Nyheder

Ny kulturscene på Christianshavn åbner med dobbeltkoncert 25. januar

Skrevet af Anna Møller

Spillemændene og Skammens Vogn lægger op til en dansksproget koncertaften, når de to bands spiller til åbningen af et nyt kulturhus på Christianshavn

JonasVandall_06b_WEBI et bredt samarbejde mellem en række frivillige foreninger satses der nu på flere koncerter, teater, performance og mere liv i det hele taget i Christianshavns Beboerhus. Kræfterne er lagt i den store sal i Christianshavns Beboerhus, bedre kendt som Salen, der i de seneste år er falmet mere og mere, og primært har dannet ramme om private arrangementer. Den er bl.a. blevet gjort lysere og bliver indviet nu på lørdag med en dobbeltkoncert med Spillemændene og Skammens Vogn.

Senere på foråret kan man opleve både moderne klovneteater, teater i mere traditionel forstand, og masser af musik, og bl.a. kan man allerede fredag d. 31. januar opleve instrumental og alternativ hiphop, når Komakino, All Earz og The Works spiller koncerter.

Spillemændene udgav i sensommeren 2013 debutpladen Nationalsange, og da orkesteret i december spillede på Loppen var det en ganske begejstret Undertoner-anmelder, der næsten gav fuld plade til koncerten. Han skrev bl.a.: »Fantasien får virkelig vinger at flyve på i sangskriver og keyboardspiller Thorbjørn Radischs spøjse univers. Ingenting er, som du regner med. Alting vendes på hovedet og lader sig ikke entydigt fortolke.« Spillemændene er nomineret til en Steppeulv som Årets Håb, og du kan lytte til debutpladens førstesingle “Bah Buh” her.

Skammens Vogn er pladeaktuelle med deres tredje album Asfalt, som fik 5 U’er af Undertoners anmelder i efteråret 2013 og kaldte nummeret “Kender du det?” for det bedste dansksprogede nummer i mange år. De dansksprogede tekster bevæger sig ofte omkring det absurde og naive, og du kan se videoen til “Kender du det?” herunder.

Christianshavns Beboerhus ligger på Dronningensgade 34 og åbnede som friskole i 1894. Det har siden hen huset bl.a. Kofoeds Skole (1949-1975) og været besat af aktivister. De nyrenoverede lokaler åbnes med dobbeltkoncert lørdag d. 25. januar, og du kan se mere her.

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar