Nyheder

Kurt Vile solo på Bremen Teater

Skrevet af Camilla Grausen

Kurt Vile gæster atter Danmark til foråret. Denne gang med en solokoncert på københavnske Bremen Teater den 14. april.

kurtvile-press09Amerikanske Kurt Vile er tilsyneladende glad for vores lille land. Mandag den 14. april tager han, for tredje gang på et år, guitaren med til København, når han gæster Bremen Teater. Denne gang til en solokoncert for et siddende publikum.

De senere år har Kurt Vile ellers turneret sammen med sit band The Violators, som han også havde med på scenen ved sine to seneste danske besøg, i Store Vega på aftenen for Bodils famøse hærgen, den 5. december, og i Amager Bio den 29. maj.

Koncerten på Amager belønnede Undertoners anmelder med fire U’er. Her trådte Kurt Vile i løbet af aftenen alene frem på scenen og gav soloudgaver af numrene ”Snowflakes Are Dancing” og ”Peeping Tomboy”, og det var blandt de bedste øjeblikke i koncerten, ifølge Nina Ulrich Østergaard, der skrev: »Her stod Vile, lige dele selvbevidst og akavet, alene med sin akustiske guitar. Pludselig var øjnene synlige og gardinhåret trukket en anelse til side. Det måtte der gerne have været mere af.«

Der kommer netop mere Vile solo den 14. april kl. 20 på Bremen Teater. Koncerten er en del af en kortere soloturné, hvor Vile besøger en række mindre europæiske spillesteder. Han medbringer blandt andet sine to 2013- udgivelser, albummet Wakin on a Pretty Daze og ep’en It’s a Big World out There (and I Am Scared).

Billetter til solokoncerten koster 195 kr. + gebyr og kan erhverves her.

Lidt senere på foråret, nærmere betegnet den 21. maj, kan Kurt Viles tidligere band, The War on Drugs, der er på vej med et nyt album, også opleves live i København.

Deltag i debat