Plader

To Kill a King: Cannibals With Cutlery

Skrevet af Klaus Thodsen

Engelske To Kill a Kings debutplade er fyldt med halvdyster og tungsindet indiefolk. En plade, der ikke har det store på hjerte og langsomt drukner i ensformighed.

Noget af det første, man rigtig bemærker på Cannibals With Cutlery, er, hvilken slående lighed To Kill a Kings forsanger Ralph Pelleymounters vokal har med selveste Matt Berninger fra The National. En gang imellem slår han også over i at lyde lidt hen ad Chris Martin fra Coldplay, men det sker heldigvis ikke alt for tit.

At Pelleymounter er fan af The National, bliver man meget opmærksom på, efterhånden som man lytter sig gennem denne debutplade. Man møder meget af den samme lyd og meget af den samme lurende dysterhed. Lyt eksempelvis til pladens åbningsnummer ”I Work Days and You Work Nights”, og lad Berninger-stemningen skylle ind over dig.

Når man kigger udover Cannibals With Cutlery som helhed, må man sige, at det hele egentlig hænger meget godt sammen. Der er nogle fine sange, nogle fine melodier, og nogle fine tekster. Der mangler ikke så meget på den front. Men når man dykker lidt dybere ned i pladen og ser den som 17 individuelle numre, så begynder det at falde lidt fra hinanden. Når man vælger at brede sig over 17 numre og næsten en times spilletid, så sætter det store krav til bandets kreativitet.

Her magter To Kill a King ikke opgaven i tilstrækkelig grad. Efterhånden bliver det svært at skelne de meget ensformige numre fra hinanden, og man begynder virkelig at længes efter, at Pelleymounter vil gøre noget med sin utroligt monotone vokal. Men det sker ikke rigtig. Der bliver tilføjet trompeter her og der, og der skiftes mellem den elektriske og den akustiske guitar, men uden at det rigtig gør noget ved problemet: ensformigheden. Den brydes kun sporadisk, som da der nærmest går balkanrock i den mod slutningen på ”Fictional State”, hvilket er et dejligt afbræk midt i den måske ellers mest monotone den af hele pladen.

Cannibals With Cutlery er i bund og grund en meget fin plade. Al min snak om Berninger og ensformighed skal ikke skjule, at To Kill a King har lavet en debutplade uden nogen decideret svage numre. Men det er også en plade uden højdepunkter. En plade, der bruger sine 55 minutter på meget lidt, og en plade, der ville fremstå langt stærkere, hvis et kvarter blev skåret væk.

★★½☆☆☆

Deltag i debat