Artikler

Ud af obskuriteten: Willard Grant Conspiracy

Skrevet af Jonas Sølberg

I denne nye artikelserie, som Undertoner bringer på banen i dag, giver Jonas Sølberg plads til mere alternative præsentationer af kunstnere, som endnu ikke har fået den opmærksomhed i musikpressen, som de måske reelt set fortjener. I første omgang kan du læse om det californiske americana-ensemble Willard Grant Conspiracy, der fortalte historier om øde ørkenlandskaber tilsat distortion-bratsch på KB18 sidste måned.

willard-grant-conspiracy

Folk-ikonet Robert Fisher fortalte sine 25 publikummer om forladte minebyer i den californiske ørken og om Pinsekirkens slangetæmmerpræster, mens hans ven spillede både metalsoloer og ambienttoner på sin bratsch. Min app-intuition havde sikret mig en plads i KB18’s dunkle kældermørke en tilfældig dag i november.

App-intuition
21:05. Jakkelomme. Smøg. Lighter. Ild. Inhaler. Gåben. S-tog. Gåben. 110kr. Stempel. Joint. Lighter. Ild. Inhaler.

Fra Lyngby station til Kødboderne 18 på noget der føles som 19 sekunder – men tog 30 minutter – for at se noget musik, jeg opdagede i eftermiddags.

Willard Grant Conspiracy stod listet nederst under fanen ‘torsdag’ på min Song Kick-app. At jeg nu er her som publikum, kan altså spores til en utrolig postmoderne, effektiviseret og individualiseret måde at crashe en koncert på. Fuck mund-til-mund-metoden. App-intuition, kalder jeg det.

En 200 kg tung mand uden band, men med 100 musikere
Kødboderne 18 ligger i Berlin i København. I Neuköln. Brugt og forladt, men med masser af liv. Det er det eneste sted i Købehavn, der ligger i Berlin. Det lugter endda også tysk. Af beton, våde cigaretskodder og mange års paradoksal, tør fugt. Det er eminent og helt perfekt, synes jeg.

Robert Fisher hedder han, den cirka 200 kg tunge mand, som går på scenen. Med langt, gråhvidt fuldskæg og noget, der ligner en fleececardigan. Jeg misser med øjnene, mens jointen rammer hjernebarken, og skiftevis kilder og fokuserer iris et og iris to i kældertusmørket.

Fisher er det eneste permanente medlem i bandet. Måske er det derfor, han er så enormt tyk? For at fylde scenen ud? Han må næsten spille guitaren på siden af sin krop, da den ikke kan finde rum på maven – alt optaget.

Willard Grant Conspiracy er Fishers band. Han spiller stille og mørk americana, eller måske alternativ country, med sine digte som tekster og i aften med en bratsch – violinens mildere og dybere storebror – som leadguitar. Kan man lide Townes van Zandts historier, Damian Jurados melodier eller Sam Amidons folklore-mystik, burde man sidde her.

I løbet af snart 20 år med sit musikprojekt har Fisher taget mere end 100 forskellige musikere med på tour, og rejst både USA og Europa tyndt. Nogle gange med syvmandsband i en ren og skær overflod af lyd. Andre gange alene. Intet står skrevet i stjernerne for Fisher, der strejfer lige præcis derhen, hvor han har lyst til at strejfe med sin musik. Og med hvem han vil.

Distortion-bratsch og metalsoloer
I aften har han David Michael Curry med. Kun de to. Og så os 25 på gulvet. Tilbagelænet i stole. Koncentreret, så det gør ondt. Vi er alt for få til at turde snakke eller lugte i et så lydløst og rungende et lokale. Det er eminent og helt perfekt, synes jeg.

Fisher er tydeligvis lidt skuffet, og erklærer med sine første brummende, men aldrig dovne ord, at vi da ligeså godt kunne have siddet i hans stue, nu hvor vi ikke er flere. Kommentaren flyder ud i lokalet og splatter ned midt imellem alvor og sarkasme. Vi tør hverken grine eller lade være, så vi mumlegriner ud gennem næsen.

Curry kigger bare tomt ud i kælderrummet med sit uintelligente smil og tomme blik. Det bliver han ved med at gøre hele aftenen, undtagen når han nu og da sammenbidt lukker øjnene, og forsvinder ind i hullet på sin bratsch. Han spiller den både højtravende smukt og tørt aggressivt. Han bruger den, som var den en folkemusikers fiddle og en klassisk musikers violin. Det er aldrig religiøst for ham, kan man se. Det er tydeligt. Det er nærmere forpint – selvfølgelig.

For hans bratsch er koblet til et helt pedalbræt, og spiller konstant ud af nye drastiske og provokerende stier. Først får han skarpe sitrende og distortede toner til at vælte aggressivt ud, som var der tale om en metalsolo til en Tool-koncert. Så pludselig flyder svævende ambienttoner ud i rummet fra det lille instrument. Uanset om han rusker og river eller kæler for Robert Fishers lydløst fortællende sange, er Currys udtryk hele tiden eminent velvalgt til de seks akkorder, Fisher bruger i alle sine sange. Selvfølgelig er det forpint at spille sådan! Curry er en hel koncert i sig selv.

gal241_1willardgrantconspiracyweb11_v2b9fdm

Robert Fischer og David Michael Curry under en optræden på Posten i Odense i november. Foto: Emil Andresen.

Digte om en forladt mineby
De spiller deres nyeste udgivelse det meste af koncerten – Ghost Republic fra 2013. Pladen bevæger sig rundt blandt skæbner, bjerge og sletter i nærheden af Fishers hjem i den californiske ørken, et sted han selv har beskrevet meget præcist sådan her:

»A far flung corner of the county of Los Angeles. A place for the forgotten and for those the rest of the city wishes to forget. Land of the Joshua Trees. Land of the Rattlesnakes. The Mojave Green. An Outpost. The Devil’s Punchbowl. An inhospitable place that men have forced themselves upon in an uneasy truce between cheap land and great ambition. This land still has teeth and venom. The Border. Heading east, the next stop is Mojave, Death Valley or the Eastern Sierra Mountains where towns have names like Lone Pine and Independence. And the road negotiates with places like Convict Creek and Mono Lake. A road less travelled.«

Specielt den forladte mineby Bodie var et naturligt udgangspunkt for pladen, som den lå dér, bumstille, og stirrede den tørre ørkenvind i øjnene, som Fisher også fortæller undervejs i koncerten.

Endnu før Ghost Republic blev en plade, var den egentlig en masse ord uden musik, da kunstneren Nicelle Davis havde inviteret Fisher og andre poeter til at bidrage til hendes digtsamling, også ved navnet Ghost Republic. Så på en flygtig, men helt og aldeles passende måde, var drivkraften bag Ghost Republic-pladen altså alle andres end Robert Fishers: Ørkenens, digtenes og spøgelsernes især.

Som det sidste forsøg på at sprænge det allerede mættede sanseapparat, kører der under hele koncerten en smuk film lavet af kunstneren Kevin Kostelnik, der smelter Fishers små melankolske dagligdagsdigte sammen med billeder af øde ørkenlandskaber og Bodies forladte gader og huse. Tæller man også Fishers fortællinger mellem sangene med, er det næsten for meget af det hele. På den gode måde, hvis det giver mening.

Jeg har derfor ikke engang tid til at krumme tæer over, at vi er så få. Det plejer jeg ellers at være god til under koncerter. De er nærmere overstrakte hele aftenen – mine tæer altså.

Pinsekirke-slangetæmmer-præster
Willard Grant Conspiracys bedste sang den aften er dog ikke fra Ghost Republic, men en fra bandets hidtil største succes, 2003’s Regard The End. Den fortæller historien om en præst, Harrison Hayes, der var et lille kristent samfunds dømmende magt på jorden, og samtidig havde det religiøse ansvar at håndtere klapperslanger til kirkens ritualer, som Lukas- og Markusevangeliet foreskriver det ifølge Pinsebevægelsens fortolkninger –  naturligvis!

Det er en sang, som man ikke kan vriste af sig i sin monotone, melodiske gang. Med så skarpe og klaustrofobiske tekster, at man tager sig til struben, når Fisher, med en præsts glødende overbevisning og selvfølgelige ro, synger: »There’s all kinds of serpents here / You best keep your faith held near / All kinds poisons that’ll turn you to stone.«

Det er tit de små koncerter, man aldrig overvejede at gå til, men alligevel ender til, som kryber ind under huden og bliver siddende som et kronisk, musikalsk sidestik. Min anbefaling må derfor være engang i mellem at overtale sig selv til at se koncerter på baggrund af et rygte eller en følelse. Eller måske bare på grund af en postmoderne, effektiviseret og individualiseret app-intuition.

Deltag i debat