Koncerter

Spillemændene, 12.12.13, Loppen, København

At julemanden absolut skulle dø og en vis langsommelighed imellem numrene er det eneste, der forhindrede vores anmelder i at ryge helt op det alleryderste røde Undertoner-felt i uforbeholden lovprisning af Jakob Spillemands arvtagere.

Koncertstart var annonceret til kl. 21, men vi måtte vente helt til kl. 23.30, inden Spillemændene gik på scenen på Loppen på Christiania. Inden fik vi hilst på digter og forfatter Adam Drewes, der har udgivet en fortovsflise af et debutværk på mere end 700 sider, og bandet Den Magnetiske Ørn, der spiller improviseret musik på blandt andet gamle computere, transistorradio og hjemmelavede strengeinstrumenter. Adam Drewes ville Dan Turéll have klappet på skulderen efterfulgt af et gnækkende »godt, min dreng«, hvorimod jeg er lidt mere i tvivl om Den Magnetiske Ørns flaksen med vingerne. Deres kakafoniske musik kom aldrig rigtig på vingerne. De ville med vold og magt nedbryde den lydmur som tømmermænd, manglende søvn og generel julestress havde bygget omkring mig, men det lykkedes ikke.

Det gjorde det derimod for Spillemændene. Og det tog ikke lang tid. Bandet, der har taget navn efter Johannes V. Jensens figur Jakob Spillemand fra Kongens Fald, er et helt særegent fænomen på den danske musikscene. Det er de på plade, hvor man i fred og ro kan lytte til teksterne, men mindst ligeså meget på scenen. Straks de gik på, blev jeg suget ind i deres surrealistiske univers, som går en lang bue udenom massegraven af desillusionerede spillemænd med følsomme, selvbiografiske tekster spillet på akustiske instrumenter.

Hos Spillemændene møder du personer, der har langt mere spændende ting at berette. Du kan blandt andet støde på den lykkelige luder, den glade vagabond, TV-værten og ministeren, der »bebuder altings ligestilling« og selvfølgelig, ikke at forglemme, figurerne fra Thorbjørn Egners børnebøger: Morten Skovmus, Bagermester Harepus, Karius og Baktus og Kasper, Jesper og Jonathan. De har alle optrådt for sidste gang, her er ingen the show must go on, for som den tårnhøje forsanger Nicolai Elsberg, som Undertoners anmelder Jens Blendstrup sammenlignede med »en muteret ost i Riberhus Saltmine« for derefter at kalde ham »en velhængt, hul egetræsstamme, der giver sig til at synge«, skælmsk, ud af mundvigen konstaterede »Så’n er showbizz«.

Teksterne tager dig også spændende steder hen. I nummeret ”Rejsen til månen” kan du tage med  himmelekspressen ud og plante flaget i den grønne ost. Og i ”Bah Buh” kan du søge væk fra velfærdssamfundet, der fodrer dig med kokosstjerner og citronhalvmåne. Fantasien får virkelig vinger at flyve på i sangskriver og keyboardspiller Thorbjørn Radischs spøjse univers. Ingenting er, som du regner med. Alting vendes på hovedet og lader sig ikke entydigt fortolke. Du skaber uundgåeligt dine egne billeder, og tricket med at bruge figurer eller begivenheder, mange af os har et forhold til, skaber identifikation. Jeg er derfor sikker på, at tog man en rundspørge blandt publikum i et desværre langt fra udsolgt Loppen, så ville man få lige så mange udlægninger af teksterne, som der er mennesker. Med andre ord: Det er kunst, vi taler om her.

Musikalsk er bandet også et utroligt spændende bekendtskab. Det store egetræ tiltrækker sig af naturlige årsager stor opmærksomhed, men i træets krone svinger et lille egern i skikkelse af den fantastiske sangerinde Anja Lahrmann sig fra gren til gren. Umiddelbart er de to unægtelig et umage par, men det lyder simpelthen bare fænomenalt, når de, med Nicolai Elsbergs stemme flere oktaver under Anja Lahrmanns, synger sammen. Genremæssigt befinder vi os i et vejkryds, hvor nordisk visetradition møder krautrock. Den sure kål bæres frem af den utrolig tæt spillende rytmegruppe,  hvor Anders Bach Pedersen med kompleks trommespil og bassisten David Blomqvist med staccato plekteranslag på sin Hohner-bas, skaber den lyd, man også kender fra Neu!.

De fleste af aftenens numre var fra debutlangspilleren Nationalsange. Vi fik blandt andet ”Op og stå”, ”Djævlesangen” og nummeret ”Mine medmennesker”, hvor guitaristen spillede en solo, der ledte mine tanker hen på Ivan Horn fra C.V. Jørgensens legendariske Det Ganske Lille Band. Ganske enkelt fremragende, og forsanger Nicolai Elsberg og flere blandt publikum gik da også amok i en gakket dans. Spillemændene er jo nomineret til en Steppeulv som Årets Håb, men vinder de ikke den, så synes jeg, at de i stedet skal kåres til det band, man kan danse grimmest til. Jeg kiggede mig flere gange rundt blandt publikum, og morede mig kosteligt over de spøjse dansemoves. Undervejs blev der også plads til nye numre. Et nummer, Nicolai Elsberg annoncerede som ”Vårharesyner”, var en kende anonymt, men sættets sidste nummer, ”Nina og Frederiks sidste duet”, var så tindrende smuk, at jeg fik både gåsehud og en lille tåre i øjenkrogen.

Alt i alt var det en fremragende koncert, som dog ind imellem tabte lidt intensitet, fordi der var en tendens til, at der gik lidt for lang tid mellem numrene. Helt galt gik det, da Thorbjørn Radisch havde tekniske problemer med sit midiklaver i ”Julemandens død”. Nummeret blev først sparket i gang efter ca. fem minutter, hvor Nicolai Elsberg måtte padle. Det var der ingen grund til.  I stedet for at bøvle med at få isenkrammet til at virke, skulle de have spillet et andet nummer.

★★★★★½

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat