Plader

Temples: Sun Structures

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

De er Noel Gallaghers yndlingsband p.t., så vi burde skrive noget grimt om dem. Men Temples’ 60’er-inspirerede psychpop holder desværre/heldigvis hele vejen til ashramen.

Temples skuer udover musiklandskabet anno 2013 og ser, hvordan de 60’er- og 70’er-inspirerede udtryk bobler frem overalt. Fra metalscenen kommer bands som Horisont, Church of Misery og Orange Goblin, der alle fortolker Black Sabbath på nye og spændende måder. I den anden ende af spektret har vi Destruction Unit, Moon Duo og Crystal Stilts, der fusionerer tydelige træk fra syrerocken med (post-)punkens ‘devil may care’-attitude. Ja, det har været et godt år at være til klassisk-inspireret rock af alle slags, og det lader ikke til at tage af lige foreløbig.

Men hov, vil nogen (jeg) så indvende, hvad blev der af poppen? Fra Beatles’ spæde eksperimenter ca. Revolver over Syd Barretts tidlige kompositioner for Pink Floyd til The Doors, der afliver den amerikanske drøm på “The End”, er poppen et bærende element hos alle bandsene fra nybruddet i 1967. Selvom rockmusikken blev voksen, udforskede den stadig ydre og indre territorier fra sit udgangspunkt i 50’ernes rock’n’roll, som jo nærmest ikke er andet end skamløse ørehængere.

Og ind fra højre side brager så Temples. Som et ny-psykedelisk band har de et forfriskende udtryk, da de kaster sig ufortrødent ud i en omgang 60’er-inspireret poprock, ganske som vores forældre hørte det. Hele albummet emmer af nostalgi og analog hygge med flotte rocksange, der med det samme limer sig til indersiden af dit hoved.

De lyriske emner samler også i det store hele op i midt-60’erne et sted. Pladens første nummer og single, “Shelter Song”, beskriver en sen aften med Hende, hvor de drikker sig lidt fulde og ja, så må fantasien tage over. En opdateret “Norwegian Wood”, om man vil. På titelnummeret skal vi på odysse og hente ilden fra et træ, tilsyneladende – ja, passende hippie-abstrakt, nærmest på grænsen til det kyniske. Når nu vi har være ironiske, post-ironiske og ironisk-ironiske kan det være svært at skulle stå model til denne lidt naive poesi. Men der er alligevel noget vedkommende og ærligt omkring det hele, og Temples’ kæmpe kærlighed til 60’er-poppen skinner hele tiden klart igennem. Ja, jeg ville faktisk gå så langt som at kalde det albummets bærende element, uden hvilket Temples ville degenerere i post-moderne ironi og distance.

Når det hele ikke alligevel ramler omkuld, skyldes det et forbandet godt sangskrivertalent. Alle albummets sange sidder lige i skabet, og det føles alt sammen som noget, du har hørt før, men alligevel helt uimodståeligt. Sangene har nok variation til, at det ikke bliver kedeligt undervejs, så hver gennemlytning af det knap timelange album faktisk er en fornøjelse.

Generelt er vi ude i arrangementer af den klassiske slags: guitar, trommer, bas, synth, vokal. Glimtvis får vi noget, der minder om panfløjter, hist kommer en strygersektion og pist en keyboard-solo. Trommerne er mikset helt frem og buldrer derudaf med Spector’sk fandenivoldskhed. Vokalharmonier falder som et syrehoveds fortolkning af englekor, der kommer ned fra oven og holder omkvædene friske og vedkommende. Sanger James Bagshaws nærmest perfekte diktion har også noget nostalgisk over sig, som han synger om årstidernes skiften, om spørgsmål, der ikke bliver besvaret, og meget andet godt. Det er sgisme kræs, og Jeres Anmelder har  haft Sun Structures på repeat de sidste uger.

De glimtvise strygere virker i øvrigt lidt malplacerede, for det samlede lydbillede er både tæt og rigt – det virker lidt som en eftertanke, og forhåbentlig vil Temples bruge dem med større omtanke i fremtiden. Så kunne strygerne nemlig være et bærende eller centralt element, når der er brug for dem, i stedet for at de spiller andenviolin (hø-hø) til de fremragende popsange. “The Golden Throne” er et prima eksempel, hvor det legende, hoppende  strygerarrangement både er så langt tilbage i lydbilledet, at det ikke rigtigt tilfører sangen noget, og dog så tydeligt, at det når at blive irriterende – hvilket er lidt af en bedrift.

Temples fornærmer ikke nogen med deres længe ventede debut, og den er optaget med kærlighed og tæft, så det ikke bliver (for) derivativt. At den alligevel er værd at høre, skyldes godt håndværk, der ikke kammer over og bliver fortænkt. Der er noget vedkommende og hjerteligt ved pladen, som gør det til en fornøjelse at høre den. Igen og igen.

Det her bliver nok den første plade, jeg køber i 2014, for efter at have haft den kørende i min indre musikafspiller den seneste uges tid, lader det til, at Temples er kommet for at blive, og så kan jeg jo lige så godt få hørt den på en skive med lak – som det hører sig til.

★★★★★☆

Deltag i debat