Plader

The Jezabels: The Brink

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Australske The Jezabels sætter kursen mod funkytown og et publikum uden for de hjemlige græsgange med deres andet album.

Det føles lidt, som om The Jezabels er kommet for sent til festen. Mens vi alle festede og dansede fødderne af til Wolfmother og Cut Copy, stod Jezabels i garagen og lavede sange. Og da festen var slut, og alle var taget videre, dukker Jezabels endelig op og kan ikke forstå, hvorfor folk er gået.

Det er i hvert fald det indtryk, man efterlades med efter at have hørt The Brinks 10 skæringer igennem. Musikken er en blanding af indie og disco, pænt produceret og pakket ind, så den ikke kræver selvstændig tankevirksomhed. Indie skal i øvrigt i denne sammenhæng forstås med den bredest mulige tolkning, for selvom The Jezabels er et uafhængigt band i klassisk forstand, helt ned til selv at udgive deres plader, så er her musikalsk tale om en lidt ligegyldig omgang discorock.

Det australske label Modular, fra hvilket vi senest har haft Cut Copy under luppen, eksemplificerer det udtryk, som The Jezabels vender sig mod. Det er disco og pop med masser af synth og øjnene rettet mod dansegulvet. Sange som “Time to Dance” referer The Edge fra U2’s ekkofyldte, stumme guitarspil, mens “Look of Love” i både titel og indhold ligeledes trækker tråde tilbage mod 80’erne.

Så ja, lidt retrostemning forsøgt pakket ind i en mere moderne disco revival-lyd. Blondie har ikke levet forgæves, selvom tanken bliver mere og mere besnærende, efterhånden som jeg kæmper mig igennem de 10 sange på pladen. Der er ikke en snert af originalitet i The Jezabels. Masser af godt håndværk, flotte melodier og til tider medrivende beats, javist, men hele tiden så selvoptaget og nærmest krukket, at det ikke rykker eller bliver rigtigt godt. Der mangler energi og rå vilje – sangene virker overpolerede, og når lyrikken samtidig mest er kærlighedssange på en pinlig teenage-agtig måde, bliver det for meget af det gode. Det er til tider så sukkersødt, at mine tænder hviner, og det virker hverken oprigtigt eller ærligt – mest som om at der bare skulle nogle tekster på pladen, og de derfor har planket samtlige klicheer, de kunne finde. Om det er et forsøg på at virke dybere med lag på lag af ironi er ikke til at sige, men hvis det er tilfældet, gik det henover hovedet på mig.

Dagens ord er ‘klicheer’, og det er derfor en passende lejlighed til at tale lidt mere om musikken, for som med teksterne er alle de musikalske klicheer også repræsenteret. Syntetiske violiner, kedelige trommegange, der er sovset ind i reverb, så det næsten sejler, og dertil en, skal det siges, smuk men også mest kedelig og forudsigelig vokal. Guitaren melder sig indimellem, men mest som rytmisk element eller highlight, da melodien primært bestyres fra synth-pulten. Til tider føles det som at være faldet ned i en opsamling af MTV-hits fra 80’erne. Det er i hvert fald storladent og bombastisk nok til at ville derop og rivalisere, men hvor meget af 80’ernes pop kan gå an, ikke mindst på grund af en vis musikalsk opfindsomhed og solidt, lyrisk indhold, bliver Jezabels til sammenligning bare fadt og kedeligt.

Det er ikke engang særligt spændende som dansemusik taget i betragtning. Undertegnede leger også nogle gange med en dj-pult, og der slår man gerne knude på sig selv og sin forfinede smag for at få det hele til at rykke lidt hårdere. Men der er grænser, og selv The Jezabels’ op-tempo-sange egner sig ikke til at rykke et dansegulv nogen steder. Det kan dog være, at det fænger live, og de simpelthen ikke har formået at omsætte deres livelyd i studiet.

Hverken som hjemmelyttemusik eller dansegulvsfylder giver The Jezabels meget mening. Det er dog gennemgående veludført, så hvis nu-disco, indietronica eller hvad man kalder det nutildags tiltaler dig, skal der lyde en forsigtig anbefaling om at give The Jezabels et lyt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat