Nyheder

Sun Kil Moon annoncerer koncert i København og deler nyt nummer

Pressefoto. Sun Kil Moon ville ikke have billeder taget under koncerten.
Skrevet af Alex Nørregaard

Sun Kil Moon alias Mark Kozelek annoncerer koncert i København og deler nyt nummer fra det kommende album Benji.

Sun-Kil-Moon1Den amerikanske musiker og melankoliker Mark Kozelek er en travl herre. Sidste år blev det til hele tre studiealbums, heriblandt samarbejdet med Jimmy LaValle på Perils from the Sea, samt tre live-plader plus det løse. Og så selvfølgelig en lang række koncerter. En virkelyst, der ser ud til at fortsætte i 2014.

Det er netop blevet annonceret, at Mark Kozelek under aliaset Sun Kil Moon gæster Lille Vega den 1. april – og datoen til trods skulle den være god nok. Denne gang spiller Mark Kozelek dog ikke solo, men har i stedet samlet en trio i form af bl.a. trommeslageren Steve Shelley fra Sonic Youth.

Med i bagagen har Sun Kil Moon albummet Benji, der udkommer den 11. februar via Caldo Verde Records. Indtil videre har numrene ”Richard Ramirez Died Toady of Natural Causes”, ”Micheline” og Will Oldham-duetten ”I Can’t Live Without My Mother’s Love” floreret på nettet, og nu er endnu et nummer fra det kommende album blevet sluppet løs. Det drejer sig om ”Ben’s My Friend”, hvor en historie om Ben Gibbard og linjer som »Blue crab cakes« og »Sports bar shit« på fornem vis blandes med yderst fængende toner a la Destroyers Kaputt.

Deltag i debat