Anbefalet

Scarlet Chives anbefaler

Skrevet af Redaktionen

Undertoner overdrager denne gange pennen til Scarlet Chives, der her byder ind med personlige favoritter fra de seneste par år. Endnu engang venter der en god, varieret omgang musikalske outputs.

Scarlet Chives udgav i 936401_590907147620127_1011850285_nseptember sidste år deres andet album, This Is Protection. Pladen kom i kølvandet på en masse virak om den kontroversielle musikvideo til nummeret ”The Timber Will Fall”, som blandt andet resulterede i, at videoen blev underlagt censur på både Facebook og YouTube.

Både video og album viste Scarlet Chives som et band med et kompromisløst udtryk, som blev manifesteret i en grænsesøgende æstetik og et progressivt lydbillede med højt til loftet.

Til april drager bandet på Europaturné og forventer samtidig at starte arbejdet med en ny plade hen i mod sommeren.

Vi giver her ordet til Daniel Kolind (trommer) og Rasmus Lindahl (keyboard), der har samlet op på noget af deres favoritmusik fra de seneste par år.

———————————————————————————————————————————————

Daniel Kolinds anbefalinger:

King Creosote & Jon Hopkins: Diamond Mine (Jubilee Edition, 2012)
Udgangspunktet for mit valg af gode plader på det seneste har været knyttet til den gode produktion frem for den gode melodi. Derfor har jeg primært, men ganske ubevidst, lyttet til instrumentale ting. Måske lige bortset fra denne fine plade fra 2012 med King Creosote & Jon Hopkins. Normalt er jeg ikke så meget til folk/singer-songwriter-genren, da pub-viben tit skinner for meget igennem. Men her synes jeg, at det fungerer rigtig godt. En meget afbalanceret, blød og behagelig plade at lytte til.

Benjamin Damage & Doc Daneeka: They!Live (2012)
Benjamin Damage & Doc Daneeka er (endnu) en duo, som, hver for sig, ikke er voldsomt interessante, men sammen formår de at afstemme og skabe en plade som, for mit vedkommende, er rigtig god. Igen, i forhold til genre, så har jeg ikke rigtig været med på tech-house/ minimal tingen, men man er heldigvis blevet lidt mere blød og moden med alderen… Og så har de vist trigget noget ungdomsklub-nostalgi.

Gesaffelstein: Aleph (2013)
Gesaffelstein er en fransk producer, jeg umiddelbart lige har stiftet bekendtskab med på en af mine cykelture, som, sammen med opvasken, er der, hvor man lytter til sine nye bekendtskaber. Anyways, han er rigtig fed, og han har en fed tilgang til sine produktioner, som umiddelbart kan virke lidt banale ved første lyt.  Men hans enkle rollefordeling og måder at bygge sine produktioner op på er yderst effektive med en simpel facon. Ydermere er stilen lettere splittet mellem det mere abstrakte/industrial/club/electronica, hvilket er befriende.

Thulebasen: Solhvervsmix (2013)
Når man taler om interessante produktioner, så synes jeg, at det vil være på sin plads at placere det nyeste fra Thulebasen som yderst aktuelt og ikke mindst vældig inspirerende at lytte på. Der er mange dygtige mennesker med.

Rasmus Lindahls anbefalinger:
Jeg har valgt at inddrage større og mere kendte kunstnere, der, til trods for deres popularitet, stadigvæk udfordrer deres lyttere med spændende, indholdsrig musik på den ene eller anden måde. De har alle nogle styrker indenfor henholdsvis produktion, vokal, tekst og rytmisk flow, der, i min optik, gør dem til nogle af 2013’s bedste plader.

Nine Inch Nails: Hesitation Marks (2013)
Hvis jeg skulle lave en liste over bedste mandlige sangere, ville Trent Reznor figurere langt, langt væk fra førstepladsen. Men det er alligevel lykkes ham at lave en af årets bedste plader på baggrund af en helt vanvittigt lækker produktion, der primært opererer med sequencere, trommemaskiner og synths. Hans lydbilleder er fyldt med detaljer, der hele tiden præsenterer nye bearbejdelser af ideer. Og selvom pladen ikke kredser om det onde og depressive i samme grad som mange af de ældre NIN-plader, har den stadigvæk en dyster ulmen i sig, som om den er ved at eksplodere.

James Blake: Overgrown (2013)
James Blake formår med Overgrown, i større grad end på debuten, at dyrke de gode sange og pakke dem ind i simplistiske produktioner, der dog drager og er dramatiske. Hvor debuten buldrede frem på baggrund af mediernes billede af det klassiske wunderkid, der laver god og spændende elektronisk musik, så består Overgrown ganske enkelt af bedre sange. Et stort plus ved Blake er, at selvom han har en klassisk god stemme, så manipulerer han den og bruger den som et instrument på samme niveau som hans Prophet-synth og klaver.

Peter Sommer: Alt Forladt (2013)
Hvor NIN og JB dyrker det dystre og nedtonede, soniske univers til perfektion, klinger Peter Sommers Alt Forladt på produktionsområdet egentlig lidt hult. Men hvor produktionen måske hænger lidt (så dårlig er den heller ikke!), så formår Sommer endnu engang med sin lyrik at lade den påvirke ens opfattelse af sangene og helheden af albummet. En stærk ting at kunne gøre, må jeg sige. Blot den tvetydige titel, Alt Forladt, stiller det spørgsmål, om Sommer er en person, der er nedtrykt, eller om Sommer er en person, der har sat sig ind i den svære situation og accepteret den.

Earl Sweatshirt: Doris (2013)
Jeg ønsker også at bringe noget hiphop ind, og var lidt i tvivl, om jeg skulle vælge den rutinerede Pusha T med My Name Is My Name eller den unge Earl Sweatshirt med hans Doris. Begge er gode plader med vidt forskellige produktionsmæssige tilgange til hiphop. Valget faldt på Earl. Earl formår – lidt ligesom Blake – at lade vokalen indgå i musikken som et instrument. Musikken og beatsene snubler og er grumsede i lyden, og på samme måde fungerer Earls rap, der kan lyde lidt ligeglad i forhold til sangenes emner. Men som anden god hiphop formår han at have så meget flow i sin levering af sin lyrik, at det bliver en helhed i forhold til groovet, og det kan ikke undgå at smitte af på lytteren. Og det er egentlig meget cool, hvis man tænker på, hvor haltende nogle af beatsene er.

Deltag i debat