Plader

Patterns: Waking Lines

Lyden på Waking Lines er umiskendeligt “NME-britisk”. Et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren synes at være den primære opskrift bag langt størstedelen af albummets numre. Dette resulterer i et produkt, der er lige så behageligt, som det er forglemmeligt.

Forud for udgivelsen af britiske Patterns’ debutalbum, Waking Lines, udtalte gruppens frontmand, Ciaran McAuley, at amerikanske bands som Deerhunter og Animal Collective fik ham til at indse, at guitaren som instrument ikke er uforeneligt med alternativ musik. Når man lytter til den 10 numre lange plade, som han netop har begået i fællesskab med sine tre bandkolleger, står det klart, at det er en erkendelse, som han har taget med sig i studiet. Om end man kan spørge sig selv, om ikke denne åbenbaring er kommet til ham lige sent nok.

Lyden på Waking Lines er umiskendeligt NME-britisk og trækker på adskillige inspirationer fra navne som The Horrors, Wu Lyf og Glasvegas, og med et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren lægger Patterns sig lydmæssigt i den mere melodivenlige del af det soniske spektrum. En næsten dogmatisk afstandtagen fra skæve beats og dissonans i akkordprogressionerne synes at være opskriften bag samtlige 10 numre, hvilket resulterer i et album, der er lige så behageligt, som det er et kønsløst og forglemmeligt bekendtskab.

Enkeltvist betragtet besidder en håndfuld af numrene en kvalitet, som rækker ud over albummets generelt noget sikre og skabelon-agtige produktioner. “Our Ego” er et eksempel på, at Patterns rent faktisk bruger shoegaze-rockens monotoni til at skabe en tilstand hos lytteren. Med en tungt pulserende basgang underneden danner gruppens melodisektion et let slør af støj bestående af synths og guitar. Denne sfæriske tone rykker sig ikke en tomme i løbet af nummerets relativt korte spilletid, og i passende doseringer pryder McAuley løbende lydlandskabet med en række rumklangsbeklædte guitaradspredelser. Her lykkes Patterns for alvor i at efterlade lytteren i en tilstand i tidløshed, og kvartetten når et niveau, der – hvad angår hymne-baseret shoegazerpop – muligvis kun er hørt bedre hos amerikanske Zacary Cole Smiths DIIV-projekt inden for de seneste år.

Også albummets førstesingle “Blood” formår at skille sig ud. Her har det allestedsnærværende lydtæppe fået en mere elektronisk kant, og de sfæriske synth-produktioner en kraftig snert af Washed Out. Symptomatisk for nummeret er det, at det fra start til slut er mættet med blide elektriske guitar-hooks, som – bakket op af et storladent trommespil – katapulterer lytteren op i de højere luftlag. Om det formår at indfange den følelse af at se et VHS-bånd, som ifølge bandet vistnok var formålet, er svært at sige – men som single er det en stærk produktion, der nok skal få sine afspilninger på adskillige musikblogs de næste par måneder.

Desværre gælder det for langt størstedelen af numrene på Waking Lines, at de kun er svagt mindeværdige. På trods af en alsidig instrumentering, der til tider afføder flotte lydlandskaber af vokalharmonier, diskrete samples og ultra-lyse mathrock-inspirerede guitarsoli, ender langt størstedelen af numrene med at fremstå som overproduceret miskmask, der lidt for ensidigt kæler blidt for den melodiglade lytter uden for alvor at gøre nærmere indtryk. “Wrong Two Words”, “Climbing Out” og “Face Marks” forekommer alle snarere at være skabeloner på et teenagebands optimistiske indie-anthems end egentlige produktioner på en ellers talentfuld gruppes debutalbum. Her kunne en mere nådesløs grovsortering have gjort underværker.

Titlen Waking Lines hentyder givetvis til, at albummet skal lydliggøre den tilstand, som opstår i overgangen fra søvn til virkelighed – en tilstand, der er lige så udsvævende, som den er nærværende og konkret, og de mættede produktioner afspejler disse intentioner. Desværre forekommer titlens billede langt mere komisk, end det antageligt var tiltænkt fra Patterns’ side. Som funktion af glatte produktioner og uambitiøse lag-på-lag-opbygninger, der er hørt mange gange før, ender Waking Lines i overvejende grad med at forekomme lettere forglemmeligt – som en drøm, der hurtigt glemmes, når mere virkelige ting trænger sig på. Det er tvivlsomt, om albummet på længere sigt vil nå et andet publikum end de mest dedikerede tilhængere af shoegaze-poppen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat