Plader

NovemberDecember: From the Swing, Into the Deep

NovemberDecember tager med begrænset succes den handske op, som The Rumour Said Fire har smidt.

Som jeg sidder og lytter til debutalbummet From the Swing, Into the Deep af aarhusianske NovemberDecember, kan jeg ikke undgå at tænke mig tilbage til 2009, hvor The Rumour Said Fire med “The Balcony” fik et gedigent gennembrud i Danmark. Nummeret lagde sig i slipstrømmen af især det barok-influerede amerikanske indiefolkband Fleet Foxes og ramte, med akustisk kammermusikalsk folklyd med luftige vokalharmonier, i den grad en guldåre i en tid, hvor mænd i skovmandsskjorter og med fuldskæg var meget synlige i musikverdenen. Sjældent har et dansk indiefolkband oplevet i den grad at blive hypet. Ja, musikken blev sågar brugt i reklamer. Siden gik bandet dog gradvist i en noget mere elektrisk og eksperimenterende retning og mistede den brede appel undervejs.

Nu står der imidlertidig nogle arvtagere klar til overtage og bygge videre på den akustiske sound fra “The Balcony”. NovemberDecember er centreret omkring musikmiljøet på konservatoriet i Aarhus og består af fem medlemmer i en besætning med diverse guitarer, el-bas/gulvbas, keys og trommer/perkussion, som af og til suppleres af mandolin, strygere og pedalsteel. Leadvokalen varetages noget atypisk trommerslageren og bassisten med navnene Steffen Lundtoft og Peter Sejr og suppleres ofte af resten af bandet i smukke, sakrale, femstemmige vokalharmonier.

Disse passager må siges at være bandets væsentligste kendetegn og fylder rigtig meget i lydbilledet. Allerede i det højtidelige åbningsnummer “Ring Them Bells” gives der prøver den hymniske sang. Nummeret lægger ud med en hæsblæsende arpeggios på en spansk guitar, som suppleres af en melodiøs baslinje på vandretur. Undervejs overstrømmes guitaren af en tidevandsbølge af strygere, der langsomt skyller ind i lydbilledet for kort tid efter at trække sig tilbage, når de to forsangere i verset opløfter deres røst i tostemmige vokalharmonier. I omkvædet suppleres de to sangere af de karakteristiske æteriske femstemmige vokalharmonier, som løfter dig op, som var du et hvileløst blad i efterårsvinden, inden bombastiske trommer trækker dig ned på jorden igen.

Nummeret deler titel med et nummer af Bob Dylan, som er at finde på albummet Oh, Mercy fra 1989. Begge rummer et budskab om håb, som vil give sig til udtryk klokkernes bimlen og bamlen for et søgende menneske. Desværre må jeg tilstå, at NovemberDecembers forsøg på at indgyde mig håb ikke for alvor kommer til udtryk i en opløftet sindstilstand. Jeg skal faktisk tvinge mig selv til at høre efter, hvad sangen egentlig handler om, hvilket står i skærende kontrast til Bod Dylan, der med sin ramponerede vagabonderende stemme griber mig i kraven og tvinger mig til at lytte.

Og her er vi faktisk inde og røre ved min væsentligste anke mod NovemberDecember. Jeg savner simpelthen personlighed og gennemslagskraft i bandets udtryk. Forsangerne er desværre meget anonyme i deres udtryk, og sangskrivningen virker i al sin kompleksitet en anelse konstrueret. Jeg vil gerne lette på hatten for bandets tekniske dygtighed, men savner en klar vision.

Det er, i en tid, hvor albumformatet er på vej ud, glædeligt at møde et album, der med blandt andet med de instrumentale mellemspil “Interlude I” og “Interlude II”, virker helstøbt. Desværre består albummet også af en lang række numre, der ikke for alvor rører og bevæger. Der er enkelte undtagelser, som den radiovenlige “Save Yourself”, der har hjemsøgt mig i søvne, men helheden rykker altså ikke ved mit verdensbillede.

★★★☆☆☆

Deltag i debat