Plader

Alaudidae: Whitewater

Den danske singer/songwriter Alaudidae har gennem klassisk rock og blød pop skabt debutalbummet Whitewater, som langt hen ad vejen er en original og spændende oplevelse og en historie med en hel del på hjerte.

Et maleri bliver som regel flottere og dyrere, hvis der følger en spektakulær baggrundshistorie med det. Hvis kunstneren endda har skrevet et par opsigtvækkende noter om lige præcis den helt specielle dag, hvor maleriet blev til, ville det være endnu mere fantastisk. Sommetider forekommer dette fænomen også i musikkens verden, hvor en god historie kan gøre, at man ser en produktion i et helt andet lys.

Danske Lærke Corfix har udgivet sit debutalbum Whitewater under kunstnernavnet Alaudidae, der samtidig er den latinske betegnelse for lærkefugle. Og der ligger naturligvis også en interessant historie bag Whitewater. Men det, der adskiller den professionelle fra amatøren, er, at det professionelle projekt kan stå på egne ben selv uden en baggrundshistorie. Det er jeg overbevist om, at Whitewater kan.

Lyden på Whitewater er dejligt anderledes og alligevel meget simpel. Corfix har en forrygende smuk og clean vokal, som dominerer og løfter albummet væsentligt. Hun formår på det stille, smukke nummer ”Wind” at være kontrolleret og følsom i sine en smule country-inspirerede fraseringer, mens hun på den anden side smider tøjlerne i eksempelvis ”Moonson” og ”Desert” og rocker ud. Den instrumentelle støtte, i form af enkle guitarriff og let fingerspil, er fin og nedtonet på en måde, som netop fremhæver Corfix som solist og singer/songwriter. Generelt bliver lytterens fokus helt automatisk rettet mod vokalen og de noget dystre og triste tekster, hvor det er umuligt ikke at associere til albummets tilblivelsesproces.

I byernes by, Paris, blev melodier og tekster nemlig udviklet i en lejlighed, som Corfix havde lejet af en anden musiker. Som hun nævner i et interview med spillestedet Råhuset, så endte hun op med 36 færdige sange, hvoraf ni blev foretrukket til Whitewater. Det hele startede dog i København, hvor bruddet med en kæreste skabte et større perspektiv, og livets store spørgsmål blev endevendt. Og for at gøre en lang historie kort ‘flygtede hun – som nævnt til Paris, væk fra alt og alle, og lavede et album på 10 måneders tid. Alaudidae fremstår ved gennemlytning af albummet utrolig udtryksfuld og maler et billede af forvirring, forandring og overordnet en masse stærke følelser. Det sker eksempelvis i ”Kitchen” med et vers som: »This lost of translation, the shame of what I couldtn’t make work / pulsing rage of frustration, I feel homeless and cut loose.«

Som jeg var inde på før, har Alaudidae skabt et forholdsvis simpelt album. Less is more. Men på trods af at vokalen er smuk og sikker og musikken enkel, kan det desværre blive en anelse kedeligt i længden. Mange af numrene på Whitewater lyder en del som hinanden og står til tider lidt svagt alene. Det kan eksempelvis være svært at sige, hvad eksempelvis ”Roots” gør anderledes end ”You Say That”, der har præcis samme opbygning. Men som en helhed synes jeg, at det fungerer, fordi Alaudidae har haft et formål med pladen og en historie at fortælle. Sommetider kan et debutalbum godt virke rodet, måske fordi kunstneren har haft uendeligt mange ideer og bare ikke har formået at sætte dem sammen til noget, der skaber et godt helhedsindtryk. Whitewater har utroligt meget integritet, men dele af pladen mangler alligevel noget intensitet, noget udfordrende og farligt.

Jeg har siddet flere gange og tænkt over, hvordan et Alaudidae-nummer mon ville lyde på dansk? Umiddelbart tror jeg, at det vil lyde fantastisk og samtidig måske være en måde, hvorpå hun kan gøre endnu mere opmærksom på sig selv.  Det kan jeg kun håbe på at opleve senere i Corfix’ karriere. Lige nu har Alaudidae taget første skridt ind på singer/songwriter-scenen med Whitewater – et alvorligt, inderligt debutalbum, der bliver båret af en forrygende vokal, en god historie, dybe, seriøse tekster og det faktum, at pladen som helhed er fortrinlig.

★★★★½☆

Deltag i debat