Plader

Apperaat: !?

“Kejserens Nye Klæder” bliver ufrivilligt genfortolket af “wonderteamet” Apperaat. En tynd omgang konceptuel poprock svøbt i grandios indpakning, der ikke formår at skjule himmelråbende mangel på kreativitet.

!? kan meget vel vise sig at være den mest rammende titel på en plade fra 2013. !? beskriver lige præcis den følelse, man sidder tilbage med efter at være blevet trukket igennem det, der virker som et uendeligt hav af trivialitet, fortærskede popstrukturer og frygtelig steril overproduktion. !?!!!! udtrykker også en passende forbløffelse, når man finder ud af, at hårdt tjente skattekroner er gået til projektet. Guderne skal vide, at de kulturkonservative på deres piedestaler rundt omkring hurtigt nok skræpper op over de pebernødder, der bliver smidt i nakken på danske kunstnere. I denne sammenhæng giver ordet kunstnerstøtte desværre den mest fade eftersmag af spildte skattepenge.

Der er masser af bands, der fortjener en hjælpende hånd til få udgivet deres hjerteblod. Og måske er denne musik virkelig Apperaats hjerteblod, men i så fald er det godt nok noget tyndt sjask. Lige fra begyndelsen af en overdramatisk intro med en overdramatisk nedtælling til en overdramatisk plade har man mest af alt lyst til at sætte en juleplade med Stig Rossen på i stedet og stoppe mund og ører med jødekager. Godt 40 minutters pumpeguitar, påtaget lillepigevokal og komplet mangel på kreativt input skal man stå model til, før !? tikker ud.

Det kan godt være, at Tami Harmony Panik Vibberstoft, tidligere medlem af Nelson Can, har lyttet meget til nordiske fortryllende heksestemmer, men det ændrer altså ikke ved, at hendes gennemskabede vokal gennemskurer øregangene. Det kan nok være, at Björk og The Knife bruger nogle af de samme virkemidler, men de gør det på en bund af egentlig musikalitet og stemmekvalitet. Her drukner det hele i prust og støn og kælne skrig som et helt katteinternat i løbetid, der er mere afskrækkende end tillokkende. Den mandlige halvdel, 1.nielsgade, leverer samtidig en god portion dansk klingende engelsk, der spiller op til og svarer Vibberstofts skrantende stemme, men mildest talt ikke løfter vokalen synderligt.

Det står allerede klart fra første nummer, “Switch It On”, at det halter med kreativiteten. Nummeret er bundet op på en gennemfortærsket bluesform og et komplet charmeforladt baggrundstrack. Mens Vibberstoft vrænger sig igennem omkvæd med linjer som »you can catch me, come and get me,« svarer 1.nielsgade igen med et konsekvent »no way!« Som lytter kan man kun være helt enig. »No way«, at det dér nogensinde kommer til at fange mig.

Produktionen er karakteriseret ved at være så poleret, at man kan blive i tvivl, om der virkelig står ægte levende musikere bag. Én lang pølse af unuanceret lyd med steril ”rockguitar” og røvballe-elektrobas i en muzakform fremhæver ikke noget som helst og udpensler mest af alt musikkens forudsigelighed.

Det værste af det hele er nok, at Apperaat så gerne vil give pokker i etablerede normer og lave ”nødvendige fejl”, som de selv kalder det, men i sidste ende bare drukner i deres eget koncept. Et koncept, der ikke dækker for andet end en tynd omgang klichérock så uvedkommende, at man sidder tilbage med trangen til at forlange al kunststøtte tilbagebetalt med renters rente.

Grunge-spaden i ”Liquid Affection” tilsat blodfattige, producerede trommer er så fuldstændig humørforladt, at det er umuligt at trække det i en ny retning og gøre skaden god igen. Selv det metal-inspirerede breakdown i midten af nummeret, der måske ville kunne sende de to performancekunstnere i en ny retning, ender med at blive blandet med den originale form og bare bidrage til den stigende frustration over mangel på afveksling.

Når man til sidst tager hele albummets luksuriøse bokssæt i betragtning, får man med mest af alt lyst til at skrige ”DE HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ”! Med selvhøjtidelige pressebilleder, fancy indforståede ”samlerobjekter” som små poser sand og en prop med snor i, der åbenbart ikke kræver nærmere forklaring, og den himmelråbende ligegyldige musik bliver hele projektet i sidste ende en stor joke. “The Amount of” har tilstrækkelig nerve og udholdelig stemme til, at man ikke bliver direkte irriteret, og “Prystanek” har da også et udmærket tema, der så bliver gentaget i tre et halvt minut, men det er bare nogle enkelte oaser i skærsilden.

Apperaats debutalbum er et skrækeksempel på, hvor man kan ende, hvis man følger et koncept, der ikke kan bære. Et koncept, der virker, som om de to kunstnere heller ikke helt forstår, hvor de vil hen. Jeg savner sammenhæng mellem gadgets, navn og musik. Jeg savner musikalitet og kreativitet. !? er hverken udfordrende eksperimenter eller gribende poppotentiale. Det virker til, at nogle personer ved pengekasserne rundt omkring er blevet lidt for optaget af fine koncepter og flotte ord, til at de kan se, at Apperaat kreativt set er splitternøgne.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat