Plader

Painted Palms: Forever

Painted Palms udgiver deres debutalbum, og det lyder langt hen ad vejen også som det, det er – et debutalbum. En sprælsk, forfriskende og eksperimenterende omgang indie-elektropop, der sommetider bliver lidt for sprælsk, forfriskende og eksperimenterende.

Langdistancerelationer er på forhånd dømt til at gå galt. Som regel. Men ikke for to fætre bosiddende i henholdsvis San Francisco og New Orleans, der spiller i band sammen på tværs af staterne. Ved på skift at sende loops, beats og vokal frem og tilbage mellem hinanden har Painted Palms bestående af Reese Donohue og Christopher Prudhomme kreeret et interessant alternativt elektropop-album – Forever. Udstyret med et hav af forskellige samples, effekter, en liflig elektronisk lyd og klassiske popmelodier begiver pladen sig ud på en overvældende genrerejse, som samtidig vækker mindelser om 60’ernes psychpop, The Beach Boys og Paul McCartney.

Hele festfyrværkeriet sættes i gang med nummeret ”Too High”, som egentlig er en fortrinlig åbning med en ordentlig bunke power tilsat et delikat lydhav fra synthesizerne. Det er en ordentlig mundfuld, men hvad der i starten kunne virke rodet, hænger supergodt sammen, uden at det bliver irriterende eller larmende med så mange samples oven i hinanden.

Til gengæld er det generende, at det først er på titelnummeret ”Forever”, at man kan høre Prudhommes vokal forholdsvis tydeligt. Sommetider, bl.a. i føromtalte ”Too High”, flyder hans vokal let oven i alle effekterne og bliver desværre simplificeret til en brummen eller nynnen. Det er superærgerligt, at rumklangen bliver brugt forkert, for det er en forrygende dejlig og behagelig stemme, som Prudhomme leverer på Forever. Hans vokal bevæger sig fantastisk rundt i Painted Palms’ univers med en blandet psykedelisk og klassisk poppet tilgang til tingene, men det er kun på tre fjerdedele af pladen, man får lov til at nyde det. På eksempelvis afslutningsnummeret ”Angels”, som er simpelt og består af en helt clean akustisk lyd, der efterhånden bliver mere støjende, falder jeg helt og aldeles hen og overgiver mig. Uhyrligt smukt og godt produceret.

Det er svært at finde en rød tråd i værket, men numrene har hver for sig supermeget at byde på. Netop singlerne ”Forever” og ”Spinning Signs” er uhyggeligt stærke hver for sig og udvikler sig også i den grad efter flere gennemlytninger til ubestridte ørehængere. Dog vil den underlige blanding af associationer til The Beach Boys’ sol, summer og surf-melodier og The Beatles-viben på blandt andet ”Forever” ikke slippe sit tag i mig. Der er ingen tvivl om, hvem inspirationskilderne blandt andre har været. Jeg greb endda mig selv i at nynne Harry Nilssons ”Everybody’s Talkin’” fra ’69 ind over ”Spinning Signs”, og det virker symptomatisk for Forever. Musikken lyder godt, men det er svært at få indtrykket af en helhed. Det virker en smule, som om Prudhomme og Reese endnu ikke helt har fundet frem til, hvem de vil være, og hvordan deres lyd skal være.

Historien bag Painted Palms og processen bag musikken er alternativ og ny, men deres lyd har jeg hørt før. Forever er et debutalbum, som har sine ups og downs. Hvor det virkelig fungerer, er det eminent og udfordrende, mens det til tider også kan synes en anelse kedeligt og langtrukkent uden så megen identitet.

★★★★☆☆

Deltag i debat