Plader

Frk. Jacobsen: Lobsters EP

Der bygges broer i Frk. Jacobsens smeltedigel. Synthesizere, saxofoner, afrikanske balofoner og flerstemmige harmonier forener det avantgardistiske og melodiske, afrikanske og vestlige, intellektuelle og dansable. Det er både fantasifuldt, skizofrent og skidemusikalsk.

Jeg er nødt at være ærlig fra starten: Jeg er simpelthen pjattet med alt, der kommer ud af musikkollektivet Eget Værelse. Siden jeg i 2011 så Valby Vokalgruppe (hvori Anja Jacobsen, der har komponeret nærværende album, også er hovedkomponist) live, har jeg opmærksomt fulgt kvinderne fra det produktive kollektiv. Og hvilken fornøjelse! At have stiftet bekendtskab med grupper som Selvhenter, Kirsten Ketsjer, Diekman, Valby Vokalgruppe og Pinkunoizu har virkelig højnet min tillid til det danske musikmiljø. For det, de fem kvinder i Eget Værelse – for det meste – kan, er at binde bro imellem avantgardens indforståede eksperiment og den rytmiske musiks melodi og struktur. De gør det utilgængelige tilgængeligt, det intellektuelle konkret og det absurde dansabelt.

Så det var naturligvis med stor begejstring og forventning, at jeg modtog Anja Jacobsens debut-solo-ep, Lobsters. Under aliaset (hvis man overhovedet kan kalde det dét) Frk. Jacobsen åbner Anja Jacobsen op for endnu et fantasifuldt projekt, der i en übermusikalsk smeltedigel forener modsætning på modsætning. Det er på en gang skizofrent og naturligt. Vildfarent og målrettet.

Selvom hvert nummer er en underfundig overraskelse i sig selv, har Jacobsen hele tiden lytteren i hånden og gelejder én ubesværet rundt i hendes soniske univers, hvor musikalske og forestillingsmæssige dikotomier er til forhandling.

”Brain Piece” åbner eksemplarisk ep’en med en legesyg lo-fi-synthbas og et vestafrikansk perkussiongroove. Med insisterende minimalisme og fandenivoldsk bestemthed spænder Jacobsen på få sekunder det kontrastfelt ud, som ep’en udgør. Den udstiller og diskuterer de fænomener, vi er bekendte med, og dem, vi kategoriserer som fremmede, på en måde, der klinger af The Knife. Og bedst som man sidder og intellektualiserer enkeltelementernes uforenelighed, bliver man bevidst om, hvordan lydbølgerne helt ubevidst har kontaktet hjernebarken og rygraden, sådan at hele kroppen gynger i takt til musikken.

Mens man vrikker færdigt til trommeinfernoets opløsning, sniger Anja Jacobsen en sfærisk avantgardistisk drøm i fri rytmisk form ind via nummeret ”Thick Air”. Og på trods af det totale anarki er nummeret så harmonisk og følt, at man slet ikke bemærker, hvor meget man nyder det.

Men man vågner igen: ”Dr. Riddle” er bedst beskrevet som skizofren etiopisk spion-funk spillet på messingblæsere. For første gang kræver Frk. Jacobsen virkelig tålmodighed af lytteren, og selvom det utvivlsomt er et sejt nummer, så er det ikke det, man hører på repeat.

”Lobsters” er ep’ens bedste nummer. Simpelthen. Sammenspillet imellem de afrikanske balofoner, de fræsende synthesizere, den fængende melodi og de polyrytmiske trommer er bare vanedannende. Og netop nummerets polyrytmer udgør et rigtig fint eksempel på pladens spændingsfelt: Imens jeg brugte de første tre gennemlytninger af nummeret på at gennemskue den rytmiske struktur (3 mod 4) missede jeg fuldstændig pointen. At nyde musikken!

Jeg kunne snakke længe om kontrasterne som diskussionsgrundlag for kulturelle og antropologiske forestillingsplatforme – mødet imellem det afrikanske og det vestlige, det avantgardistiske og det sensibelt melodiske, det fortænkte og det intuitive osv. Men det vigtigste ved Lobsters er, at det er skidemusikalsk. Det er skarpe melodier og bundsolide grooves. Det skal ikke tænkes. Det skal danses.

★★★★½☆

Deltag i debat