Plader

Cody: Windshield

Bare fordi lyden er akustisk, behøver musikken ikke at være indadvendt, og bare fordi man har et øre for gode melodier, behøver man ikke at gøre det let for sig selv. Det beviser Cody.

Cody er et af den slags bands, der efterhånden gennem en længere årrække har befundet sig i periferien af den danske mainstream-musikscene, og som – til trods for stadig mere rotation på flere radiostationer – stadig ikke formidles i de helt store medier herhjemme. Det er der måske en grund til. For til trods for at Codys musik er både melodiøs og lettilgængelig, synes langt størstedelen af kollektivets kompositioner at besidde en trodsighed mod den nemme popsang. En trodsighed, som kun synes svært samstemmende med P3, og som i langt højere grad henvender sig til de mere nørdede egne af den danske lytterskares vidder. En trodsighed, som også har givet gruppen en darlingstatus blandt den musikalske undergrunds allerøverstbeliggende bands.

Windshield fortsætter Cody sin færd i musikalsk limbo mellem mainstream og avantgarde. I forhold til gruppens tidligere udgivelser er et af de mest iørefaldende udviklingsområder stemningslejet på albummet. Selve rummet, inden for hvilket de instrumentale arrangementer udfolder sig, er mindre trangt, og dét giver luft til Kasper Kaaes vokal. Kompositionerne har fået mere luft, og melankolien synes ikke længere introvert i samme grad som tidligere. Tag den fænomenale ”Rotterdam” som eksempel. Den tragiske hymne er konstrueret over et konstant vekselvirke mellem pompøse akustiske harmonier i mol samt violinarrangementers pludselige opbrud. Imens udfoldes lyrikken ved Kaaes dystre røst, og efter fire minutters gennemtrængende musikalsk tungsind nærmest drypper højttalerne med vintermørkt vemod.

Genremæssigt er det da heller ikke helt forkert at påstå, at Cody på deres tredje fuldlængde-studiealbum tager endnu et skridt væk fra det seneste årtis genopstandne americana/folk-scene. En scene, hvis hastige vækst med garanti har været løftestang for den danske gruppe, men hvis kommercielle uskyld også lider under radioernes stadigt mere massive airplay. På Windshield er der kommet mere tempo på adskillige af produktionerne, ligesom langt mere umiddelbart melodiske arrangementer dominerer lydbilledet. Lyt til albummets førstesingle ”The Medic Blues”, hvor folkmusikkens indadvendte inerti drukner i et sandt mylder af strygerdrevne hooks, som alle kandiderer til at være mest mindeværdigt, når albummets 10 numre er ovre.

Hvor Codys musikalske ståsted har gennemgået en sådan udvikling, at den gænge folk/americana-betegnelse synes at være et både uambitiøst og snævert prædikat at påklistre gruppen, forekommer genrens lyriske traditioner alligevel at være forankret i Kaaes sangskrivning. Den eksplicitte historiefortælling er et gennemgående træk i teksterne, og på flere numre er dette et virkemiddel, som tilfører de komplekse kompositioner en vejledende rød tråd. Dette gælder i særlig grad den storladne ”The Picture of Everyone”. I takt med at historiefortællingen nærmer sig klimaks, vokser den musikalske dynamik, og som sangen hele tiden synes at vokse sig større og større – med enkelte nærmest progpoppede nedsmeltninger undervejs – opstår associationer til Choir of Young Believers såvel som Arcade Fire (før indlemmelsen af James Murphy og inklusive en banjo, vel at mærke). Musikalitet og lyrik komplimenterer hinanden perfekt.

Kun i ganske få tilfælde sker det, at Cody træder en anelse skævt, og desværre er der en tendens til, at det særligt er sidste halvdel af albummet, som halter en smule efter. På ”Into the Night” er adskillige lag af guitarer dominerende i lydbilledet, og nummeret får til tider en nærmest støjrocket karakterer. I og for sig er idéen i albumsammenhængen meget spændende, men til trods for adskillige breaks og temposkift i løbet af nummeret er det, som om musikken ikke rigtigt kommer nogen vegne, og produktet forekommer i sig selv lettere statisk. Også ”Arms Around” forekommer lettere uforløst og markerer således en lidt ærgerlig afslutning på et album, som, når det går allerbedst, ellers formår at definere niveauet på musikscenen herhjemme.

Slutteligt må man da også se stort på fejl, der – når alt kommer til alt – er af mindre betydning. Det er klart, at det på Windshield er den gode melodiske komposition, der til stadighed er det overordnede pejlemærke for Codys produktioner. På de fleste af pladens numre når gruppen trygt i mål, om end vejen dertil i de fleste tilfælde indeholder langt flere omveje, end popmusikkens gængse variationer over AABA-skabelonen ellers traditionelt foreskriver. Over samtlige 10 numre er eksperimenterne med lag og dynamik udtalte, men aldrig forcerede, og melodiske hooks, som i flere af tidens strømlinede folkartisters hænder måtte synes banale og uinspirerede, får liv gennem kollektivets utraditionelle akustiske lydlandskaber.

Windshield er lyden af et band, der iklæder lettilgængelige melodier en lyd, der er lige så kompleks, som den er harmonisk og tryghedsskabende. Snarere end at bygge de enkelte sange op omkring trivielle konstruktioner synes kollektivets udførsel af hver enkelt sang intuitiv og improviseret. Den dogmeforladte fremgangsmåde med hyppige dynamiske udsving trækker tråde til postrocken, om end albummet som helhed besidder en tilgængelighed, der gør en sådan sammenligning urimelig. Værkets helt store styrke består nemlig i den måde, hvorpå de melodiske elementer nummer efter nummer udvikler sig og står som en foranderlig pendant til Kaaes skridsikre stemmeføring. Albummet er popmusik, der ved første gennemlytning synes unødigt udfordrende og ukonventionel, men som langsomt – og ved adskillige gennemlytninger – udfolder en betryggende vibe, som gør Windshield til et fremragende soundtrack på en kold vinterdag.

★★★★★☆

Deltag i debat