Plader

Sumie: s.t.

Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret – og en smule ufarligt.

Julehandlens cd-udvalg er for det meste domineret af kønsløse opsamlinger, kiksede popificeringer af traditionelle højtidssange og smagløse mainstreamplader, der nærmest synes produceret til formålet at agere indpakket ligegyldighed ved julefrokosternes pakkelege.

Men denne jul har en anderledes udgivelse sneget sig ind i rækkerne af samlebåndsarbejde. Det er svensk-japanske Sumie Naganos første album – en plade, som passende kan beskrives som både introvert, eftertænksom og tålmodig. Dyder, der burde høre til julen, men sjældent gør det, når virkeligheden banker på døren.

Sumie Nagano blev ikke født med en guitar eller for den sags skyld en sangskriverpen i hånden. Men en dag gik hun i gang med at lære sig selv at klimpre lidt på en seksstrenget, og det har mundet ud i et debutalbum udgivet af Bella Union med selveste Nils Frahm og Dustin O’Halloran som fødselshjælpere.

Hvis det er Sumie Naganos egen person, der kommer til udtryk gennem musikken, må hun være et meget behageligt bekendtskab. Lyden er smukt akustisk hele vejen igennem, der er ingen store armbevægelser, ingen drama. Kun en blød og fin stemme og en lige så blød og fin guitar – fingerspil, forstås.

Det er meget inderligt og også dragende til at begynde med. Men jeg må simpelthen indrømme (og det er en indrømmelse, for jeg har virkelig gerne villet knuselske denne tålmodige, langsomme tilgang til musikken), at jeg med tiden kommer til at kede mig. For hold da op, hvor er det pænt – og her mener jeg pænt som i friseret. En lille del af mig får altså uvægerligt lyst til at råbe, banke i bordet, springe op og danse – eller bare gå ud i køkkenet og lave mig en kop kaffe i ren og skær rastløshed.

Det er svært for mig at udpege et bestemt nummer, der har denne effekt på mig. Det er nærmest bare pladen som helhed. Når jeg hører numrene enkeltvis, synes jeg egentlig, at de fleste er ganske fine og slående velproducerede. De er bare også meget ens, både i lyd, tempo og temperament. Numrene drukner så at sige i hinanden, og resultatet bliver, at man ikke bliver rørt af særlig mange af dem, selvom intentionen sikkert var den stik modsatte.

Det er synd, for der er virkelig numre, der ville stå smukt, hvis de fik lidt modspil. F.eks. er åbningsnummeret “Spells You” enkelt og indfølt, som en lille vuggevise, og det ville gå så meget klarere igennem, hvis der ikke der var så mange andre numre, der lagde sig så tæt op ad det.

På nogle punkter minder Sumie Naganos sange med det fine fingerspil og rolige tempo mig om Nick Drakes Pink Moon (1972). Men hvor Drakes fingerspil er interessant og teknisk udfordrende, bliver Naganos en smule kedeligt i sammenligning. Og over for sangene på Pink Moon, der ofte svinger i humør og intensitet, fremstår Sumie en lille smule flødefarvet i sit udtryk.

For mig er det netop dét, at bølgerne nogle gange går højt, der gør det så smukt, når vandet er blikstille. Det er dét, at vinden nogle gange rusker og river, der gør, at det er så behageligt, når brisen er blid. Underligt nok savner jeg balance på Sumie. Jeg savner, at der bliver taget nogen chancer, før jeg som lytter kan nyde, at jeg er tilbage i sikker havn.

★★★½☆☆

Deltag i debat