Plader

Oozing Wound: Retrash

Skrevet af Daniel Niebuhr

Kort, kontant og kompromisløst. Chicago-trioen Oozing Wound leverer på debutpladen en solid omgang thrashmetal, der er ét stort sonisk angreb fra start til slut, og som samtidig tegner sig for et af 2013’s meste spændende metalbekendtskaber.

Metal er for det meste en kompromisløs genre. Det ved Oozing Wound i kraft af deres erfaringer fra tidligere lignende bands godt. Derfor føles Chicago-trioens debutplade, Retrash, størstedelen af tiden som et udmattende og hæsblæsende sonisk angreb mod ens høreevne, der samtidig også udmærker sig ved at fremstå som noget af 2013’s mest overbevisende thrashmetal. Fra det første, aggressive riff på åbningsnummeret, ”Everyone I Hate Should Be Killed”, til de sidste feedbacktoner elimineres på ”Spirit Manimal” bombarderes man med lidt over en halv times destruktiv og autentisk thrashmetal, som var vi tilbage i subgenrens gyldne dage i 80’erne, og der er ikke det øjeblik, der ikke appellerer til nærmest usunde mængder headbanging.

Det største minus, for lige at få det ud af verden, ligger ikke overraskende også i den udfordrende mængde af konstant auditiv aggression fra trioens side, der heldigvis opvejes af en samlet spilletid på lidt over en halv time – 10 minutter mere havde blot føltes som en evighed at skulle lytte sig igennem. Derfor sidder man heller ikke tilbage med et særligt stort behov for at høre mere fra Oozing Wound, der til gengæld lader til at give alt og lidt til i løbet af deres debutplade.

Hvis man skal dekonstruere trioens lydunivers, bliver man samtidig ikke særlig overrasket. Det er den klassiske guitar/trommer/bas-konstellation, der altid har virket, og som i Oozing Wounds tilfælde ligeledes er et sikkert valg. Jeg er ikke i tvivl om, at Zack Weils vokalpræstation vil dele vandene, mens hans skingre og piercende skrig som en kontrast til det øvrige vokalarbejde læner sig kraftigt op ad den kontrollerede håndtering af hans egen seksstrengede.

Sammen med Weil sørger bandkollegaerne Kevin Cribbin og Kyle Reynolds for, at man sjældent keder sig med et vanvittigt tighte sammenspil, der gør numre som ”New York Bands” og ”Welcome to the Spaceship, Motherfucker” til højeksplosive fornøjelser at lægge ører til. Det udføres hele tiden med et subtilt glimt i øjet, der kommer til udtryk i bandets useriøse og urealistiske lyrik, som desværre ikke er så let igen af dechifrere.

Smukkest fremstår bandet og pladen på ”Call Your Guy”, der indledningsvis trækker på et vanvittigt ondt og indbydende basriff i bedste sludgestil, inden vi igen bevæger os over mod mere hæsblæsende tempi for til sidst at ende i én stor, apokalyptisk destruktion med et dertilhørende og velvalgt fadeout. Især sidstnævnte del gør sig gældende for at vække de mest primitive følelser i mig, som kun få sange formår. Alt fremstår simpelthen på randen af total udslettelse i de afsluttende 110 sekunder, mens nummeret smadrer sig igennem sin afsluttende fase.

Alt i alt tegner Retrash sig for en ret så gennemført samling metalkompositioner fra en trio, der helt klart har styr på både teknik og musikalske intentioner. Som en samlet pakke er det måske ikke den mest indbydende af sin slags; men det ændrer ikke på, at ens interesse for bandets vilde og ustyrlige lydbilleder gentagne gange bliver forstærket. Hvis du har bare den mindste forkærlighed for en solid omgang thrashmetal, har jeg svært ved at se, hvordan Retrash ikke skulle kunne være fast inventar på din pladehylde eller musikbibliotek. Oozing Wound tegner sig i hvert fald for et af 2013’s mest spændende metalbekendtskaber.

★★★★½☆

Deltag i debat