Plader

Periskop: 40

Periskop udforsker din efterårsdepression på danmarkshistoriens længste udgivelse, men desværre lurer trivialiteten lige under overfladen.

Danny Kreutzfeldt aka Periskop lægger i sine noter til albummet frejdigt ud med at erklære, at vores tidsalder er præget af kulturel overproduktion. Om det så er det, man vil kalde en socialrealistisk revselse at udsende intet mindre end 40 (ja, kære læser, fyrretyve!) plader, eller om det snarere er manglende forståelse af det klassiske mantra ”kill your darlings”, skal være op til den ekstremt dedikerede lytter ud i industriel dubtechno. Med den begrænsede tid, som et menneske, der ikke er fanget i en ubåd, har til rådighed, er det dog svært at overskue den svært belæssede USB-nøgle, der følger i kølvandet på pladen. Det mastodontiske værk, det længste i danmarkshistorien, er født ud af 13 års musikalsk virke, hvilket i højere grad forklarer de 32 timer i de dybeste subsoniske have. Denne anmeldelse fokuserer dog udelukkende på hovedværket, ep’en.

Navnet Periskop, pladens cover, den første tilgængelige musikvideo og musikken for sig er alt sammen lige præcis, som man umiddelbart ville forestille sig. Frembølgende, kulsort dubtechno med pulserende sonarlyde, ekkolod og trommemaskiner, der til tider drukner i et bundløst hav af vibrerende frekvenser. En af Kreutzfeldts trofaste og absolut også bedste tilføjelser til sin plade er den heftige sampling af Danmarks Radios Symfoniorkester, som lydhavet konstant indkapsler og forvrænger. I samarbejde med de knitrende undervandslyde bringer det billeder af de sidste stunder i en torpedoramt tysk ubåd. Her er der tale om nærmest nazistisk sonisk arkitektur på den bedste måde, det så kan forstås. Stemningsfuldt og dramatisk med dommedagstrompeter og forpinte strygere og det ensomme kald fra ubåden midt i det kulsorte hav.

Symfoniorkestret gør sit til at indsætte et kreativt indspark i Kreutzfeldts rimelig uniforme lydunivers. Således er åbneren ”1 A.1” en stædigt intensiverende størrelse med en flagrende bas, der under dybhavets tryk truer med at presse øjnene ud på dig. Metallisk perkussion og dommedagskor holder skansen, indtil et rustent klaver bryder op fra havets dyb som et monster fra sommerens blockbuster ”Pacific Rim”. Dernæst bliver crashbækkenerne straffet hårdere og hårdere, indtil det fire minutter lange nummer er ved vejs ende.

Det er ret sigende for hele udgivelsen, der med hvert nummer holder sin vante gang, intensiveres langsomt og slutter så. Det er desværre de små detaljer, som ender med at fange opmærksomheden på en uheldig måde, hvor man når at blive grænseløst irriteret på en selvsvingende hihat, der på trods af al den lydsovs alligevel sidder tungt og enerverende på hvert pulsslag. Ja, eller bækkenerne i ”1 A.1”, der stjæler opmærksomheden fuldstændigt. Brugen af symfoniorkestret i de første to skæringer er en interessant tilgangsmåde i et ellers enslydende univers, som desværre er tydeligt, når Kreutzfeldt står på egne ben. Det halter især på pladens midterste minutter, der slæber sig trægt af sted og til sidst går fuldstændig i opløsning i knitren, ekkolyde og gæstevokalister. Emil Brahe fra doommetal-bandet SOL bræger sine lunger ud på ”1 A. V”, og på B-siden forsøger Sofie Nielsen, bedre kendt under kunsteraliaset Tone, sig med melankolsk sirenesang. Lige lidt hjælper det eller bidrager til Periskop-projektet. Brahe giver blot sit besyv til den hjerneløse forvirring, mens Nielsen hurtigt ender i en blindgyde, hvor nummeret lider en akavet og uforløst død.

Det er først på slutningen af B-siden, at Kreutzfeldt igen finder fodfæstet, hvor især de sidste to numre udgør en dynamisk opbygning. Det sker eksempelvis på ”1 B. V”, hvor Kreutzfeldt for alvor leverer varen med fejende og vuggende elektroniske pulser i konstant med- og modspil på en seng af klippefaste trommer. Det bliver en syv minutter lang åbenbaring af et havmonster, hvor den konstante intensivering for en gangs skyld ikke virker som dårlig undskyldning for manglende kreativitet, men bærer nummeret frem på egne ben.

På Periskops ep får man lige, hvad man kan forvente. Hele den æstetiske pakke med musik, omslag og stemning matcher en ubåd i Ishavet på jagt efter handelskonvojer i 1942. Tilføjelsen og integreringen af symfoniorkestret er Periskops styrke, om end det måske ikke borger for kreativiteten. Det svage punkt er og bliver forudsigeligheden, der ikke er gemt i dybet, men lige under overfladen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat