Plader

Broken Bells: After the Disco

Konstellationen James Mercer fra The Shins og Brian Burton/Danger Mouse lyder næsten for god til at være sand. Men virkeligheden er noget mindre spændende. Det er i hvert fald det indtryk, deres nye plade, After the Disco, efterlader.

Matematik og musik har mange ting tilfælles. Men en grundlæggende faktor, der virkelig adskiller de to videnskaber/kunstarter, er, at x + x = 2x ikke gælder i musikkens verden på samme måde som i matematikkens. Et musikalsk talent lagt sammen med et andet musikalsk talent giver ikke nødvendigvis den dobbelte talentmasse.

Gruppen Broken Bells er et levende eksempel på ovenstående. Her forener selveste James Mercer fra The Shins og Brian Burton aka. Danger Mouse deres kræfter – en våd drøm i mange indiehoveder, må man formode. Alligevel er det, som om summen af de to ikke helt står mål med, hvad de enkeltvis har præsteret. Sådan var det på første skive, Broken Bells fra 2010, og sådan er det om muligt i endnu højere grad på anden skive, After the Disco, der netop er kommet i handlen.

Det er ellers ikke, fordi man ikke kan høre både Shins og Danger Mouse i Broken Bells. Tværtimod. Mercers genkendelige vokal og retrosyrede melodier slår klart igennem på numre som “Lazy Wonderland”, der fint kunne have blendet ind på The Shins’ nyeste album Port of Morrow (2012) eller for den sags skyld Wincing the Night Away (2007). Ligeledes indtager Danger Mouses funkyness også en vigtig rolle på pladen – titelnummeret “After the Disco” er et oplagt eksempel.

Det lyder måske cool på papiret. Men virkeligheden er knapt så spændende. Det er, som om de to ellers glimrende musikere i stedet for at forstærke hinanden udjævner hinanden, så det hele samler sig i en lidt klichéfuld omgang 60’erne-møder-00’erne-og-de-bliver-enige-om-at-det-nu-engang-var-bedst-i-80’erne. Upersonlig trommemaskine, ret forudsigelige instrumentalstykker og en temmelig uinspireret lyrik er desværre, hvad flere af skæringerne kan koges ned til, og det er en skam. Både Mercer og Danger Mouse har været med til at sætte nye standarder inden for deres genrer, og musikere over hel verden kopierer deres musikalske stil. Derfor er det svært at forstå, hvordan et nummer, der lyder som en Bee Gees-kopi (“Holding On for Life”) pludselig kan være noget af det ypperste, de to kan præstere sammen.

Pladen lægger sådan set ret skarpt ud med “Perfect World”, der både har en fin, indienaivistisk melodi i verset og et passende catchy, om end lidt stadionagtigt, omkvæd, mens en levende og bølgende synthesizer strømmer under og skaber dynamik i lytteoplevelsen. Der er noget ny begyndelse over nummeret. »I’ve got nothing left / It’s kind of wonderful.«

Lidt mere tam er opfølgeren, titelnummeret “After the Disco”, som mest af alt lyder som soundtracket til kørsel ud af en bredsporet, tysk motorvej. Det glider sådan set let ned, men er også en ret forglemmelig oplevelse. Samme gælder for de næste fire numre, med “Control” som bundskraberen – omkvædet med det gentagne »give it up, give it up, give it up, oooh« er simpelthen ikke meget mere end et skuldertræk værd.

“Lazy Wonderland” er et kærkomment afbræk på køreturen, der bringer luft og lys ind i pladen. Der er noget forløsende ved den Lennon-McCartney-agtige lyd, og selv teksten med sine undervandsmetaforer virker også dejligt beroligende: »I’m down by the fire / at the ocean side / just waiting for that underwater world/ to say goodnight.«

Hele anden halvdel af pladen hæver sig desværre ikke synderligt i forhold til den første, og resultatet af mødet mellem de to meget forskellige, men på hver sin måde dygtige mennesker bliver en temmelig middelmådig oplevelse. Forhåbentlig har de to det sjovt, mens de laver det. Forhåbentlig får de udfordret sig selv musikalsk, når de spiller sammen. Forhåbentlig inspirerer de hinanden. Men jeg kan ikke høre det, når jeg lytter til After the Disco, og jeg tager desværre mig selv i at håbe, at de to det næste stykke tid vil bruge kræfterne hver for sig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat