Plader

Azure Blue: Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt

Svenske Tobias Isaksson har sluppet sit andet album under kunstneraliaset Azure Blue. Det er en rimelig hul oplevelse, der ikke rigtig efterlader andet bag sig end lidt klister mellem tænderne.

Det er lidt som med de der karameller, der klistrer voldsomt i tænderne. De skal virkelig smage godt, for at man gider at spise dem. Og på svenske Tobias Isaksson aka Azure Blues anden plade er smagen simpelthen ikke spændende nok til, at jeg gider at kæmpe mig gennem den klistrede masse, der følger med.

En bekendt fortalte mig engang, at hun ofte blev skuffet, når hun lyttede til en plade efter at have læst om den inden. Det, som lød så spændende på papiret, var i udmøntningen slet ikke så interessant. Alt kan gemme sig bag udtryk som “sfærisk drømmepop” eller “rablende undergrundshiphop” – fra det helt middelmådige til din nye yndlingsplade.

Azure Blues Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt er en af de plader, hvor der ikke skal arbejdes ret meget for at få den til at lyde lovende på papiret: “Romantisk, drømmende popmusik med en elektronisk grundtone” ville egentlig være en rammende beskrivelse af musikken. Alligevel tør jeg næsten love jer, kære læsere og mest af alt lyttere, at I ville blive skuffede, hvis det var disse ord, I havde i tankerne, første gang I lyttede til pladen.

For ud over at være både romantisk, drømmende og elektronisk er Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt, bare for at komme med et par eksempler, også lige vel sød og klistret ind i 80’er-popsynth. Ligesom pladens titel, der i mine øjne hører til på flappen af en Gajol-æske, er selve pladen også en noget hul oplevelse. En masse svulstig indpakning og en temmelig lille kerne af vigtighed.

Pressemeddelsen taler for sig selv – jeg tillader mig at citere: “Most of all, Azure Blue is the music of a romantic searcher, struggling to remain a modern gentleman in the ever changing world of culture.” Hvad betyder det overhovedet? Det er så storladent formuleret, at sætningerne svæver væk, forsvinder og kun efterlader den tomme luft tilbage. Så abstrakt, at det ikke betyder noget. Og det trækker desværre en, garanteret ufrivillig, parallel til musikken.

Tag for eksempel er nummer som “The Road I Know”, der er en af de bærende skæringer på pladen. Melodien er naiv, sød og egentlig ganske catchy, men i mødet med muren af åleglat synthesizer bliver det altså en noget kvalmende mundfuld. Og dertil kommer, at det rytmiske lag, der måske kunne have lettet lydbilledet lidt eller tilføjet noget kant, er forudsigeligt og maskinelt. Jeg føler mig oppustet og mæt af storladen sentimentalitet allerede her – og det er altså pladens andet nummer, vi taler om.

Produktionen er hele vejen igennem glat og radiovenlig, og skal jeg være lidt grov, er de steder, der ikke er for klistrede til min smag, bare for kedelige. Det eneste lydlige valg, jeg direkte har lyst til at rose er, at vokalen er lagt så langt tilbage i lydbilledet, som en lille hilsen til shoegazerne. Det er elegant, når nu resten af produktionen er så mættet og pompøs. I denne forbindelse er “Time Is On Our Side” faktisk et lyt eller flere værd.

Det lyder måske hårdt, men tilgiv mig, skuffelse er ret menneskeligt. Måske er det alle de store ord, jeg før har set kastet i retning af Azure Blue, der har ødelagt oplevelsen lidt. Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt er ikke et decideret ringe album, det er bare heller ikke nogen stor musikalsk åbenbaring eller romantisk vækkelse. Mest af alt er det faktisk bare en temmelig ligegyldig affære, der er alt for klistret til, at jeg gider at kæmpe mig igennem igen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat