Plader

Shiny Darkly: Dead Stars EP

Shiny Darkly fortsætter i samme stil som sidste års debut-ep med kulsort postpunk af den gamle skole. Udspillet er både kompromisløst og rå, men også smukt i sine kaotiske støjeskapader; en kombination, der sender tommelfingrene i vejret.

Det er gået hurtigt for den danske postpunk-trio Shiny Darkly. Bandet blev dannet i 2011. Året efter kom debut-ep’en, der bar bandets eget navn, og allerede til januar følger debutalbummet, som kommer til at bære titlen Little Earth. Men inden vi når så langt, har bandet lige nået at slippe ep’en Dead Stars, der ligesom debuten udgives af det vel snart legendariske danske indie-label Crunchy Frog.

Med kun tre sange kan det måske nok ved første øjekast fremstå lige lovligt prætentiøst at forsøge at presse Dead Stars ind i ep-kategorien. Men det er kun, til man får lagt lakridspizzaen til rotation. Første nummer, ”Dead Stars”, er nemlig en særdeles tungtvejende og næsten 10 minutter lang tour de force udi hypnotisk og djævelsk dyster postpunk, som den blev strikket sammen i de gode gamle dage. Der er i sandhed tale om en imponerende indsats, for sangen lyder så autentisk, at man lige er nødt til at kigge på udgivelsesåret en ekstra gang. Men den er god nok. 2013.

Shiny Darkly rammer så stilsikkert i sit bud på postpunken, at det alene af den grund er svært ikke at være imponeret. Bassen ligger som en klippefast grundpille for hele nummeret og driver det frem, mens guitar og synth svæver derover sammen med sangen. Kristoffer Bechs vokal er som skræddersyet til de udsyrede instrumentale forløb – for begge dele er nemlig så dystre, at jeg uden tvivl ville have fået mareridt, hvis jeg havde hørt det her som knægt! Og med den heftige rumklang får det hele en umiskendeligt ukontrollabelt feeling, der klæder kompositionen særdeles godt.

Hen mod slutningen indtræffer en mere fri form, hvor der gives los for støjen og tilsættes et blæserarrangement. Det virker, fuck hvor det virker! Det er befriende at være vidne til den løssluppenhed, der bare kommer væltende i sangens sidste minutter som en vedvarende lyd-tsunami et sted fra havets sorteste dyb. Det er dragende og smukt på en underspillet måde, hvor man ønsker, at støjen bare vil fortsætte i det uendelige.

Det er i det store hele samme tilgang, der er at finde på B-sidens to skæringer, “Bury Us” og “It Must Be Ahead”. Begge numre bygger på bassens knastørre drive, hvorpå den øvrige instrumentering indfinder sig som flydende flader af lyd. Begge steder fungerer det fint, som det også gjorde i titelnummeret, men det er lige en tand mere ”lyttervenligt”, idet eksempelvis den lange støj-outro fra A-siden ikke gentages. Dermed bliver de også en anelse mere stringente, og det fungerer rigtig godt, at den meget løse form suppleres af sin egen modsætning, selvom det mere kontrollerede udtryk så også er mindre dragende.

En af de ting, jeg synes fungerer specielt fedt for Shiny Darkly, er deres evne til at lægge små melodiske figurer ind i sangene, men gjort på en måde, hvor man ikke rigtig lægger mærke til, at det bliver melodisk, fordi konteksten er ret smadret. Det vidner om en kompositorisk indsigt og en tilgang til eget materiale, der er præget af overskud, overblik og sans for de valgte virkemidler. I både “Dead Stars” og “It Must Be Ahead” finder subtile melodilinjer vej til lydbilledet på en måde, der farver uden at dominere, og det virker rigtig godt.

Crunchy Frog startede for snart 20 år siden med at udgive en række absolut glimrende bands som eksempelvis Thau, Tothe International og Learning From Las Vegas. Alligevel er jeg er nok af den holdning, at gassen gik noget af ballonen for den kære knasende frø efter selskabets hæderkronede første tiår. I det perspektiv kommer Shiny Darkly som sendt fra himlen. Bandet besidder nemlig en intensitet, en råhed og en upoleret tilgang til deres gerning, som mange af selskabets senest tilkomne kunstnere kunne lære meget af.

At bandet i det store hele har plantet sig så solidt inden for postpunkens tradition, at de aldrig helt kommer ud af idolernes skygger, er så en helt anden snak. Jeg synes nu egentlig ikke, det gør så meget, at inspirationskilderne træder så tydeligt frem, som tilfældet er, for bandet er pænt overbevisende på alle andre fronter. Og som det unge band, Shiny Darkly nu engang er, er der masser af tid til udvikling på den front. For mig har ep’en i hvert fald til fulde gjort det, den skal: nemlig vakt min appetit efter den kommende fuldlængde. Bare det altså snart var januar!

★★★★★☆

Deltag i debat