Artikler Interview

Wooden Shjips – Teorien er, at alle kan spille musik

Skrevet af Daniel Niebuhr

De var forsinkede og havde travlt forud for deres koncert i Pumpehuset. Men alligevel havde Wooden Shjips’ frontmand, Ripley Johnson, tid til en kort snak om musikalske koncepter og kvaliteter, The Ramones samt det at vende tilbage til rødderne.

Wooden-Shjips-009

Jeg ankommer til Pumpehuset omtrent samtidig med, at det multikolorerede tæppe af diverse elpærer, der hænger over indgangen til spillestedet, bliver tændt. På trods af at jeg er i god tid, ser jeg ingen grund til ikke at prøve at få fat i min kontaktperson. Jeg giver Paul et kald. Ingen tager den. Jeg giver Paul endnu et kald. Samme resultat. Nu er der gået så lang tid, at jeg faktisk er blevet forsinket. Det stresser mig lidt. Jeg prøver for tredje gang at få fat i Paul. Endelig kommer jeg igennem til en mindst lige så stresset tourmanager i den anden ende.

»Vi er først lige ankommet og har slet ikke nået at få sat op eller lavet lydprøve. Kan du ikke bare komme tilbage om en halv time?«

Efter et ufrivilligt besøg i Politikens Boghal for at få tiden til at gå, møder jeg langt om længe Paul, da jeg vender tilbage til Pumpehuset. Han hiver mig hurtigt med om backstage, så jeg endelig kan få afviklet mit interview med forsanger/guitarist/primus motor i Wooden Shjips, Ripley Johnson.

Han er iklædt en anonym kasket og ditto, ternet skjorte. Jeg har måske øjenkontakt med ham max. fem gange, og han virker langt fra medievant. Alt i alt læner det sig meget godt op ad det image, Wooden Shjips har skabt sig: Hverken fremtrædende eller radikale på scenen såvel som i musikken, gådefulde og spændende for den lukkede kreds af dedikerede fans og højest uinteressant for de uindviede.

Vi når både at vende Seattle Seahawks’ store succes i NFL og det smukke vandvid, som europæiske festivaler er udtryk for, før vi begge indser, at spontan kammerateri må komme i anden række efter den stramme tidsplan, som bandet desværre er underlagt – et forsinket fly og heftig trafik i København og omegn er synderne.

Et primitivt koncept
»Jeg tror faktisk, at vores gennembrud kom meget tidligere,« svarer han på mit indledende spørgsmål om, hvordan det føles at opleve noget lignende, ikke bare i hjemlandet, men også på denne side af Atlanten, hvilket ikke mindst kan krediteres bandets to seneste udgivelser, West og Back to Land.

»For for at kunne føre mit originale koncept ud i livet, krævede det folk, der var mere dedikerede til at indspille og spille koncerter og alt det dér.« ”Konceptet” er næsten 10 år gammelt, hvor Johnson samlede en flok ikke-musikere for at spille en masse primitiv og improviseret rock, indtil han i 2006 etablerede den nuværende udgave af Wooden Shjips.

»I den første udgave 20131202-IMG_2272-620x413af bandet var folk jo bange for at spille live, de ejede ikke deres egne instrumenter og kunne heller ikke stemme dem. Og det var jo lidt frustrerende for mig i længden. Det var nok også en mere privat ting; men så sammensatte jeg et mere ”normalt” band med folk, der både gad og kunne finde ud af at være i et band.«

»Min teori var, at alle kan spille musik, og at der er fordele ved at spille sammen med folk, der ikke har nogen forudindtagethed omkring at spille på et givent instrument – de er ikke blevet lært noget, og der er ingen klichéer, de prøver at undgå. Og jeg var helt vild med primitive rytmer og strukturer dengang, så det passede perfekt.«

I dag er det foruden Ripley selv kun den originale guitarist, Nash Whalen, der i dag bestyrer synthsektionen, som stadig er at finde i Wooden Shjips – et instrument han heller aldrig havde beskæftiget sig med før bandets (gen)fødsel.

“Vi har også ændret os – langsomt”
Vi vender hurtigt tilbage til snakken om ”gennembruddet”, der åbenbart allerede har fundet sted. I hvert fald er det ikke en ting, californierne har skænket særlig mange tanker.

»Vi prøver egentlig ikke så forfærdeligt hårdt på at komme ud til et større publikum. Vi er blevet signet på et større label nu (Thrill Jockey, red.), som jo selvfølgelig har kræfterne til at eksponere os yderligere, og så har vi turneret en del i Europa, hvilket har været succesfuldt. Som band har vi i høj grad modnet, og musikken har ændret sig; men vi opererer stadig inden for bestemt kvaliteter, som vi mener, vi er i besiddelse af. Det sjove er til gengæld, at vi er blevet kritiseret for at lyde for ens, mens andre kritiserer os for at have ændret vores lyd for meget.«

»Jeg har eksempelvis altid holdt af et band som The Ramones, selvom vi på ingen måde minder om den. For de vender altid tilbage til deres styrker og holder sig inden for deres begrænsninger, uanset hvor meget de prøver at lave noget ”nyt”.«

Selv har han dog svært ved at påpege Wooden Shjips’ egne styrker, for selvom de holder fast ved deres oprindelige kvaliteter, er det alligevel uundgåeligt at fremstå præcis som for syv år siden.

»Folk ændrer sig. Bands ændrer sig. Og vi er jo en række forskellige personligheder i bandet, der også har ændret sig – meget langsomt dog – i takt med at vi har oplevet ting og fået nye idéer heraf. Men så længe man holder fast ved sin identitet og et ærligt, musikalsk udtryk, så vil det altid være til stede i musikken.«

Et mere jordnært band
Egentlig havde jeg jo sat Johnson stævne for at tale om bandets seneste udgivelse, der fortsætter med at være en af mine topkandidater til årets plade. Alt er egentlig, som det plejer at være på Back to Land – og så alligevel ikke helt.

»Jeg flyttede til Oregon, og det gjorde Omar også, hvor vi alle sammen førhen boede sammen. Denne gang har vores øvere og selve indspilningerne været meget mere koncentrerede, fordi vi ikke har kunnet gøre det, når det passede os. Vi plejede jo at spille musik og hænge ud konstant – det er ikke fordi, vi ikke gør det nu. Det sker bare sjældnere.«

»Som sådan er der ikke sket de helt store ændringer, jeg plejer for det meste at lade det være op til jer at bedømme. Når man sidder med det projekt, som det jo er, fra sangskrivning til øvere, indspilninger og efterproduktion, har du til sidst intet videre perspektiv, fordi du har gennemlyttet det hele så mange gange. Og så har du ikke rigtig lyst til at høre det mere, når det endelig er færdigt. Så jeg har ikke rigtig lyttet til pladen og kommer nok heller ikke til det før om et par år, når jeg kan anskue den i et større perspektiv.«

»Hvis jeg skal nævne den største ændring, må det i så fald være, at jeg har inddraget større indflydelse fra ”klassisk” rock i min sangskrivning, hvilket jeg for alt i verden prøvede at undgå tidligere. Det har givet de her ”blødere” kanter, efter at jeg har boet i Portland, lyttet til gamle plader og skrevet sange i vintermånederne.«

Det er også i staten på USA’s vestkyst, at vi finder inspirationen til pladens titel. En god håndfuld år som nomade i The Bay Area medførte nemlig den modreaktion, at Johnson nu er vendt tilbage til rødderne, “Back to Land”.

»Det er jo en reference til det faktum, at jeg er gået fra bare at ”drive rundt” til nu at være bundet i et hjem i Oregon for første gang i nogle år. I lang tid havde jeg ikke rigtig noget fast sted, alle mine ting var bare opbevaret i forskellige lagerrum, mens jeg boede hos familie og venner. Så for mig er denne her oplevelse bestemt til stede rent tematisk på pladen, for det er jo for mit vedkommende refleksioner af, hvor mine tanker var, mens jeg skrev alle de her sange.«

»Desuden lyder pladen i mine ører også mere jordbunden og har denne her varme lyd, som vi ikke rigtig tidligere har kunnet fremskabe. Men som sagt har jeg ikke rigtig det store indtryk af, hvordan denne her plader egentlig tager sig ud. Det er ligesom en fødsel, hvor du ikke rigtig ved, hvordan barnet kommer til at blive, men bare tager et skridt tilbage og lader det udvikle sig i et stykke tid.«

Moon Duo and beyondWooden Shjips - Backs
Med endnu en sublim udgivelse i bagagen, er hans fremtidsplaner for en kort stund rimelig fastlagte. Men når den excessive turneren engang er overstået, er der stadig nogle drømme og ønsker, som Johnson gerne vil have ført ud i livet.

»Jeg har mange fantasier,« påpeger han, »det mest umiddelbare er, at vi laver en ny Moon Duo-plade, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Vi har fået tilføjet en trommeslager nu, og i sommers turnerede vi i to måneder, hvor det gik rigtig godt, så vi er meget spændte på at fortsætte samarbejdet. Selve indspilningerne bliver en lidt anderledes proces, især nu hvor vi har fået et ekstra medlem, og pladen som kommer til at være meget mere ”rocket”.«

»Men bare rolig, for hver gang jeg siger, hvordan en ny plade kommer til at lyde, så holder det aldrig stik. I kan dog forvente noget meget mere højenergisk end tidligere. Min kalender er i hvert fald allerede fuldt booket for sommeren, så det er med at finde nogle ledige huller, hvor man kan arbejde lidt på nyt materiale. Og forhåbentlig kommer vi også forbi europæiske festivaler, når vi når sommeren.«

Interviewet slutter, og vi skynder os begge videre med hvert vores gøremål. Seks timer senere ses vi igen. Det blev heldigvis også et fantastisk møde med Ripley.

Deltag i debat