersiden af musiker og forfatter Anders Jørgen Mogensens hjerneskal – er stadig lige dele enerverende larm og sonisk lydeksperiment, der rundtosser og hyller en ellers rimelig koncentreret lytter ind i en storm af vibrerende lyde, støjende interferenser og en lettere brægende vokal. Vokalen tilhører formentlig stadig Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen fra Thulebasen, og den minder i hvert fald stadig mest af alt om en lydprøve på stoffer. Som sådan er der ikke sket den store udvikling siden kassettebåndet fra foråret, Kettleboy/He-man.

Hvor Kettleboy/He-man havde en halvt amputeret, halvt dansende jernskulptur på coverets forside, leves titlen Moor på det nye kassettebånd helt ud og toppes dermed op af en lykkeligt maveomfavnende 80’er-mor i smækbuks på coveret og et lækkert, kødfarvet bånd inde i selve plasticcoveret.

Anders Jørgen Mogensens forfatterhat har kastet bøger som den både syrede og ubarmhjertige Dryppende glorie (2013) af sig, og forfatterens seksuelle og iltert uterlige skrift ses da også i Eschos tekst om musikeren. På selskabets hjemmeside står følgende beskrivelse af Moor: »Nikolas har taget sin ene hånd af og lagt den i munden på en kvinde lavet af søvn. Nikolas tegner en kind der ligner din så du bliver misundelig. Nikolas var engang pige og stadig oplever han at se små fantompatter gennem sin t-shirt i spejlet. Nikolas er den fælgrens du drikker når du plukker æbler natten lang. Se der, en endetarmsåbning. Den lugter vel nok godt af musik.«

Hold da kæft, så er man endnu mere forvirret end før. Og ja, man bliver da også lettere vanvittig af at høre Moor ud i ét stræk. Som sådan er netop kassetteformatet også ret genialt. Ud over at det naturligvis er ultrasmalt og da også kun udkommer i 100 kopier, så er det langt hen ad vejen komplet umuligt at vide, hvilket nummer man er ved. Og helt på hvilken båndside, man er på. I sine bedste øjeblikke er især b-sidens første nummer, liveindspilningen af “Mammoth Brine”, hypnotisk gentagende i elektriske mønstre, mens rungende og udknaldede vokaler ligger og svinger i baggrunden.

Mest enerverende er vel nok summen af det hele, så at sige. Hen mod slutningen af a-sidens eneste nummer, “Gullo Gullo”, er jeg ved at stå helt af. Støjen er vokset til sådan en eksponentiel lydlig kræftform i mit indre øre, og det snarere kræver end opfordrer til en massiv narkose – gerne induceret af adskillige typer stimulans. Jeg er ligesom kvinden på coveret fyldt op med selvproduceret babykød, så jeg må ingen stoffer få. Men måske det ville hjælpe på ørets toleranceevne.

Nikolas taler som sådan til en lytter, der kan finde ikke bare en skønhed, men også en fascination i at sidde og rode med sådan en gammel radio. Indstille modtageren et sted mellem forskellige frekvensbånd og dermed skabe støjende lydinterferenser, der omslutter lytteren i elektroniske bølger, og som også larmer. Larmer ad helvede til.

★★★★☆☆

2 kommentarer

Deltag i debat