Koncerter

Haim, 16.02.14, Store Vega, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Haim trådte ud af popmusikken søndag aften i Store Vega og nåede over i en anden, mere spændende afdeling. Desværre kammede det nogle gange over og efterlod Undertoners anmelder uden det helt store oplevelse, som man ellers kunne have håbet på.

Ikke sjældent, og bestemt ikke uden grund, er lyden af de tre Haim-søstre fra Los Angeles blevet sammenlignet med Fleetwood Mac. En reference, de bestemt ikke gjorde forsøg på at smide fra sig, da de søndag aften gik på scenen i et helt udsolgt og absolut veloplagt Store Vega. Bare to numre inde i koncerten tog koncerten nemlig for alvor fart med et cover af netop Fleetwood Macs ”Oh Well”. Este Arielle Haim introducerede sangen med en opfordring til fælles jam, som var det i hendes hus i Los Angeles – en invitation, der kun vækker mit værste mareridt fra en vis Red Hot Chili Peppers-koncert på Roskilde Festival en håndfuld år tilbage.

I skarp kontrast til den næsten traumatiserende jamsession var det en fornøjelse at se de tre piger smide popdragten og træde ind i et langt mere spændende, men mindst lige så charmerende afsnit. Såvel Fleetwood Mac-coveret som koncertens andre numre understregede nemlig, at de alle tre er mere eller mindre født med et instrument i hånden – eller snarere et helt orkester. Det er nemlig ikke med dem som med flest bands. De er et ultrademokratisk band, hvor alle er lige meget forsanger, guitarist og trommeslager. At de ikke kun kan spille deres eget instrument, men også fra tid til anden smide plektret til fordel for trommestikken, er en ikke kun ret sjælden, men også ret imponerende feature.

Pigerne er tydeligt vant til at stå på en scene, men endnu ikke – og gudskelov for det – på en måde, så det virker iscenesat og indstuderet. Sættet var ikke helt stramt, og timingen ikke altid helt præcis, men hvad gør det, når attituden lægger op til netop det? De havde en livsglæde og fandenivoldskhed, som man ikke kun undgå at blive smittet af.

Det, der for mig længe har været akilleshælen i forhold til Haim, er dog, at de danser på en hårfin grænse mellem underfundig pop og den følelse, man får, når man har fået en lille smule for meget kage. Desværre fik de ikke holdt balancen hele vejen igennem, og der var tidspunkter, hvor man kunne ønske, at de ville gå lidt væk fra den livestrategi, der synes at gå ud på, at mere er bedre. Nogle gange savnede man lidt den velproducerethed, der gør debuten fra sidste år, Days Are Gone, særligt god. Samtidig er det dog svært ikke at opmuntre deres mere afslappede og lidt skødesløse omgang med musikken.

Alle tre besidder en vis overlegen, rå attitude, der vækker mindelser om både PJ Harvey og Beyoncé. Men det var ikke noget, der for alvor sendte mig op under loftet. At piger kan spille elguitar er ikke længere en overraskelse så meget, som det er en selvfølge. Sætlisten var lige så forudsigelig, som den var publikumsleflende, og der manglede det, der foruden højere volumen og mere energi, gjorde liveoplevelsen helt særlig. Deres samspil var en fornøjelse at overvære, særligt da de begiver sig ud i et stomplignende afslutningsnummer. Men på en eller anden måde fik det ikke den samlede koncertoplevelse helt op at ringe. Man fik nøjagtig, hvad man kunne forvente, hvis man hører til en af de mange, der har skamlyttet til pladen det sidste års tid. Men desværre ikke ret meget mere end det.

★★★★☆☆
Fotos: Mathias Laurvig 

Deltag i debat