Plader

San Fermin: s.t.

San Fermin: San Fermin
Skrevet af Jesper G. Kaufholz

San Fermin melder sig i perlerækken af musikere, der kombinerer klassisk musik med udtryk hentet fra indierocken. Har vi her at gøre med den næste Sufjan eller Olafur Arnalds? Nej, men San Fermin kan også selv på en debut med lidt mange gentagelser, men også flere spændende øjeblikke.

San Fermin er seneste skud på stammen inden for det, vi i mangel af bedre navn kan kalde indieklassisk. Det er et udtryk, der skal have lidt uddybning, og forklaringen er som følger. San Fermins hovedmand Ellis Ludwig-Leone er klassisk uddannet i komposition fra Yale, og selvom San Fermin tydeligvis er et band, låner han mange greb fra den klassiske tradition. Dem sætter han så efterfølgende ind i en slags indierock. Det er på mange måder ikke ulig landsmanden Sufjan Stevens eller de europæiske darlings Olafur Arnalds og Nils Frahm, som jo også blander virkemidler fra komposition, indie og electronica.

Ellis Ludwig-Leone får dog noget lidt andet ud af det. Hvor f.eks. Stevens på sine seneste udspil (specielt den storslåede Age of Adz) er blevet laptop-musiker, er der en meget varm og analog lyd i højsædet hos San Fermin. Det er for eksempel ikke en stor stemme, Ludwig-Leone kan prale af, men kombinationen af den varme lyd og hans spinkle stemme fungerer faktisk utroligt godt. Det giver det hele et strejf af desperation, når man hører ham gøre alt, hvad han kan, for at nå de toner, han har skrevet til sig selv. Det giver musikken nærvær og nerve, at alle bliver presset – også maestro selv.

Specielt førstesinglen “Sonsick” er et godt eksempel på San Fermins lyd. Omkvædets arrangement af kvindevokal, der bliver underbygget med strygere og horn, til det næsten bliver for meget, låner mere fra den klassiske verden end fra rocken. Også selvom Ludwig-Leone i den grad kanaliserer f.eks. Sufjan Stevens, specielt dennes hang til storladne arrangementer. På en finurlig måde gør det pladen meget amerikansk. Hvor Arnalds og Frahm fjerner elementer, til der nærmest ikke er noget tilbage, læsser Ludwig-Leone på, så det næsten er for meget.

“The Count” er omvendt et eksempel på, hvordan Ludwig-Leone lader legelysten råde. Her er laptoppen i fokus, hvor loopede vokalstumper og buldrende basprogrammeringer underbygger den kvindelige vokal. Et minut inde bliver horn, sax og trommer så sluppet løs i en kakofoni, hvor stykker af melodi, vokal og slagtøj bliver brutalt kastet mod hinanden, før dirigenten stopper det hele med et næsten uhyggeligt kor, der messende fremfører sangens pointe: »Why are you so alone, I wonder / Tell your feelings to your mother.« Det er et af pladens følelsesmæssige og musikalske højdepunkter.

Bagmanden udtaler selv, at pladen er komponeret som en helhed – den gode gamle symfoni er brugt som styrende redskab, og musikken er fyldt ind i den ramme. Som helhed fungerer tilgangen godt, da der virkelig er tydelig sammenhæng mellem numrene på pladen. Den symfoniske “In Waiting” er et prima eksempel på, hvordan Ludwig-Leone har tænkt i helhed. Det er mere eksperimenterende kompositionsmusik end et “rigtigt” nummer, men fungerer som bindeled efter uptempo-drikkesangen “Bar” og leder lytteren logisk gennem endnu en komposition, før vi endelig bliver forløst i den smukke sjæler “Oh, Darling.” Som efterspil kommer så knap 30 sekunders glockenspiel, “In the Morning”, der samler op på en morgen efter druk, savn og ny forelskelse.

Når San Fermin alligevel kun kommer op og runder fire U’er, er der flere årsager. Den første er, at vi har de samme virkemidler i brug igen og igen – det nærmest skringre kvindekor og pålæsningen af strygere og horn går igen adskillige gange, hvilket betyder, at de mister deres kraft. Den anden grund er, at selvom alt er godt håndværk og veludført, fra optagelser til instrumentering og også lyrik, så har Jeres Anmelder faktisk mere lyst til at hive en klassiker som Illinois eller det nyeste udspil fra Arnalds frem. Stevens udfører denne storladne indie mere overbevisende og mindre kalkuleret end San Fermin, og Olafur Arnalds har på sit nyeste udspil givet plads til sange i traditionel forstand – og med langt mere på hjerte.

Men når det så er sagt, er San Fermins debut helt klart værd at høre, hvis du i forvejen er fan af den hellige treenighed Arnalds, Frahm og Stevens. Om ikke andet, så kan San Fermin tage abstinenserne, indtil Stevens kommer med et nyt udspil.

★★★★☆☆

Deltag i debat