Nyheder

Ny single og video fra Glass Animals

Skrevet af Alex Nørregaard

Oxford-kvartetten Glass Animals, der blander electronica, psychpop og RnB, har sendt en ny single og video i digitale omdrejninger. Se videoen og lyt til singlen her.

Glass Animals_GooeyOxford-kvartetten Glass Animals var blandt de første bands, der sidste år blev signet på produceren Paul Epworths nye label Wolf Tone. Gruppen, der blander electronica, psychpop og RnB, er nu på vej med deres debutalbum og har i den anledning sendt singlen “Gooey” med dertilhørende video i digitale omdrejninger.

“Gooey” er en forførende sag, der blander blide og varme toner med bizar lyrik – et match, som videoen endvidere rammer ganske godt. Nummerets lydunivers leder flygtigt tankerne i retningen af en gruppe som alt-J, samtidig med at der er umiddelbar inspiration at spore fra bl.a. Animal Collective.

Singlen har desuden ligget nummer 1 på Hype Machine og således skabt opmærksomhed omkring debutalbummet, der, ifølge et interview fra The Quietus med Glass Animals’ frontmand David Bayley, kommer til at lyde som, “If Timbaland and Dr. Dre had a love child that was brought up feral by a pack of wolves on a desert island and then that child created a soundtrack of its life”.

Glass Animals, der også har fanget Colin Greenwoods (Radiohead) opmærksomhed, udgav sidste år ep’en Glass Animals, der bl.a. indeholdte nummeret “Psylla“. Gruppen har i løbet af februar ageret opvarmning for St. Vincent og skal senere i år optræde på festivalen SXSW.

“Gooey” udkommer som single den 7. april via Wolf Tone, mens debutalbummet er sat til at udkomme i slutningen af dette forår.

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar