Plader

Son of Caesar: Winter Came and Went

Skrevet af Klaus Thodsen

Danske Son of Caesar er på gaden med en debutplade, der kredser om indadvendte og nedtrykte sindstemninger, men dog med plads til et sparsomt lys gennem det vintermørke, der er kommet og gået.

Odenseanske Peter Mathiasen er Son of Caesar, og Winter Came and Went er den 26-årige sangers første soloalbum. Et album, der delvist er finansieret gennem en succesfuld crowdfunding, hvilket vil sige, at folk har købt pladen på forhånd, inden den overhovedet blev udgivet. Det må siges at vidne om en vis tillid mellem forbruger og producent.

Mathiasen står selv for en god del af instrumenterne på denne plade, men får alligevel en hjælpende hånd fra bl.a. Jon Graboff, der også er har arbejdet med Ryan Adams & The Cardinals og Noel Gallaghers High Flying Birds.

Omtrent midt på Winter Came and Went finder vi “Madeleine Defoe”, der på godt og ondt viser styrker og svagheder ved denne plade. Nummeret har en melodi, der fra start får mig til at høre efter. De fjerlette strygere over den enkle akustiske guitar lyder som noget, vi har hørt en million gange før, men netop derfor fanger den mig. Den udmærkede tekst om Madeleine Defoe fra Lexington fremføres mildest talt noget dovent af Mathiasen, der ellers må siges at have en både stærk og ganske overbevisende vokal.

Winter Came and Went kommer vidt omkring med sine 11 skæringer. Både til Monterey, Lexington og San Francisco, og selv Bonnie & Clyde bliver indlemmet i Son of Caesars ganske forførende tekstunivers, der ofte lader den lidt formørkede og melankolske sindsstemning få overtaget og viser en sangskriver, der mestrer at være personlig i sine tekster uden at trække noget ned over hovedet på lytteren.

Der er dog ikke mørke over hele linjen, men enkelte steder ønsker man, at det ville skynde sig tilbage i en vis fart. Det er muligt, at jeg står alene med det her, men når jeg støder på et nummer, der bærer en titel som “OMG! Son of Caesar’s Got the Blues!”, styrtdykker mine forventninger til de næste 2 minutter og 18 sekunder i nærmest foruroligende grad. Pludselig er den charmerende singer/songwriter-vintermørkestemning pist væk, og der er rockabilly-guitar og danskerblues stopfyldt med klichéer for alle pengene. Nummeret virker mere end malplaceret, og hvad det overhovedet laver på denne plade, kan jeg ganske enkelt ikke begribe, for det passer som fod i handske med de 10 andre numre.

Så går det noget bedre mod slutningen af Winter Came and Went, hvor vi finder ”Friends in My Head”. Her er den akustiske guitar for en stund lagt væk, og i stedet mødes vi af en tung, rungende basgang, der lægger fundamentet for hele nummeret. Mathiasens dovne vokal rammer denne gang noget helt rigtigt, og sammen med den rå guitar giver den ”Friends in My Head” en dyster ro, der adskiller sig markant fra de mere følelsestunge numre på Winter Came and Went.

Hvis jeg skal være ærlig, er jeg en smule forvirret over denne debutplade. Overordnet set er der fint styr på Winter Came and Went, men der bliver alligevel truffet nogle besynderlige valg undervejs. Mathiasen prøver flere forskellige genre og stilarter af, men de følges ikke rigtig til dørs. Og der er ”OMG! Son of Caesar’s Got the Blues!”, som ud over at være et meget tvivlsomt nummer, passer ind på denne plade som en mexicansk bandit i en vikingefilm. Peter Mathiasen har potentialet til noget større og bedre end denne plade, der prøver mange ting, men ofte gør det for halvhjertet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat