Artikler Interview

Damien Jurado – Storytellerens sci-fi-drømme bliver til virkelighed

Foto: Steve Gullick
Skrevet af Iben Andreassen

Damien Jurados nyeste album er mere farverigt end nogensinde og milevidt fra den ensomme guitar, som kickstartede karrieren. Undertoner mødte Seattle-sangeren, som stadig er storyteller helt ind til benet, men hellere vil placereres et sted ude i det ukendte genregrænseland end fortsat blive kaldt singer/songwriter.

Foto: Steve Gullick

Foto: Steve Gullick

Bag det alvorlige udtryk og den dybe, rolige stemme gemmer der sig også en meget alvorlig mand. Damien Jurado tænker, før han taler, og han taler ikke uden at have noget på hjerte. Ind i mellem lufter han en  kæk bemærkning, men ellers ligner han umiddelbart ikke én, som bliver synderligt påvirket, hvis man siger, at han skal prøve at smile noget mere. I starten af året udgav han sit ellevte album, Brothers and Sister of the Eternal Son, som fører os helt ind i sangskriverens tanker og drømme. Det er et overvældende møde med store eksistentielle spørgsmål, Messias’ tilbagevenden, rumskibe og overnaturlige sci-fi-kræfter.

Fortællingerne er ikke blevet mindre smukke, men der er langt fra Jurados spartanske arrangement i 90’erne til det psykedeliske univers på det nye album. Lyden bliver udvidet, trukket og hevet i alle mulige uventede retninger. I fællesskab med produceren Richard Swift har Damien Jurado lavet sit mest nyskabende album til dato. Selv kalder han det sound exploration og har dermed taget et bevidst valg om at lægge singer/songwriter-karierren bag sig.

Brothers and Sisters of the Eternal Son er anden halvdel af en tre år gammel drøm, som med Jurados egne ord »foandrede alt«. Første halvdel af drømmen var inspirationen til det forrige album Maraqopa. Det tog kun imponerende tre dage for Damien Jurado at skrive hele albummet, som starter med en bilulykke nær den fiktive by Maraqopa.

Dit forrige album, Maraqopa, var inspireret af en drøm. Hvad var inspirationen til det nye album?

»Det nye album er inspireret af den samme drøm som Maraqopa. Det er bare anden halvdel af drømmen. Maraqopa slutter med, at Malcolm, som drømmen handler om, er på vej til byen Maraqopa, da han kommer ud for en bilulykke. Det nye album starter så samtidig med ulykken. Han overlever ulykken, men fornemmer at han er forandret. Fysisk har han det fint. Han har ingen sår eller skrammer på kroppen. Men han føler sig anderledes. Han befinder sig ikke særlig langt fra Maraqopa, så han begynder at gå hen mod byen. Da han ankommer, begynder alting pludselig at se anderledes ud, som om nogen har givet ham et par tonede briller på med mærkelige former i glasset. Han kan ikke længere kommunikere eller bevæge hans mund. Så han kommer i tvivl – er han overhovedet i live? Drømmer han? Er det hans fantasi? Han finder ud af, at folk i Maraqopa venter på, at Jesus skal vende tilbage til Jorden, og de er overbeviste om, at han kommer med et rumskib. Malcolm modtager koder og signaler, og hans krop bliver til et slags radiotårn mellem himlen og jorden. Nu er folk i Maraqopa afhængige af, at han kan være deres mellemmand, og det bliver et stort ansvar.«       

Og det her var en rigtig drøm, som du har oplevet på din egen krop?

»Ja, i hvert fald en del af den. Men drømme lever jo ikke særlig længe. Så langt hen ad vejen handlede det også om at bygge en narrativ fortælling omkring den her vision, som jeg havde og som var så vigtig for mig.«

Hvorfor var lige netop den her drøm så vigtig for dig?

»Drømmen har haft en stor indflydelse for mig personligt, og på den måde mit liv har formet sig på siden. Jeg har forandret mig musikalsk, mentalt og følelsesmæssigt efter drømmen. Da jeg lavede Maraqopa var jeg i gang med en søgen. Jeg tror, at Malcolm og jeg minder om hinanden på den måde. Vi forlod begge alting og dragede afsted på en søgen efter fred og ro. For mig var det ikke blot kortvarigt, men en lang proces. Jeg tror, at jeg på nogle områder stadig er på den færd. Ikke længere spirituelt – det synes jeg, at jeg har fået styr på, og jeg føler mig grounded, selvom jeg ikke er perfekt – men musikalsk er jeg stadig på en søgen. Det gør, at jeg musikalsk er mere åben nu.«

Det er tydeligt, når man lytter til albummet, at du går en anden vej nu og bevæger dig væk fra netop det simple arrangement med blot en akustiske guitar. Hvorfor søger du væk fra det?

»Det er meget bevidst, at jeg er gået i en ny retning med det nye album. Jeg har ikke lyst til at være fanget i en genre som folk-sanger eller singer/songwriter. For jeg er ikke nogen af delene. Jeg prøvede at gøre noget nyt med Maraqopa, og nu har jeg gjort det igen, men i endnu højere grad med det nye album. Det er simpelhent ikke muligt at sætte et genremærkat på albummet. Flere anmeldere har sagt, at det en genre, der ”skaber sin egen lyd”. Det mærkat er jeg godt tilfreds med.«

Lytter du nogensinde selv til singer/songwriter musik?

»Jeg kan godt lide storytelling. Jeg elsker en rigtig langtrukken historie. Jeg er en kæmpe fan af lange film. Film som er tre eller fire timer lange. Men jeg lytter overhovedet ikke til singer/songwriter musik. Der er enkelte nyere musikere, som jeg godt kan lide. Men ellers kan godt lide at lytte til psykedelisk musik fra hele verden. Fra indonesisk psykedelisk musik til thailandske garage-rockbands, som også har en psykedelisk indflydelse. Jeg nyder også gang i mellem at lytte til easy listening, så som Frank Siantra. Men ikke singer/songwriter musik.«

Hvad skete der efter albummet Maraqopa, hvordan fandt du ud af, at du ville arbejde videre med drømmen?

»Det var faktisk en ven, som foreslog at jeg skulle skrive videre på drømmen fra Maraqopa, og efter han sagde det, var det ikke spor svært for mig at skrive! Selve skriveprocessen blev meget kort. Jeg skrev hele albummet på tre dage. Selvom drømmen på det tidspunkt var næsten tre år gammel.«

Det plejer ikke at være noget, som jeg lægger meget mærke til, men jeg har alligevel bidt mærke i sangtitlerne på albummet. Der optræder flere navne: “Silver Malcolm”, “Silver Catherine”, “Silver Timothy” osv. Hvem er de her karakterer? 

»Karakteren Silver Malcolm er baseret på hovedkarakteren i fortællingen. Han interagerer med nogle få andre mennesker. I drømmen havde ingen af dem navne. De hed allesammen bare Silver, det var deres fornavn. Så gav jeg dem et ekstra navn, så man kunne kende forskel på dem. Men navnene er først og fremmest en slags markører for historien.«

I din drøm venter folk i Maraqopa på, at Jesus skal vende tilbage til jorden. Er der også en religiøs indflydelse på albummet? 

»Der er mange bibelske billeder på albummet. Blandt andet Messias’ tilbagevenden. Richard Swift, som producerede albummet, sagde at det på mange måder minder om et sci-fi album. Fordi det handler om de her overnaturlige ting så som rumskibe og tidsrejser. Jeg er enig med Richard – det er et sci-fi album.«

Det er det tredje album, som du laver sammen med Richard Swift. Hvordan arbejder I sammen? 

»Richard er en fantastisk producer og tekniker. Med Richard tror jeg, at albummet i stigende grad blev bedre og bedre. Han har før sagt i et interview, at lige så vel som han inspirede mig og hjalp mig med at åbne mig op, så gjorde jeg det samme for ham. Det handler om at skubbe grænser. Jeg får skubbet mine grænser i forhold til at skrive sange, og han skubber sine grænser i forhold til at skabe lyd. Netop lyd er enormt vigtigt for os begge. Lyd spiller en stor rolle, ikke kun i musikken, men også i forhold til min sangskrivning. Man kan vælge bare at spille på akustisk guitar, men man kan også trække og hive i lyden, så den bliver udvidet. Man kan virkelig være kreativ med lyd. Det er noget, man særligt eksperimenterede med midt i 50’erne og 60’erne med psykedelisk musik. Men et sted midt i 70’erne droppede man det igen, og musikken blev ligesom sugarcoded. Siden er det blevet en tabt form for kunst, og det er en skam. Men heldigvis er Richard og jeg helt enige, når det kommer til lyd eller soundexploration, som jeg foretrækker at kalde det: Vi skal skubbe grænser.«

Deltag i debat