Anbefalet

Spillemændene anbefaler

Skrevet af Redaktionen

I september albumdebuterede Spillemændene med Nationalsange. På torsdag giver gruppen koncert på Loppen. Som optakt hertil kan du læse om gruppens beundring for både klassiske komponister og danske troubadourer.

Spillemændenes debutplade Nationalsange spillemaendenevar en ret unik tilføjelse til dansksproget musik i 2013. Det kommer derfor ikke som den store overraskelse, at gruppen, som består af medlemmer fra både både Hymns from Nineveh og Ice Cream Cathedral, netop er blevet nomineret til den traditionsrige kritikerpris, Steppeulven, som Årets Håb. I overmorgen optræder de på Loppen. To af bandets medlemmer, Thorbjørn Radisch og Nicolai Elsberg, giver her nogle bud på noget musik, som du kan overveje at give som gave til dine hørebøffer i denne tid.

———————————————————————-

Thorbjørn Radischs anbefalinger:

Mozart: Don Giovanni (1787)
Min yndlingsopera! Og den opera, jeg kender bedst. Det har været en lærestreg for mig ud i kunsten at sætte sig ordentligt ind i noget. De mennesker, som ikke forstår opera, har ofte ikke hørt opera rigtigt. Efter at have læst lidt af Kierkegaards fantastiske beskrivelse af operaen i Enten-Eller, blev jeg nødt til at finde ud af, hvordan denne Don Giovanni-opera lød. Allerede ouverturen er fantastisk med sin højtidelighed og uhygge, og så kommer der ellers skønne arier som perler på en snor. Min yndling er ”Or sai chi l’onore” og finalen hvor Il Commandatores genfærd befaler Don Giovanni at angre. Pentiti! Læs også Kierkegaards Don Giovanni-analyse.

Nick Cave: Tender Prey (1988)
Det er en skelsættende plade for mig. Jeg hørte den da jeg var 15-16 år gammel. Det var som om at komme om i firsernes baggård. Det var som om, at natten pludselig blev meget mere interessant sted. ” So Slowly Goes The Night” lytter jeg meget til om natten. Som en rigtig albumklassiker glæder jeg mig til alle sangene, når jeg lytter til pladen. Ingen er ligegyldige, men alle er lidenskabelige, fulde af tårer, galgenhumor, angst, blod, heroin, død og helvede.

C.V. Jørgensen: Tidens Tern (1980)
Denne plade havde jeg lyttet lidt spagt til, og var forfærdet over den giro-agtige lyd, den havde. Et år gik, og jeg havde i mellemtiden hørt en masse godt om ham C.V. Så prøvede jeg at lytte igen, og på en eller anden magisk måde kom jeg ind i pladen. Min hjerne vender sig, når jeg hører C.V. sable dansktopmentaliteten og pølsedanskerne ned, mens de selvsamme jublende tilbeder ham. Det er sådan et Werner Herzog’sk billede. Sangene er fuldstændigt groteske. Og skamløst poppede, med C.V. ovenpå som en fremmed. Når man en dag, hundrede af år herfra, vil se, hvordan vi lever, vil man lytte til denne plade og forstå, hvad villa, parcelhus og kolonihave var.

Schubert: Winterreise (1828)
Jeg lytter til disse sange hver vinter, denne liedcyklus, som man kaldte albums dengang i 1800-tallet. Og så går jeg en tur i slud og sne, men jeg skal gerne nå hjem, når lirekassemandens sang er ovre, for ellers er det så trist at stå derude i vejret. Man føler sig lidt ved vejs ende. Hvilket Winterreise også er. De er virkeligt godt komponeret disse effekter, Schubert får ud af klaveret. Husk på, at det bare er et klaver og en sanger, men så snart ”Gute Nacht” lyder, falder sneen tyst om én, og rejsen begynder. Hvilken sang at begynde en 21-lang sangcyklus med.

Jakob Bro: Daydreamer (2003)
Jeg hørte Jakob Bro spille den her plade live, før den udkom. På Elværket i Holbæk, da jeg gik i 8. klasse i 2002, så vidt jeg husker. Det var en musikalsk åbenbaring. Det var så intenst og lyrisk musik. Chris Cheek, saxofonisten, stampede i gulvet, mens han blæste sine skrigende soloer ud. AC stod med dunjakke og rystede hovedet i takt til rockbeatet, som Jeppe Gram spillede uden dikkedarer. En jazzmusiker, der spillede rock! Det havde jeg, som ung jazzpianist, aldrig været ude for! Jeg var paf. Jakob Bro stod til venstre på scenen, fuldkommen rolig, lidt hævede skuldre måske, og så munden formet som en lille trompet, nynnede de mærkeligt fremstammede, forkrampede melodier, som han hev ud af guitaren. Dette fik mig til at sidde på kanten af stolen, nervøst trippende efter det her mærkelige, stammende futtog af musikpoesi. Når jeg skriver dette, tænker jeg især på nummeret “Philadelphia”. Af en eller anden grund minder det mig om at sidde melankolsk i et metrotog i det efterårslumre, himmelblå Berlin. God musik er postkort fra fjerne, føles det, tiders minder.

Nicolai Elsbergs anbefalinger:

Meridian Brothers: El Advenimiento del Castillo Mujer (2006)
Meridian Brothers er dejligt legesyge i deres kompositioner og deres tilgang til arrangement. Samtidig har de et fantastisk fokus i udførelsen, der får musikken til at swinge max!

Ran Blake: Ran Blake Plays Solo Piano (1965)
Det er få kunstnere, der opbygger et så unikt og velfungerende tonesprog, som Ran Blake har gjort. Hans filmiske stemninger tager lytteren med på en sanserejse fra første klaveranslag.

Skammens Vogn: Asfalt (2013)
Det’ bare skide godt og taler for sig selv. Hør særligt ”Kender du det?” og ”Svigermors Bil”!

Peter Sommer: Destruktive Vokaler (2006)
”I Morgen Er Alt Muligt” er afslutningssangen på albummet. Hvis man endnu ikke har ladet Peter Sommer komme helt tæt på, så er vinterhalvåret en kærkommen lejlighed til at smide dette album på anlægget. Lad det køre i ring og lad det sive ind.

Nick Drake: Pink Moon (1972)
Én ting er det dygtige mixing-arbejde på denne plade. Hvordan guitar- og vokallyden blender sammen. Noget andet er Drakes fantastiske vokalperformance. Han er så fuld af tilstedeværelse og nærvær hele albummet igennem, at man som lytter nærmest føler en Buddha-agtig vind af evighed blæse ud af højtalerne og fylde rummet.

Deltag i debat