Plader

V/A: SMM: Opiate

Skrevet af Mikkel Arre

Den anden udgivelse i Ghostly Internationals serie af ambientopsamlinger trækker vintermelankolien tydeligt op med dødemandskor, ildevarslende radioer og dirrende strygere.

Titlen på Ghostly Internationals seneste opsamlingsalbum refererer til en gruppe af stoffer som morfin og kodein, der har en sløvende og beroligende effekt. Men bruger man de ni numre på SMM: Opiate som et middel til at døse hen, ender man nok med ængstelige drømme. Grundtonen er nemlig melankolsk grænsende til det foruroligende.

SMM: Opiate følger op på den strålende Ghostly-opsamling SMM: Context fra 2011. Mens den dækkede et vidt spænd af stemning og følelser, er opfølgeren lidt mere entydig i både udtryk og stemning: Tågen ligger tættere, og kulden har bidt sig fast.

Også genremæssigt er SMM: Opiate mere snæver. Således er der denne gang kun ét neoklassisk bidrag, nemlig A Winged Victory for the Sullens fine “Ti Prego Memory Man”. Nummeret stammer fra de indspilninger, som blev til duoens debutalbum, og med hurtigt rullende klaver og de lyse strygerlinjer over guitardroner er virkemidlerne de samme her.

Ud over det kammermusikalske udtryk skiller ”Ti Prego Memory Man” sig også ud ved at rumme en klar udvikling i løbet af nummeret. Det kan man til gengæld godt savne i Simon Scotts smukke, men også noget statiske åbningsnummer – og især i Pjusks ”Dorsk” og Fieldheads ”37th”. Sidstnævnte skifter godt nok fra æterisk svæven til rungende staccato-guitar midtvejs, men i løbet af blot halvandet minut bliver det element en kende trættende.

Pjusk og Fieldheads bidrag er egentlig ikke decideret dårlige, men de holder ikke samme kvalitet som opsamlingens fire midterste numre. Her kaster hyperproduktive Celers dirrende strygersamplinger blege vintersolopgangsstråler over rimfrostbeklædte landskaber, inden Black Swan trækker de kulsorte gardiner helt for. Understrømmet af brummen og indhyllet i knitren når afsjælede spøgelsesvokaler højtalerne, som udgjorde de ekkoet af et korværk transmitteret fra det swedenborgske rum.

Mørket fortsætter hos Jim Haynes, hvor vinden hyler gennem alle sprækker, mens radiofrekvensernes trøsteløse skratten og de skingre overtoner maler Fanden på væggen i den stormomsuste bjælkehytte. Efter den tur i kulkælderen er det en kærkommen afveksling, at EN lægger ud med sprøde asiatisk-klingende toner, før et svajende harmonium fører nummeret frem mod et klimaks af overstyrede synthsløjfer.

De stærkeste numre på SMM: Opiate er således skiftevis yndefulde og mavesugende triste. Men selv om de gør betydelige indtryk, er albummet som helhed noget mere svingende end sin forgænger. Hvor SMM: Context gav fornemmelsen af, at snart sagt samtlige bidragsydere ramte deres topniveau, er denne opfølger ikke så meget mere end en helt igennem godkendt opsamling.

★★★★☆☆

Deltag i debat