Plader

Swearin’: Surfing Strange

Skrevet af Klaus Thodsen

Swearin’ fra Brooklyn i New York er på gaden med opfølgeren til sidste års udmærkede debut. Også denne gang bydes der på kantede og upolerede punkrocknumre, der udgør en alt i alt ganske glimrende plade.

Thank God for udtrykket indierock. Det er og bliver et fantastisk udtryk, da man kan klistre det på stort set al musik, der har en elektrisk guitar og en lilletromme i lydbilledet. For os, der ikke kan huske The Smiths eller The Stone Roses’ storhedstid, hvor indierock rent faktisk betød noget, er det mest et udtryk for noget, der kan defineres på flere forskellige måder.

Og netop derfor vil jeg tillade mig at kalde Swearin’ for et indierockband. For denne plade, Surfing Strange, kan nemlig sagtens defineres på flere måder. Der er noget god rock, der er noget god punk, blues, garage – ja, der er sådan set lidt af alt muligt.

Dust in the Gold Sack” åbner pladen med et par lette akkorder på den akustiske guitar, over hvilken frontkvinde og guitarist Allison Crutchfields spinkle og lidt hjælpeløse vokal viser sig for første gang, inden der går punkrock i den. Vokalen synker til tider ned i den rodede og smadrede lyd, og man fornemmer næsten, at Crutchfields kamp for at blive hørt er lige så stor en del af nummeret som selve teksten.

Vokalen deles pladen igennem mellem Crutchfield og guitarist Kyle Gilbride, der har en mere kraftfuld og nasal vokal end Crutchfield. Alligevel fungerer de to glimrende sammen, når der synges boy/girl-duet på mange af pladens numre.

Det sker eksempelvis i “Watered Down”, der sine steder kan bringe mindelser om meget tidlig Green Day, dengang også de kunne bære indie-betegnelsen. Hverken Gilbride eller Crutchfield er specielt stærke sangere, hvilket da også kommer til udtryk i “Watered Down”. Men det er sådan set fuldstændig ligegyldigt, for hvis det er skønsang og fantastisk produktion, man søger, så bliver man aldrig ven med Swearin’. Derimod er der kant og personlighed for alle pengene over pladens 11 numre. Ligesom sin søster Katie, fra det skønne band Waxahatchee, skriver Allison Crutchfield stærke og ærlige tekster om livet i starten af 20’erne. Om at sidde i en kælder i storbyen, om umulig forelskelse, om alt for store drømme og alt for lidt at give sig til.

Og skulle man køre lidt træt i den larmende punk kan man med fordel stresse af til det dejligt afdæmpede og reflekterende “Loretta’s Flowers”, hvor Crutchfield med en let hovedrystende melankoli synger »When you get older, you realize what this was / It wasn’t love« til et »ignorant and impotent« fortidsminde.

Surfing Strange rammer i det hele taget noget helt rigtigt. Der er en rodløs energi, der går igen gennem hele pladen. Sangskrivningen har noget på hjerte, og selvom den meget riffbårne indiepunk til tider bliver lidt ensformig, er der til alt held langt mellem de mere tvivlsomme passager.

★★★★½☆

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

Skriv et svar