Plader

Douglas Dare: Seven Hours EP

Skrevet af Alex Nørregaard

Singer/songwriteren Douglas Dare fremkalder på debut-ep’en Seven Hours en blanding af vellydende tvivl og fløjlsblød smerte. Et let foruroligende lydunivers, der efterlader en sult efter mere fra Dare, men også efter at føle noget ægte.

En malstrøm af indtryk synes at sive gennem englænderen Douglas Dares foruroligende vokal og ængstelige klaveranslag. I 11. time er indtrykkene blevet tæmmet og transformeret til toner på debut-ep’en Seven Hours, der bevæger sig mellem tomme rum, nervøsitet og en trykken for brystet.

Med Seven Hours er Douglas Dare blevet en del af pladeselskabet Erased Tapes, der har markeret sig stærkt med artister som Nils Frahm, Lubomyr Melnyk og Peter Broderick. Men det er ikke navne som disse, der som de første vælter frem, når Dares musik sættes i omdrejninger. Nej, den unge englænder placerer sig mere mellem en tilbageholdende James Blake, en mere poleret udgave af Perfume Genius og måske en Antony Hegarty, der ikke er ved at bryde ud af sin egen krop.

Douglas Dares vokal er sammen med klaveret i centrum på Seven Hours, der indeholder fire numre. Alle fire fyldt til bristepunktet med tristesse og pakket ind i knitrende cellofan. Der er ikke den store variation at spore, og en ensidig lydside til en sort-hvid film i bevægelse aftegner sig i mørket.

Åbnings- og titelnummeret flyder ubesværet af sted med klaveret i front og et trippende trommespor i baggrund, mens afdæmpede bastoner holder maskineriet i gang. I “Scars” holder tålmodige og fyldige klavertoner stand mod Douglas Dares nervøse vokal, der følger linjer om tab og smerte – endnu et ungt sind på jagt efter at føle noget ægte. Afslutningen på “Scars” leder desuden kort tankerne hen på Antony & the Johnsons’ ”Hope There’s Someone”, men fremstår desværre alt for jordbundet.

Anderledes er det i den mere dynamiske “Lungful”, hvor knudret og afventende percussion overrumpler. En antydning af strygere i det fjerne åbenbarer sig mellem klaverets henholdsvis håndfaste og bølgende udtryk. Afslutningsnummeret “Flames” fremkalder en følelse af fortabelse, men finder styrke i en række effektfulde »ahh«-korstemmer, der hist og her puster nyt liv i flammerne.

Samlet set fremkalder Seven Hours en form for vellydende tvivl, men desværre føles smerten for fløjlsblød. Fornemmelsen af, at Dare giver slip, er kun sporadisk til stede og er ellers gemt væk i en frygt for at miste kontrollen. Alligevel sidder jeg tilbage med en sult efter at høre mere fra Dare. Men mest af alt en sult efter at føle noget ægte.

★★★☆☆☆

Deltag i debat