Plader

Synd og Skam: Center

Skrevet af Anna Møller

På anden halvdel af debutalbummet svinger børnehaven sig op til energisk ustyrede trappefald og til lange, hvide striber ned ad inderlår. Det er ret godt.

Anden del af Svendborg-kollektivet Synd og Skams debutalbum har fået navnet Center, og den følger sommerens Lad mig falde ind til dig. Den var båret af en vildskab, der til tider løb af med selve musikkens formål og med Jonas Okholms lyriske stemmer syntes at få afsporet hele det skamskudte tog lidt. Dog var den særligt kødelige Synd og Skam-lyrik andre steder intakt, og det er den da i høj grad også på Center.

Ingen tvivl om, at bedste nummer på Center er den trombonebårede ballade “Op ad dine lår”. Tempoet er sløvt gyngende i en nedadgående spiral, og den næsten storladne tilgang til blæsersektionen giver i mine ører mere minder om The Walkmen end om det ukontrollerbare vilddyr, som Synd og Skam er live. Lyrisk er vi helt oppe at ringe. Den stærkt seksuelle scene, der i “Op ad dine lår” ridses op, synes at være taget direkte fra åbningsscenen i Batailles Historien om Øjet (1928) – du ved, der, hvor jeg-fortællerens unge veninde Simone sætter sig i en tallerken med mælk. Og sætter sig i en skål mælk, det gør den unge kvinde i “Op ad dine lår” da også. Forsanger Asger Hartvig synger »rejser du dig op / i lange hvide striber / ned ad dine lår / tænder i de lår / på gulvet / slikke mælken op / fra gulvet / op ad dine lår.« Rimelig sexet. Tematisk set er vi med andre ord rent lyrisk stadig i det dryppende liderlige og sanselige på Center – her er masser af løftede kjoler, læber, bryster, trusser og kød – og Synd og Skams tekster er stadig virkelig gode på den der ukunstlede, opfordrende måde. Kom nu, skynd dig op ad trappen.

“Op ad dine dine lår” er samtidig pladens, hvad skal vi kalde det, mest nummeragtige nummer. Mest struktureret og mindre eksploderende med kaosenergi end pladens øvrige, og den balladeforklædning klæder i den grad Synd og Skam. Ligesom sommerens koncert på Roskilde både var den bedste og den mest konventionelle, jeg har set med orkesteret, så opstår der en klædelig potentialitet i lydbilledet, når Synd og Skam trækker den der ungdomsustyrlighed og bevidst søgen efter det grimme og ukontrollerbare lidt tilbage.

På vægtens anden skål finder vi b-sidens “Rør mig feat. Miriam JTK”, hvor en pseudoduet mellem en kvinde og en mand synes bevidst at styre frontalt ind i alle falske toner mulige. Det lyder som et skridt hen mod det, der søger det overlagt grimme. Ikke sådan ustyret grimt som i “vi må alt her i børnehaven”, men bevidst grimt. Det er lidt ærgerligt, men det er også et af de eneste numre, hvor det for alvor skurrer i mine ører og mere efterlader lysbilleder af Rudolf Steiner-børn på Kaospiloternes førsteår end af virkelig eksplosivt faldende, rablende og elskende eksperimentel rock. Alt i alt er Center heldigvis en kraftfuldt ustyrlig kærlighedsdyrkning med bryster, baller, trombone og sårede hunde.

★★★★★☆

Deltag i debat