Plader

Marissa Nadler: July

Skrevet af Durita Dybczak

Marissa Nadlers nyeste album er en tung og dyster fortælling, der vipper mellem dyb fortvivlelse og glimt af håbefuldhed.

Jeg har forskanset mig i min lejlighed, mens sneen hober sig op uden for mit vindue. Vinter er bare ikke yndlingsårstiden i min bog. Derfor glædede jeg mig til at sætte Marissa Nadlers nyeste plade July i rotation i min vinterhi og drømme mig væk til sommermåneden over dem alle: juli.

Åbningsnummeret, ”Drive”, lægger tonen an med en fingerspillet guitar og et sart korarrangement, der har en varm, melankolsk og længselsfuld stemning over sig. Den 32-årige amerikaner har en beroligende vokal, der med sin sløve facon straks fjerner al stress fra mine skuldre. Men det er en tung fortælling, der med en sjælfuld steelguitar får en fyldig smag af tristesse.

Nadler er med nogle af sine tidligere udgivelser blevet kategoriseret som folksangerinde, men July er ikke noget folkalbum. Det ligger hele tiden og vipper mellem dyb fortvivlelse og glimt af håbefuldhed. I ”1923” er alvoren og fortvivlelsen karakteriseret i den dybe stortromme, der hele nummeret igennem slæber sig efter Nadlers vokal, som var den en tung byrde lænket til hendes ben, mens violinerne græder stille i baggrunden til teksten: »Baby come back to me«.

Albummet kører i det samme lave tempo uden de vilde udsving. Hovedparten af pladen er bygget op omkring en akustisk guitar, og det er først i ”Was It a Dream”, at der sniger sig en elguitar ind i lydbilledet og skaber lidt forandring – dog kun ganske kort i mellemstykket.

Nadlers vokal rammer både de helt dybe toner og knækker over i en tynd falset som eksempelvis i ”Firecrackers”. Dens sløve facon fremstår sart, men også lidt umotiveret og en anelse klagesang-tenderende, hvilket gør det til en noget tung affære. Sammen med sneen, der daler ned udenfor, lægger det hele sig som en tung dyne ned over vintertilværelsen, og titlen på førstesinglen, ”Dead City Emily”, beskriver ret fint, hvilken halvdyster stemning der hviler over albummet. Det får ikke mine tanker på juli.

Nadler har referencer til bands som Beach House, First Aid Kit og Mazzy Star, men hun mangler en hemmelig ingrediens i blandingen, før det rigtigt bliver noget, der er værd at hæfte sig ved. »Maybe it’s the weather, but I got nothing in my heart,« synger Nadler på det sidste nummer på pladen, og det er cirka sådan, hun efterlader mig.

★★½☆☆☆

Deltag i debat