Plader

Stephen Malkmus and the Jicks: Wig Out at Jagbags

Stephen Malkmus ved stadig, hvordan man skriver skæve indiesange, og Wig Out at Jagbags er et fint udspil, der egentlig ikke falder igennem noget sted. Meeen – det behøver altså ikke være så pænt, det hele!

Tilbage i 90’erne var amerikanske Pavement med til at placere lofi- og slackerrock godt og grundigt på det musikalske landkort. Men succesen var en stakket frist, for indadtil var der store spændinger mellem frontmand Stephen Malkmus og bandets øvrige medlemmer. I 1999 gik de hver til sit, og selvom der da er faldet en reunion-tour af, så har det siden opløsningen været soloprojektet, der har været Malkmus’ musikalske fikspunkt.

Seks albums er det indtil videre blevet til, med det nys udgivede Wig Out at Jagbags som det seneste. I løbet af Pavements karriere bevægede bandet sig fra en ultraskramlet lyd hen imod et mere traditionelt og lyttervenligt lydbillede. Og denne udvikling er for så vidt fortsat i Malkmus’ soloarbejde. Der skramles ikke så meget længere, men de 12 kompositioner har stadig det skæve islæt, som umiskendeligt er Malkmus’ aftryk.

Albummet starter med “Planetary Motion”, der umiddelbart lyder som noget fra 70’erne med staccato-akkorder og flerstemmig guitarsolo henover. Der går dog ikke lang tid, før nummeret glider over i et mere støjende forløb. Der veksles mellem de to stykker, og halvt inde i sangen splejses de. Og meget mere sker der egentlig ikke. Men det gør ikke det store, for modsætningen og den vellykkede vekslen mellem de to dele af sangen er interessant nok til at fastholde interessen.

I “Lariat” stikker hitpotentialet for alvor hovedet frem. Det er klassisk Malkmus-sangskrivning, hvor melodiøsiteten er til stede på skæv vis, og hvor guitaren og vokalen flere steder kører små unisone forløb. Sangen er båret af sted af en lethed og et fremadrettet drive, hvor mange små delelementer løfter hver sin del af nummeret i form af guitarmelodier, pianofigurer og breaks. Alt sammen noget, som er med til at gøre det til en fornøjelse at lytte.

Denne opskrift går igen flere steder på Wig Out at Jagbags. Eksempelvis er også den efterfølgende “Houston Hades” båret oppe af en luftig melodiøsitet, som suppleres af mange instrumentale småindslag, som er med til at løfte lytteoplevelsen. I “J Smoov” bliver lydbilledet udbygget med blæsere og strygere, og blæserne går i øvrigt igen i flere af de følgende sange. Dette også i “Chartjunk”, der umiddelbart lægger sig et sted mellem The Beatles og noget helt andet, jeg ikke lige kan sætte ord på.

Albummet udviser altså i store træk en vedligeholdt vilje til at eksperimentere og lege fra Malkmus’ side, og det er i sig selv opløftende. Og at han så også slipper af sted med eksperimenterne de fleste gange, er jo bare glædeligt. Andre steder kunne sangskrivningen dog godt have haft brug for at blive gået igennem lige en ekstra gang. “Independence Street” er et lidt mærkeligt nummer, som aldrig helt kommer til at stå på højde med mange af de andre sange, der er at finde på albummet. Det er ikke dårligt, men nærmere uinteressant, idet det i sin dæmpede tilbageholdenhed og sin klassiske akkordprogression fremstår noget anonymt. Når det slutter, sidder jeg stadig og venter på, at det skal komme ordentligt i gang; at der skal ske et eller andet.

Andre steder lægges der et lidt mere støjende udtryk for dagen – uden det bliver støjrock. “Shibboleth” bygger op om bas og trommer og udbygges i omkvædet med tyk guitar, og nummeret roterer dermed om den klassiske stille-larm-stille-skabelon, der blev udbredt ret så effektivt af start-90’ernes guitarrock. Sangen slutter med skæve soli, der ligger og væver rundt i hinanden, og det er ret fedt. Hvorfor serverer Malkmus ikke mere fra denne skuffe? Det er anarkistisk og skævt, og netop derfor får det mange af de øvrige numre til at fremstå en kende tandløse.

“Scattegories” slæber sig af sted med fornemmelsen af, at lydbilledet hele tiden er ved at eksplodere, og derfor er det også med til at lægge en vis afstand til de lidt for pæne sange, der har sneget sig med på albummet. Desværre bliver “Scattegories” lidt halvfærdig at lytte til, for nummerets spilletid forløber ikke til meget mere end et minut og 50 sekunder; og det er simpelthen for lidt til at komme helt i land, for materialet kunne sagtens tåle at blive strakt meget længere ud.

På mange måder er Malkmus’ klassiske tilgang til sangskrivningen altså bevaret helt intakt, for sangene lyder simpelthen bare af Malkmus. Og selvom det naturligvis er en kæmpe styrke, at man som sangskriver besidder en tilgang, der er så egenartet, så har Malkmus’ kompositioner det også med at blive lige lovlig pæne i det. Udtrykket kunne med fordel spredes lidt ud, så de finurlige strukturer i kompositionerne og den opfindsomme instrumentering i højere grad var blevet suppleret af indslag med lidt mere knald på. Det hele behøver ikke være så poleret, for Malkmus er lige så god, når det er skramlet og støjende.

Alligevel er helhedsindtrykket absolut godtaget. For Malkmus besidder et talent for at skrive fængende og skæve rocksange, som er fulde af uventede sving og opfindsomme påfund. Og på mange måder er det imponerende og glædeligt at lægge ører til Wig Out at Jagbags med de mange forskellige retninger, albummet peger i, og de mange forskellige greb på musikken. Det havde være et fint kirsebær på toppen, hvis der lige var taget lidt flere chancer, men mindre kan naturligvis også gøre det.

★★★★☆☆

Deltag i debat