Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2013 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Inden vi i morgen er klar med Undertoners årsliste, får du her sidste samling anbefalinger af 2013-plader, som du med fordel kan give et lyt.

Robedoor: Primal Sphererobedoor_ps

Af Mikkel Arre

Titlen på det, der er Los Angeles-duoens 18. eller 22. album (alt efter hvordan man tæller) på bare otte år, rammer fuldstændig plet. De fire numre er lyden af et band uden nogen som helst interesse i kunstfærdighed eller musikalsk ekvilibrisme. Sagt kort: en knap 40 minutter lang koger med grej, der for længst er brændt sammen. Sagt lidt længere: en temmelig udknaldet blanding af dub og snerrende guitar med både tempoet og effektpedalerne i bund. Utydelige vokaler ekkoer rundt i lydbilledet, mens dybe guitarriffs hvæser hen over en monoton basbund og spartanske maskintrommer. Dystre sager – men underligt nok også aldeles befriende.
Hør hele pladen på Hands in the Darks Soundcloud-side.

Melt Banana: Fetchmeltbanana

Af Daniel Niebuhr

Efter at have haft for vane at udgive album med få års mellemrum blev Fetch Melt Bananas første udgivelse med nyt materiale i seks år. Den lange pause har blandt andet medført, at bandet nu kun er en duo, hvor Onuki og Agata udelukkende akkompagneres af trommemaskine, der bidrager med rytmer, som intet menneske alligevel burde begive sig ud i at kopiere. På trods af den halverede bandbesætning står Fetch heldigvis som bandets måske mest helstøbte plade, hvor der spores et mere kvalitativt musikalsk udvalg samt en større diversitet i den ekstreme mængde hurtige støjrock, end tilfældet var på Melt Bananas tidligere udgivelser.

Butterclock: First Prom EPbutterclock - f p

Af Alex Nørregaard

Selvom parisiske Butterclocks ep First Prom kun lige sniger sig op over de 12 minutter, står den lille samling af slørede, let henslængte og dog veldrejede numre alligevel særdeles stærkt. Der er spor af oOoOO og The Weeknd i den tryllebindende blanding af R&B, witchhouse og electropop, der efterlader en længsel efter flere drømmende scenarier og mere ulykkelig kærlighed. Sidstnævnte har sjældent lydt så betagende, som det gør på nummeret ”Holograms”. Det næste betyngede trin ventes i spænding.
Hør hele ep’en på Butterclocks Soundcloud-side.

RP Boo: Legacyrp boo_l

Af Mikkel Arre

Det har taget Chicago-produceren Kavain Space (alias RP Boo) næsten lige så lang tid at få sin musik ud til folk uden for hjembyen, som det tog Kevin Shields at færdiggøre en opfølger til Loveless. Men da Space endelig fik udgivet sit første album, kom den velfortjente anerkendelse. De 14 numre på Legacy er produceret mellem årtusindskiftet og 2013 og demonstrerer, hvor stor indflydelse RP Boo har haft på genren footwork, der er en hektisk videreudvikling af ghettohouse. På Legacy myldrer skævt opklippede beats, søsygt pulserende basgange, hvirvlende fragmenter af filmmusik, Tarzan-brøl og abrupte vokalsamples rundt mellem hinanden, og til en start er det ikke til at finde hoved og hale i. Men når albummet først får tag i kroppen – og det gør det – åbner Legacy sig i flere retninger. På én og samme tid er musikken konstant på nippet til at falde fra hinanden og utvetydigt dansabel, og den dobbelthed gør pladen aldeles forjættende. Legacy har klare rødder i housemusikken og synkoperet hiphop, og alligevel føles RP Boos footwork som noget helt nyt og friskt – også selvom nogle af numrene har mere end 10 år på bagen.
Hør hele albummet via Planet Mus Youtube-kanal.

Burial: Rival Dealer EPburial

Af Signe Palsøe

Pitchede, længselsfulde vokalsamples, rugende synths og dryppende, skrattende eller urban støj forvisser stedvist om, at det endnu er William Bevan, der formummer sig under Burial-aliassets ikoniske hættetrøje. Ikke desto mindre byder Rival Dealers halve times spilletid fordelt over blot tre numre på flere nye facetter fra London-produceren end nogen af hans tidligere ep’er. Beatsene er ikke synkoperede, men bastante og til tider decideret ravende 4/4-rytmer – når de da er til stede. Oftere helliger Burial sig nemlig synthflader, der er atmosfæriske og dvælende, men uvant sangorienterede og indbydende med rislende sitarornamenteringer og en væld af andre detaljer. Rival Dealer er imødekommende, nærmest lun, og dog meget Burial’sk og et spændende tag på en genre, hvor fremmedgjortheden ellers gerne runger som trin under en kold betonviadukt.

Nisennenmondai: Nnisen

Af Daniel Niebuhr

Tre numre, 40 minutter. Der er et eller andet dragende smukt over simpliciteten i Nisennenmondais lydunivers, og N trækker blot ensformigheden i en uhørt ekstrem og industriel retning. En komplet mangel på melodi og form er det gennemgående tema, mens de kolde og kønsløse lydflader føles nærmest elektroniske i forhold til en plade som Destination Tokyo. På N er der ingen mål at stræbe efter, kun den ubeskrivelige uendelighed, og bortset fra enkeltudgivelsen Fan er dette nok det tætteste, vi kommer på den udmattende oplevelse, som det også er at opleve trioen live.

The Haxan Cloak: Excavationhaxan cloak_e

Af Mikkel Arre

På forsiden af Bobby Krlics andet album ser man et tykt reb nedefra. Det lader til at slutte i en løkke med samme diameter som en hals. Men det kan også være, at rebet bare slanger sig, fordi det er ved at blive trukket op af det mørke dyb – vel at mærke uden at personen, der ser rebet, nåede at gribe fat i det. Uanset hvad formidler billedet glimrende, hvor urovækkende det er at befinde sig i Krlics lydverden af metallisk knirken, halvkvalte klynk og slag, der bare runger og runger i det uendelige mørke. De dybe bastoner og hvæsende glimt af støj presser sig klaustrofobisk sammen omkring lytteren, så det nærmest er kvalmende, og de få melodilinjer, der titter frem, er som regel så spinkle, at de hurtigt må bukke under. De klagende violinstykker er måske nok lige til den hysterisk-teatralske side, men derudover er Excavation en grufuldt velproduceret nærdødsoplevelse.

Red Fang: Whales and Leechesredfang

Af Daniel Niebuhr

Debuten var glimrende, efterfølgeren sublim, Whales and Leeches ingen af delene. Giles og Beam kan pludselig finde ud af at synge, og denne tidligere mangelvare bidrog i sin tid til bandets autenticitet. Alt i alt kører Red Fang i samme rille som på deres to foregående plader uden at have ændret sig synderligt, og gruppens tredje udgivelse ender dermed med at føles både redundant og forceret – en skam, når man tænker på, hvor underholdende Red Fang i virkeligheden er.

Death Grips: Government Platesdeath

Af Daniel Niebuhr

Government Plates flyder det samlede musikalske udvalg over med vellydende synthflader, behagelige beats og MC Rides rolige og kontrollerede røst med dertil hørende livsbekræftende lyrik. Det jordbundne lydunivers fastholder en stille og rolig progression, mens vi sjældent bevæger os op i alt for høje tempi, og tilbage står man med en afslappende og poleret hiphop-oplevelse ud over det sædvanlige…

…ej, hold nu op. Det er Death Grips: Heldigvis lige så musikalsk destruktiv og dysfunktionel som altid – præcis som det bør være.

Deltag i debat