Koncerter

Villagers, 30.11.13, Lille Vega, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Villagers havde meget på hjerte til koncerten i Lille Vega. Og måske lidt for meget. Højdepunkterne var sporadiske, men til gengæld beviste de, at bandet kan få tingene til at gå op i en højere enhed.

Forskellen fra Villagers‘ debut, Becoming a Jackal, til dette års {Awayland} var markant. Men det lykkedes. Villagers viste sig som et band med meget på hjerte og mange tangenter at spille på. Desværre spillede de lørdag aften på så mange tangenter, at det samlede indtryk var forvirrende. Den noget rodede affære blev dog holdt oppe af en håndfuld højdepunkter, der stod så stærkt, at jeg alligevel smilede, da jeg forlod “Stauningsalen”.

Det synes meget populært i øjeblikket at finde en purung gut med en karakteristisk vokal og en evne til at fortælle nogle historier, der kommer tættere på end de fleste, smide ham op på scenen med en guitar og et band og trykke på play. Conar O’Brien er netop sådan én bortset fra, at han i sammenligning med Jake Bugg og co. forestiller at være del af et band i stedet for bare ham alene. Men det er stadig ham, publikum er dukket op for, det hersker der ingen tvivl om.

Det er en skam, for der gemmer sig ægte talent og ikke bare særegenhed i bandet. Særligt Cormac Curran på keyboard burde få mere plads i Villagers. På mange af sangene er han og Tommy McLaughlin med på kor, og de afslører at have langt bedre, om end naturligvis knap så specielle, stemmer end forsanger O’Brien. At de dertil tryller med instrumenterne, gør bandet til en, desværre overset, lille perle i baggrunden, der løfter koncerten op på et helt andet plan.

Bandet lægger godt ud, og “The Bell” er, heldigvis, lagt som en af de første sange på aftenens sætliste. For den er – både på {Awayland} og denne aften – et absolut højdepunkt. Bandet skinner igennem som det rockband, de sporadisk gerne vil være, og alle sangens elementer samarbejder om et fælles projekt, hvad der desværre blev en sjældenhed.

De næste 30 minutters tid skulle nemlig vise sig at være et inferno af electro, calypso, rock, folk, støj og ambitioner om både at være følsom folksanger og rockstjerne. Og det er simpelthen for mange ting til den lille scene. “The Waves” er på albummet en catchy lille sang, der får frosne vinterknogler til at længes tilbage til dengang, bladene var næsten neongrønne og sommerfugle ikke kun var noget, man kunne se i Zoo. Men denne aften er der skruet op for alle de små ting, der gør sangen fin. Faktisk skruet så højt op, at de nærmest ender med at råbe i munden på hinanden i kampen om opmærksomhed.

Bedre bliver det ikke rigtig senere hen, og koncerten slutter noget fad med bare Curran og O’Brien på scenen med en stille og rolig, men hverken imponerende eller betagende, udgave af “My Lighthouse”. Koncerten slutter, og jeg bereder mig på at skulle skrive en to U’ers-anmeldelse.

Men da kommer bandet tilbage igen med tre ekstranumre, hvor de får fasttømret, hvad irerne virkelig er lavet af.  Med nummeret “I Saw the Dead” fra debuten i 2010 beviser O’Brien, at han er mere end en særlig vokal med charmerende irsk accent. Hele aftenen har han holdt sig til guitaren, men her kaster han sig ud i tangenternes verden, som han viser sig at være mere end bare dygtig til. Videre går det med “Hot Scary Summer” og “Pieces”, der hver især skinner langt klarere igennem end de foregående ti numre tilsammen.

De gode takter viste sig kun glimtvis, men alt i alt fandt jeg mig dog på O’Briens side. Jeg håber bare, at Villagers en anden gang kunne gøre det hele lidt mere simpelt, for det er der, de virkelig hører hjemme. Ikke fordi det ikke er på sin plads at udfordre- og forske genrer, men fordi O’Brien og co. virkelig bjergtager deres tilhørere, når ikke det drukner i ambitioner om at være mere.

★★★½☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat