Plader

The Fall From Grace: The Colours of Change

Skrevet af Klaus Thodsen

Odenseanske The Fall From Grace har lavet en debutplade, der er værd at lægge mærke til. Der trækkes klare tråde til den alternative metals store mestrer, men fynboerne formår at alligevel at gøre denne plade til deres egen.

The Fall From Grace blev dannet helt tilbage i 2005, da vi alle sammen var meget yngre og smukkere. Ikke desto mindre kan vi først nu, mange år senere, lægge ører til bandets første pladeudgivelse, der kommer i kølvandet på par ep’er.

Noget af det første, der slår en, når man sætter The Fall From Grace på højtalerne, er, at det hele har en meget genkendelig lyd, men samtidig også en lyd, der på mange måder er helt sin egen. Der kan trækkes klare linjer til en mastodont som Deftones, og jeg går stærkt ud fra, at de tre fynboer også ligger inde med lidt Funeral for a Friend i deres private pladesamlinger. Måske ligger beviset herfor i det udmærkede ”Funeral for an Enemy”, vi finder mod pladens slutning, der indeholder samtlige indgredienser til et solidt posthardcore-nummer. Især den lange instrumentale afslutning, der reelt udgør halvdelen af nummeret, er en fryd for kenderes ører.

I The Colours of Change har vi at gøre med en rigtig stærk debutplade, der har sin store styrke i den enorme energi, der skinner igennem fra start til slut. Vi møder den eksempelvis på anden skæring, ”Static Conclusion”, der starter helt roligt med statisk lyd og lidt dyster stemning, inden Mikkel Søder pludselig tæsker i sine trommer, og Thomas Buris’ skiftevis klare og støvede guitar giver den markante atmosfære, vi kender så godt fra f.eks. Deftones, hvis tidlige værker generelt må siges at have en væsentlig indflydelse på The Fall From Grace. Miki Petersens vokal minder ofte slående om Chino Morenos, og Petersen leverer hele pladen igennem en fremragende vokalpræstation.

Dog kommer The Fall From Grace ikke helt uden om ensformighedens spøgelse, der stikker sit lidt trivielle fjæs frem her og der på debuten, men heldigvis holdes i rimelig kort snor. Den energi, der brager gennem lydmuren med den glimrende ”Static Conclusion”, rammer os bare noget mere effektivt, end det er tilfældet med ”Ihaterobet”, hvor autopiloten måske har været slået lidt for meget til. Man fornemmer mod slutningen af The Colours of Change, at der bliver lagt lidt rigeligt fokus på at få den voldsomme energi helt ud over kanten og lidt for lidt fokus på den rigtig gode melodi, bandet ellers med al tydelighed er i stand til at give os.

The Colours of Change er en rigtig stærk debut for de tre odenseanere, der med lidt held sagtens kunne komme ud over den lille danske rampe og ud, hvor det bliver rigtig sjovt. Der er et par knaster her og der, og måske kunne man ønske sig en anelse mere originalitet, men hvad fanden.

★★★★☆☆

Deltag i debat