Koncerter

Poliça, 24.01.14, Lille Vega, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Poliça havde skruet helt op for volumen og det magiske i Lille Vega og efterlod publikum i en ekstatisk trance, hvor januarkulden ikke kunne være længere væk.

Det, der er med god lyd, er, at det kan tåle at blive spillet ikke bare højt, men trommehindebristende højt. Når lydbilledet er så perfekt, som det overhovedet kan blive, og det dertil løbende forbedres og ændres til noget andet, men ikke mindre godt, så er det næsten ligegyldigt hvilken slags musik, der tordner ud af højtalerne. Når det er sagt, var det nu en fornøjelse, at det ikke var hvem som helst, men derimod amerikanske Poliça, der, med Channy Leaneagh i front, fortryllede og hypnotiserede et udsolgt Lille Vega.

Poliça går op i lyd. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. To trommesæt, en bas og en synthesizer (hvorfra det meste desværre syntes indspillet på forhånd) var alt, hvad der var på scenen denne lørdag aften. Til gengæld var hele lydbilledet så minutiøst indstillet og planlagt; som en udspændt bue, sekundet inden pilen affyres. Og denne ekstatiske spænding formåede de fire amerikanere at holde både sig selv og publikum i koncerten igennem.

Shulamith er både titlen på Poliças seneste album, der udkom i november sidste år, men det er også fornavnet på den canadiske feminist Shulamith Firestone. At hun hører til blandt Channy Leaneaghs helt store idoler skinner tydeligt igennem denne aften, hvor forestillinger om lykkelig kærlighed og behovet for en mand efterlades ude på det frosne Vesterbro-fortov. Insisterende og overbevisende lyder teksterne, der alle handler om umulig, ulykkelig, men ikke mindre uundgåelige kærlighed. Leaneaghs vokal er på en gang sitrende skrøbelig og så kraftfuld, at det går helt ind og cirkelsparker dig i hjertekulen.

Momentvis blev man overvældet af, hvor meget lyd, der egentlig kunne være i den klassiske, træbeklædte sal, der stod i skarp og tilnærmelsesvis forstyrrende kontrast til det, der foregik på scenen. Og indtrykket var da også, at flere blandt publikum måtte give fortabt, fordi volumenknappen måske var lige vel skruet op. Men Poliças musik er af den art, som man har lyst til at kunne mærke i hver eneste kropsdel. Bassens vibrationer nåede helt ud i øjenvipperne, og det var ikke en millimeter for langt.

Selvom man kunne fremhæve nogle af de større hits, som eksempelvis ”Say My Name” fra det seneste album, som værende små højdepunkter, må det træde i baggrunden for den større mening. For det var ikke en koncert, der var båret frem af enkeltoplevelser, men en koncert, der tilsammen fik alting til at gå op i en højere enhed og tog publikum med ud på en kalejdoskopisk rejse gennem andre galakser.

Koncerten opnåede den følelse af trance, som jeg før kun har mødt i de mørkeste technoklubber. Og netop denne hypnose virker godt i vinterkulden og umuliggør samtidig en detaljeret gennemgang af koncertens enkelte numre. For om end der var ophold mellem flere af sangene, blev de aldrig rigtig selvstændige i den forstand, at de indgik i det helt større billede og samarbejdede om at skabe en større oplevelse. Nogle gange er det svært at holde koncentrationen en helt koncert igennem, fordi vi er så vant til at lave så mange andre ting, mens vi hører musik. Men denne aften var jeg tryllebundet.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat