Plader

Tony Dekker: Prayer of the Woods

Forsangeren for Great Lake Swimmers har udgivet et overvejende akustisk soloalbum, der hurtigt er glemt.

Forleden blev jeg lidt nostalgisk og følte mig samtidig en smule gammel. Det gjorde jeg, fordi det gik op for mig, at det var 20 år siden, at Nirvanas legendariske MTV Unplugged-album så dagens lys og gjorde enormt stort indtryk på den unge gymnasieelev, jeg var dengang.

Og ret beset var det egentlig paradoksalt, at netop Nirvanas akustiske album gjorde så stort et indtryk, når man som jeg var grebet af grungebølgens frenetisk flænsende guitarer og selv var begyndt at larme med min Fender Stratocaster hjemme på værelset – i en grad, så naboerne nok rev sig i håret. Men jeg oplevede, at Kurt Cobains sange faktisk blev endnu stærkere af at stå nøgne. Budskaberne gik rent ind; jeg kunne fysisk mærke desperationen og smerten og var ved hans side under broen, hvor han en overgang boede efter at være blevet smidt ud hjemmefra.

I dag tænker jeg dog, at Nirvanas album er undtagelsen, der bekræfter reglen, for mange kunstnere knækker halsen i den naive tro, at deres sange er stærke nok til at bære et skrabet akustisk udtryk. Det er kun få sangskrivere, der formår at gøre det, Kurt Cobain gjorde, og desværre sker der oftest det med akustiske plader, at der går for meget lejrskole i den, hvilket gør, at jeg efter kort tid begynder at kede mig.

Det er netop tilfældet med det afdæmpede og overvejende akustiske soloalbum Prayer of the Woods af forsangeren fra folkbandet Great Lake Swimmers, Tony Dekker. Selv om han overordnet set har sit sangskriverhåndværk på plads og formår at formidle sine følelser med sin lyse, luftige og ikke uinteressante vokal, består albummet af en lang række af anonyme sange, der ikke på nogen måde er stærke nok til et akustisk udtryk.

På trods af, at han tager alvorlige emner op, mærker jeg ikke nogen nødvendighed i musikken. Det gælder f.eks. “Final Song”, der handler om at tage afsked med verden. Et smuk sang, som alligevel er hurtigt glemt. Eller albummets åbningsnummer “On My Way Back”, som handler om at måtte opgive sine drømme og søge tilbage til det sted, hvor man kommer fra.

Faktisk er albummets stærkeste nummer det afsluttende cover af Gordon Lightfoots klassiker “Carefree Highway”, hvilket må siges at være tankevækkende.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Steen Fabrin Michelsen

Biografi:
Er vokset op i 80'erne, men min interesse for musik blev først for alvor vakt i min gymnasietid i 90'erne, da Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Red Hot Chili Peppers og andre tordnede ud af højtalerne. Ærligheden og måden, hvorpå 90'er-scenens bands skar ind til benet af musikken, fik mig til at mærke musikken på en anden måde end tidligere. Jeg er måske nok vokset fra grunge, men, at der er noget på spil er fortsat vigtigt for mig. Jeg er selv sangskriver og musiker, og har enorm respekt for den kreative proces, det er at skabe original musik. Det håber jeg fremgår af min musikkritik.

Fem favoritalbums:
Neil Young: After the Goldrush
The Velvet Underground: Loaded
PJ Harvey: Let England Shake
David Bowie: Low
Blur: Think Tank

Skriv et svar