Koncerter

Moderat, 15.02.14, Koncerthuset, København

Foto: Olaf Heine
Skrevet af Jonas Hjortdal

Modeselektor og Apparats fælles projekt, Moderat, indtog efter mange måneders ventetid Koncerthuset med tysk præcision og sikker electronica-fest.

Foto: Olaf Heine

Foto: Olaf Heine

»Lige på slaget – de er jo trods alt tyske,« konstaterer min sidemand, som Moderat indtager eksperimentet Studie 1 i DRs Koncerthus’ foyer præcis 22.45.

Den stereotyp har bestemt ikke været betegnende for den ene halvdel – eller snarere to tredjedel – af Moderat, Modeselektor, der nærmest har kunnet gøre krav på forsinkelse som et registreret varemærke – blandt mange andre ved deres Strøm-optræden i Enghaveparken i 2008. Punktligheden er dog sigende for det skift i det indbyrdes ’magtforhold’ i den berlinske supergruppe mellem det selvbetitlede 2009-album og fremragende II fra sidste år. Det er svinget i klar favør til gruppens sidste tredjedel, Apparat, med det borgerlige navn Sascha Ring, det afdæmpede musikalske geni med de markante holdninger til elektronisk musik.

Men selvom der er skruet ned for den bidende bas, konstante genreskift og markante gæstevokaler på II, så forstår de stadigvæk at sparke gang i en fest live.

Det står klart allerede fra åbneren “This Time”, hvor der efter en ganske kort ouverture bliver skruet eftertrykkeligt op for bunden til den første rigtige test for det improviserede studie, der trods den manglende intimitet gør jobbet overraskende godt. I direkte forlængelse af åbneren kommer et af aftenens tidlige højdepunkter i “New Error”, det nærmeste, Moderat kommer et egentligt hit. Og her står det klart, at hovedparten af aftenens publikum – selv på trods af et halvt års ekstra forberedelsestid efter Sascha Rings motorcykeluheld i efteråret – er kommet for at høre højdepunkterne fra 2009-albummet.

Og de bliver da også forkælet med en særlig liveudgave med et insisterende indledende clap og nye måde at bygge op til klimaks hver gang, hvor selv den afsluttende øvelse med at pitche synthen fungerer. I overførslen af elektronisk musik fra plade til live ligger djævlen i detaljen, og det er her, dirigent Ring for alvor træder i karakter. Først skyller bassen i den smukke “Milk” fra II ind over Koncerthuset som en tidevandsbølge i slowmotion, og efter en festlig version af den squeaky “Seamonkey” og et kort intermezzo, bliver der åbnet op for fællessang, da bunden for korte bemærkninger bliver taget ud af den smukke “Rusty Nails”.

To af  højdepunkterne fra det nye album bliver sendt af sted godt og vel midtvejs i det ordinære set. Ikke overraskende på førstesinglen “Bad Kingdom”, der med sit insisterende elefantsample som fokuspunkt og en dyb bund kan sætte fart i enhver fest. Et faktum, der har sendt originalen på MTV og gjort et remix til årets nytårshit på den legendariske berlinerklub Berghain. Det er næppe en overraskelse, at det netop er her, Modeselektor-indflydelsen stadig stikker dybest, og måske derfor, det straks vækker genkendelse hos det danske publikum.

Nummeret ledsages af de tegnede visuals fra musikvideoen, der som noget nyt fungerer i et 3D-lignende format, der er gjort muligt af dybden i de to lærredsbagvægge, der projiceres op på. Som altid udgør kunstnerkollektivet Pfadfindereis sort/hvide udfoldelser en stor del af den visuelle oplevelse, fordi aftenens tre hovedpersoner i hovedparten af showet står i komplet mørke.

Efter det mest dansable indslag på det nye album falder tempoet på “Damage Done”. Det gør dog ikke noget, og det markerer endnu et højdepunkt med den drypvise bas, der falder ned over Sascha Rings sjælfulde vokal som københavnsk februarregn. Lidt for lang bliver festpausen dog efterfølgende på “Last Time”, der i en ellers veltilrettelagt opbygning står tilbage som aftenens eneste skønhedsfejl. Det tager de dog lynhurtigt revanche på med et par bomber fra Moderat-albummet i først “Les Grandes Marches” og ikke mindst “No. 22”. Et nummer, der nok gør sig fint i albumversionen, men som i dagens anledning er blevet taget under kærlig behandling og tre gange river ned for at genopbygge til tre forskelligartede basangreb med slag i mellemgulvet og stor dansegulvsappel.

Efter et kort fravær vendte den tyske trio tilbage med et hattrick fra II, hvor foden endnu en gang blev løftet fra speederen. På det første nummer, “Gita”, står Rings vokal endnu en gang i centrum og skarpt markeret på en måde, der klarest definerer forskellen på de to album og det fireårige fravær af udgivelser.

“Let in the Light” tilsætter endnu lidt ingredienser til den Apparat’ske sødsuppe, inden alsidigheden til slut bliver fuldendt af lukkeren “Therapy” med en bund, der leder tankerne hen på den engelske fusionsdubstep, som Burial og Four Tet har været ambassadører for.

Trods en enkelt kort blunder står man tilbage med billedet af et toptunet tysk festensemble, der på aftenen viste det vanlige musikalske overskud og ikke mindst en imponerende evne til at presse lidt ekstra ud af et i forhold imponerende bagkatalog. Moderat virker som et projekt, der har fundet den perfekte balance, og med en vokaltung bagvægt i det halvanden time lange sæt, fristes man til i det indbyrdes magtforhold til at sige, at Ring’en er sluttet.

Derfor var det svært at ærgre sig over, at der i modsætning til de seneste besøg på Roskilde Festival og Lille Vega ikke blev plads til indslag fra soloprojekterne.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Det var en fantastisk koncert lørdag aften i Koncerthuset. Det ar mit første besøg i DR’s nye etablissement og den første gang jeg hørte Moderat live, selv om jeg er en stor fan af både Moderat og deres to separate konstellationer.

    Koncerten er en meget stor 5’er fra min side. Det som gjorde den ikke ramte en ren sekser, som jeg utroligt gerne ville have givet dem, er der to grunde til.

    Den første halvdel af koncerten stod vi bagerste lidt til venstre fra scenen. Derfra så vi fint scenen og kunne nyde bunden og toppen af musik spektret, men det virkede som om hele mellem spekteret fuldstændig druknede/manglede. Den sidste del af koncerten besluttede vi os høre midtfor næsten oppe foran. En kæmpe forskel, nu virkede hele lydspektret og ramte rent, fantastisk.

    Jeg ved ikke om det skyldes Studie 1’s konstruktion eller om Moderat legede så meget med lyden, men det ændrer ikke på mit indtryk at lyden var markant bedre midtfor oppeforand, men bare 30 meter længere bagud til siden.

    Den sidste ting, havde Moderat spillet en af mine klare favorit numre, Out of Sight, så var de seks stjerner hjemme.

Leave a Reply