Plader

Cheatahs: s.t.

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Cheatahs fra London er efter to ep’er nu klar til at indtage resten af Europa med deres fuldlængde-debut, som trækker på både postpunk, støjrock og mest af alt hangen til den gode melodi.

Cheatahs er fire gutter bosat i London, som nu er aktuelle med deres fuldlængde-debut, som, opfindsomt, også er navngivet Cheatahs. Det åndede ordspil til trods er det en fornuftig debutplade, der lægger sig ind i en stolt rocktradition, hvor guitaren får lov at vise vejen, mens resten af bandet bare må hægte sig på. Cheatahs referer lystigt til mange stilarter i løbet af skiven – ikke mindst den allestedsnærværende psych- og dronerock – men ikke så meget, at det ødelægger indtrykket af en plade, der emmer af energi og spillelyst. Men vi er allerede lidt for langt fremme, for Cheatahs fortjener en lidt længere introduktion end dét.

Cheatahs er, som nævnt, baseret i London, hvor bandets fire medlemmer (fra henholdsvis Canada, USA, Tyskland og, ja, England) fandt sammen for at spille støjpop. De har allerede markeret sig med to ep’er udgivet samlet under titlen Extended Plays og anmeldt her på Undertoner. Den fik i øvrigt en noget lunken velkomst her på siden. Nu drejer det sig til gengæld om deres første fuldlængdealbum, det vil sige pladen, hvor de skal bevise, at de kan mere end spille den samme sang et par gange i træk. Og den opgave må de siges at have løst med bravur.

Det er meget muligt, at vi her på Undertoner hører helt forskellige kvaliteter i Cheatahs, for hvor min kollega  ikke ligefrem var begejstret for Extended Plays, rammer Cheatahs’ støjpop plet i disse ører. Sangene er uimodståelige og veksler fint mellem mere stille, balladeagtige numre og en-to-tre-fire-derudaf-rock. Bag en mur af lyd holder flotte melodilinjer lytteren fanget, mens guitaren  får lov at skramle og støje. Trommerne buldrer af sted ledsaget af bassen, og det er i høj grad rytmesektionen, der driver sangene af sted ud over savannen. Øverst i lydbilledet ligger vokalen, som til tider kanaliserer 80’ernes postpunk, til tider glad-i-låget syng-med punk fra 90’ernes Californien, altid som en lidt underspillet stemme, der råber ud gennem den støjmur, som resten af bandet stiller op. Meget nydeligt og enormt fængende.

På mange måder rykker Cheatahs ubesværet mellem poppunk, postrock og rock’n’roll. Det flotte guitarspil bringer mindelser om A Place to Bury Strangers’ soniske eksperimenter med en flade af lyd, der veksler mellem at skære i dine øregange og, når bassen kommer på, gå lige i mellemgulvet. Dog er Cheatahs mere lettilgængelige og formet af en decideret engelsk poptradition. Der er masser af vokalharmonier og flotte samspil, men samtidig er det oftest druknet i distortion, så det hele ikke bliver ren sødsuppe. De forstår at kombinere fællessang og derudaf-rock’n’roll med en flot, forvrænget vokallyd, der ikke får lov at overtage. En ikke helt velafvejet blanding af disse elementer kostede senest Crystal Stilts et U, men Cheatahs har anderledes styr på balancen, så det føjer til; ikke trækker fra – og uden sammenligning mellem de to bands i øvrigt. Det er altså et vidunderligt mix af genrer, som Cheatahs kaster sig ud i og samtidig gør til en sammenhængende masse, og grunden til, at undertegnede forventer spændende ting af dem, også i fremtiden.

Der er passager af udsyrethed, javist, men med sangen og den gode melodi i konstant fokus. For eksempel på “Get Tight”, hvor Cheatahs lægger hårdt og hurtigt ud for så at skrælle lagene væk og til sidst bringe sangen op i et endnu hårdere crescendo. Der er godt håndværk, der er både levende og medrivende. Eller tag balladen “Fall”, der får blade og blæst til at hvirvle rundt inde i hovedet – meget stemningsfuldt, og her er trommespillet specielt værd at bemærke, for slagene kommer som fra en metronom. Der er flere højdepunkter, blandt andet en genindspilning af af “The Swan” fra deres tidligere værk, som har fået en overhaling på lydsiden, så den rigtigt rykker. En sidste personlig favorit er “Northern Exposure”, en hyggelig lille popsang med masser af power og et uimodståeligt omkvæd, der trækker på lo-fi-indie-traditonen fra midt-90’erne som for eksempel Pavement eller Sebadoh.

I forhold til Extended Plays har Cheatahs ikke flyttet sig sindsygt meget, og vi kunne sagtens klandre dem for noget af den samme monotoni i sangskrivningen, som de udviste på deres første to ep’er. Det skrevet er resultatet meget overbevisende i anden omgang, og herfra skal der lyde en opfordring til at give Cheatahs en chance til.

★★★★☆☆

Deltag i debat