Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2013 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

2013 er forbi, og her på randen mellem to år gør vi vanen tro status. Inden vi onsdag afslører Undertoners lister over de bedste plader i 2013, kommer her første artikel med anbefalinger af oversete værker.

Kelela: Cut 4 Mekelela_c4m

Af Mikkel Arre

Der er bestemt sangerinder derude, der synger smukkere og med flottere ornamenterede fraseringer end etiopisk-amerikanske Kelela Mizanekristos – men i 2013 var der ikke nogen, der lige så blændende som hende fik den nedbarberede R&B af Aaliyah-skolen og fremsynet klubmusik til at mødes midtvejs. På det velstrukturerede mixtape Cut 4 Me insisterer hun på at lade lydbilledet have tomrum, der er både truende og dragende, mens hun lægger sin skiftevis kælne og stærke vokal hen over kolde, kantede beats fra prominente producere som Nguzunguzu, Bok Bok og Kingdom. Kombinationen er et strålende bevis på, at der ikke er ret langt fra 2013-versionerne af postdubstep og grime til et popudtryk, der kunne snige sig ind i mainstreamen. Tag bare Kelelas simple forvandling af Jam Citys “Scene Girl” til en slags potentielt hit.
Hør hele albummet på Fade to Minds Soundcloud-side.

Anna von Hausswolff: Ceremonyanna von hausswolff - c

Af Alex Nørregaard

Anna von Hausswolffs andet album, Ceremony, udkom egentlig i 2012, men det var først i 2013, at det i alt sit gotiske mørke lyste op uden for de svenske grænser. Ceremony indledes roligt, men urovækkende, og der går næsten 10 minutter, før Hausswolffs Kate Bush-klingende vokal bryder gennem den tætte tåge af bl.a. himmelstormende guitarer og massive orgeltoner. Herfra er der ingen vej tilbage. Ceremony er et storladent værk og storslået udført. Hausswolffs vokal er sublim, overvældende og det hele værd.
Hør hele albummet på City Slangs Soundcloud-side.

Kadavar: Abra Kadavarkadavar - a k

Af Daniel Niebuhr

På sin eponyme debutplade gav Led Zeppelin Kadavar genlyd af en knap så fjern fortid, hvor langt hår, homogene guitarriffs og stenede rockkompositioner nærmere var reglen end normen. På opfølgeren, Abra Kadavar, er det hele blevet en smule mere forfinet: Vi er ikke længere i et prototypisk 70’er-rocklandskab, men derimod i poleret lydunivers anno 2013, hvor alt fremstår mere klart, end det på nogen måde kunne have gjort for 40 år siden. Det ændrer dog ikke på, at Abra Kadavar er en af årets mest ægte rockplader, der udelukkende trækker på de bedste egenskaber fra trioens åbenlyse inspirationskilder.

MoonfaceJulia With Blue Jeans Onmoonface - j w b j o

Af Signe Palsøe

For tre år siden smed Rufus Wainwright symfoniorkester og cabaretfornemmelser uden for døren og udgav den instrumentalt set helt nedbarberede pianoplade All Days Are Nights: Songs for Lulu. Det er svært ikke at få associationer til Wainwrights hamskifte, når landsmanden Spencer Krugs nye soloopus roterer. Trods Krugs forkærlighed for snirklet og ikke just minimalistisk indie, som han har fået afløb for i konstellationer som Sunset Rubdown og Wolf Parade, er det rungende piano hans eneste selskab på Julia With Blue Jeans On, men der er ingenlunde tale om elevatorklassisk. Kompositionerne er nøgne, men pompøse og højtravende, og det kræver fokus at bruge en lille time i selskab med Krug. Til gengæld er Julia With Blue Jeans On måske den plade i hans virke, der qua sit destillerede udtryk siger mest om Krug som musiker. Sæt den på, når du har ro til aktiv lytning – og en sindstilstand, der ikke på forhånd afskriver sangtitler som “Everyone Is Noah, Everyone Is the Ark”. Det er ligesom niveauet.

Autre Ne Veut: Anxietyautre ne veut - a

Af Alex Nørregaard

Bag aliasset Autre Ne Veut finder man amerikaneren Arthur Ashin: jinglemager med en master i psykologi. De to sider flyder skamfuldt iørefaldende sammen på albummet Anxiety, der genremæssigt blander alternativ R&B, soft rock og forførende pop. Træfsikre beats, skarpe melodier og Ashins falset leder lytteren gennem tekster om angst og sex, kærlighed og død. Et af årets bedste numre i form af den saxofonskæve “Counting” oser af begær, men handler om en døende bedstemor. Forstyrrende og fantastisk.

Thee Oh Sees: Floating Coffinthee oh sees - f c

Af Daniel Niebuhr

Hvad bedre kunne der være sket for Thee Oh Sees end et skridt tilbage mod et mere dynamisk og skramlet garagerockudtryk? For hvor den forrige skive, Putrifiers II, er fyldt med både tilbagelænede kompositioner og vuggeviser, læner Floating Coffin sig langt mere op ad tidligere værker som eksempelvis Carrion Crawler/The Dream. Desuden er Thee Oh Sees på Floating Coffin ikke blot mere aggressive, men også mere dystre. Der refereres hele tiden til at være fanget i en labyrint, i “Tunnel Time” synger John Dwyer om at slå en hel masse mennesker ihjel, og Floating Coffin er mit oplagte valg til årets bedste plade.

Age Coin: Perceptionsage coin - p

Af Mikkel Arre

Faktisk overså vi allerede denne Age Coin-udgivelse tilbage i 2012, men efter et stærkt år med optrædener på bl.a. Click! Festival og Roskilde er det værd at hylde, at Perceptions i november blev genudgivet på vinyl. Pladen er en fremragende indkapsling af kvaliteterne ved den københavnske duos buldrende techno, der på én gang slæbende og ustoppeligt tromler hen over alt. Som om nogen har sat en industriel maskinpark i gang i en højloftet fabrikshal, dundrer og brager metalliske klange rundt om stive, ubønhørlige 4/4-beats, så kroppen ikke aner, om den skal danse, flygte eller stå naglet til det kolde betongulv.

Danny Brown: Olddanny brown - o

Af Daniel Niebuhr

Old er musikåret 2013’s Jekyll/Hyde-plade. Delt op i to sider (A & B) bevæger vi os på side A langt fra det humoristisk univers, som Danny Brown profilerede sig med på XXX. Der er langt hen ad vejen er vis seriøsitet over kompositionerne med samfundsrealistiske udgangspunkter i bl.a. Browns egen opvækst i Detroit. På side B kammer det hele så over i et weed– og narkotikaorgie, hvor det mest af lader til, at de forskellige numre prøver at overgå hinanden i at fremstå mest manisk. De mange gæsteoptrædener fungerer kun som et ekstra plus i bogen, og som en samlet pakke har jeg endnu ikke været bedre underholdt af en hiphop-plade fra dette årti end af Old.

Devendra Banhart: Maladevendra banhart - m

Af Camilla Grausen

Den elskelige hippie Devendra Banharts Mala lægger sig i fornem forlængelse af hans seks forudgående album. Fra et mere lo-fi udgangspunkt i starten af 00’erne har Banhart ladet sin veludviklede humoristiske sans og legesyge komme til udtryk ikke kun i lyrikken, men også musikken. Mala er fyldt med varme, stemninger og humor, som kun Banhart kan gøre det. Der er således både 50’er-doo-wop, spanske serenader, tysk electro og en hyldest til Hildegard af Bingen på mærkelige, skønne Mala.

Suede: Bloodsportssuede - b

Af Camilla Grausen

»Waiting in line to see Suede play,« synger Devendra Banhart på Mala. Og det var der en del, der gjorde i 2013. Blandt andet foran Lille Vega, hvor britpop-excellencerne gav en sjælden, og i øvrigt meget veloplagt intimkoncert, aftenen inden de indtog Tivoli. Et af årets mest hæderlige comebacks kan tilskrives netop Suede, der udgav Bloodsports, bandets første album i 11 år. “It Starts and Ends With You” og “Hit Me” understreger, at selvom lyden har en vis 90’er-nostalgi, så har Suede stadig – eller nærmere: igen – saft og kraft.

Torres: s.t.torres_t

Af Mikkel Arre

En ellers forslidt anmelderfrase som ‘prunkløs’ passer nærmest perfekt til Mackenzie Scotts debutalbum, der med sine liveband-optagede numre bærer præg af, at Scott konsekvent har skåret elementer fra i stedet for at føje til. Kunstnernavnet Torres har hun hentet hos sin afdøde bedstefar, fordi hun ville have et navn, der virkelig betød noget for hende. Samme alvor farver hendes afdæmpede singer/songwriter-univers, hvor vokalen er optaget på klos hold, så man kan høre hver en emotionel nuance i de sammenbidte tekstlinjer. Ofte står hendes skiftevis luftige sopran og sårede alt alene sammen med en omskiftelig guitar og sparsomme trommer, der understøtter teksternes tristesse. Torres viser en imponerende evne til at skabe intensitet ud af få virkemidler, og hvis Scott tabte de magtkampe i parforholdet, som teksterne cirkler om, var forklaringen næppe manglende styrke.
Hør hele albummet på Torres’ Bandcamp-side.

Deltag i debat