Nyheder

Tangerine Dream, Michael Rother og Dieter Moebius spiller i Tivolis Koncertsal

Tivolis Koncertsal danner i starten af april 2014 ramme for et brag af legendariske dimensioner, når tre tyske krautpioneerer mødes under samme tag.

Tangerine_Dream_01Torsdag d. 3. april eksploderer Tivolis Koncertsal i klassisk, tysk kraut, når tre giganter samles under samme tag. Tangerine Dreams Edgar Froese, Michael Rother fra Neu!, Harmonia og Kraftwerk og Dieter Moebius fra bl.a. giganterne Harmonia og Cluster spiller for første gang samlet i Danmark. Og ikke bare det – Tangerine Dream vil spille en urfremførsel af deres filmmusik til William Friedkins eksistentielle thriller Sorcerer (1977). Filmmusikken er imidlertid mere end bare et baggrundstæppe af lyde, som man da også kan høre her i den originale trailer. Spol lidt frem, så kommer det gode.

William Friedkin var i øvrigt også instruktøren bag Excorcisten (1973), og den elektroniske hypnosemusik fra Tangerine Dream suppleres live med endnu en verdenspremiere, nemlig med 30 minutters ekstramateriale, der aldrig blev brugt i filmen. Edgar Froese er det eneste originale medlem i Tangerine Dream, og han har således været med siden starten i 1967 og anses som bandets rygrad. I en sidebemærkning kan det i øvrigt nævnes, at Tangerine Dream sammen med de amerikanske producere og rappere Alchemist og Oh No også har lavet musik til spillet Grand Theft Auto V, der blev udgivet i efteråret 2013.

Heller ikke Michael Rother har tidligere spillet i Danmark, og udover i 1971 at have dannet det vanvittigt skelsættende Neu! sammen med Kraftwerk-kollegaen Klaus Dinger er Rother også en del af supergruppen Harmonia sammen med bl.a. Hans-Joachim Roedelius og Dieter Moebius. Hans-Joachim Roedelius kunne man opleve på Festival of Endless Gratitude sidste år, og både Michael Rother og Dieter Moebius kan man nu opleve i Tivolis Koncertsal. Dieter Moebius vil åbne aftenen med bl.a. sit Cluster-materiale, og det tidligere Neu!-medlem Hans Lampe vil spille sammen med Michael Rother. Trioen Rother, Moebius og Lampe har spillet sammen tidligere, og mon ikke de tre ender med at give et nummer sammen, når Tivolis Koncertsal lægger hus til krautbraget 3. april 2014? Billetterne koster mellem 345,00 og 415,00 og kan købes her.

Deltag i debat