Koncerter

Truckfighters, 16.02.14, Beta, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Fem kvarter med vanvittig stilsikker og fuldstændig medrivende stonerrock sluttede alt for brat med, hvad der lignede et teknisk uheld. Indtil da havde publikum og svenske Truckfighters akkompagneret hinanden fejlfrit gennem en hæsblæsende rockaften, der sagtens kunne være blevet endnu vildere.

Truckfighters. Prøv lige at overveje navnet. De slås. Med lastbiler. Så bliver det næppe tungere. De svenske stonerrockere havde på forhånd udsolgt Beta denne søndag aften, hvor der allerede et godt stykke tid inden koncertstart var masser testosteron i luften blandt tværsnittet af det gennemsnitlige, københavnske rockpublikum på det lille spillested. Forventningerne syntes at være enorme blandt publikum (mig selv inklusive) inden Truckfighters besteg scenen. Og med et bagkatalog, der foruden debuten og nyklassikeren Gravity X fra 2005 også tæller det seneste, forrygende udspil, Universe, som udkom tidligere i år, virkede forventningsniveauet velbegrundet.

Netop disse to udgivelser blev essentielle for aftenens optræden, men det havde højst sandsynligt været lige meget, hvilke numre fra deres stenede bagkatalog, trioen i grunden havde præsenteret os for. For det var foran et dedikeret og energisk publikum, der kørte på alle cylindre, uanset om vi befandt os i et afdæmpet midterstykke, endnu et hæsblæsende stonerriff eller sågar et af de korte, men tiltrængte ophold i de tunge rockkompositioner.

Samspillet mellem band og publikum bidrog samtidig til, at manges vel nok første liveoplevelser med både åbningsnummeret, ”Mind Control”, men i særdeleshed også efterfølgeren, ”The Chairman”, begge fra Universe, blev helt i verdensklasse. Jeg kedede mig sjældent, og i den forbindelse skal publikum i aftenens anledning have den største ros.

Dog skal man ikke negligere svenskernes evner, hverken musikalsk eller hvad angår udtryk og attitude. Hele tiden var de på, hele tiden blev publikumskontakten søgt og dyrket. Der blev hoppet og danset, også efter bassist/vokalist Oscar ”Ozo” Cedermalm også havde opfordret folkemængden på den anden side af scenekanten til at gøre bandet kunsten efter. Og således akkompagnerede aftenens to parter hinanden i et smukt parløb, hvor der ikke var vindere eller tabere. Kun en samlet masse, der nød en uovertruffen omgang stonerrock.

Hertil viste de ældre numre forventeligt at være blandt de bedste. ”Monte Gargano” intensiverede for alvor stemningen, der kulminerede med ”Desert Cruiser”, der selvfølgelig ikke blev præsenteret, før guitarist Niklas ”Dango” Källgren havde været en tur ude blandt de fremmødte på gulvet. Alle skulle have en highfive eller chancen for at røre ved hans guitar, og så var der ellers dømt kaos til debutpladens eminente åbningsnummer. Det var stort set en 1:1-udgave, svenskerne leverede, indtil de holdt inde ved det tydelige break efter nummerets lange guitarsolo og mellemstykke. »Tak for i aften,« blev der sagt efter blot otte numre af i alt 50 minutters varighed, hvorefter scenen kort efter var mennesketom.

Man anede dog godt, at aftenen endnu ikke var ovre, og der gik heller ikke længe, før den karakteristiske guitarlyd gav genlyd omme fra backstageområdet, og de tre svenskere igen dukkede frem fra deres skjul bag det medbragte bagtæppe med Illuminatiillustrationer. »I’m running,« råbte Dango, og publikum responderede med »out of fuel« – og så fortsatte vi ellers, hvor vi slap, med en eminent, udvidet afslutning på trioens vel nok mest sublime værk.

Det blev også til endnu et nummer, før jeg fik afkræftet min teori om, hvorvidt vi havde taget hul på de egentlige ekstranumre. »Vi vil gerne spille nogle flere numre, hvis det er ok med jer?« spurgte Ozo efterfølgende retorisk, og min forhåndsforventning om en koncertlængde på omkring halvanden time virkede ikke usandsynlig.

Det gjorde den i hvert fald ikke, før der få minutter senere blev sat et alt for tidligt punktum for Truckfighters optræden, da ”In Search of (The)” ufrivilligt agerede aftenens sidste omgang stonerrock. Det gik vildt for sig, både hvad angik publikum og band, og pludselig faldt broen af Ozos bas, hvorefter bassen røg en tur i jorden med et kortfattet »vi ses«. Det var ikke rigtig til at gennemskue, om der lå en vis grad af frustration gemt i de ord, men faktum var i al fald, at koncerten nu endegyldigt var ovre.

Overraskende nok lod publikum ikke til at lægge synderligt meget mærke til det, og det var da også kun de færreste, der efterfølgende blev hængende i det varme lokale. Resten forsvandt ud i baren eller ned til merchandiseboden, hvor de fleste samtaler gik på, hvor god en koncert det havde været. Og de havde ret. For man kan sagtens være skuffet over, at vi ikke blev præsenteret for hele pakken på Beta – især når de blandt andet flere gange teasede os med brudstykker fra ”Gargarismo” – men når den resterende del af selv samme pakke fungerede nærmest fejlfrit, er der ikke ret meget, der kan trække ned i den samlede vurdering.

Så jo, det var alt i alt en vellykket aften. Vi fik kæmpet mod lastbiler i fem kvarter, men det kunne sagtens være blevet til meget mere. Det tror jeg også godt, at bandet selv ved.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat